’Domino’: Brian De Palmas danskproducerede terrorthriller burde aldrig have set dagens lys

1 6
’Domino’: Brian De Palmas danskproducerede terrorthriller burde aldrig have set dagens lys
Nikolaj Coster-Waldau i 'Domino'.

At udgive en film er en noget nær mirakuløs handling. De fleste produktioner kræver en mindre landsbybefolkning at producere, og så mange enkeltelementer skal spille sammen uafhængigt af hinanden, at vi bør prise os lykkelige for nogensinde at ende med et færdigt produkt.

Den kendsgerning bliver så meget desto mere mærkbar, når en film udgives uden hverken at virke gennemarbejdet eller færdiggjort. Sådan en sjælden art er Brian De Palmas ’Domino’. Ikke blot en ringe film, ikke blot en film, der skulle have haft fem minutter mere i ovnen, men en maltrakteret joke.

Der er ellers tale om en ganske simpel affære. Politibetjenten Christian (Nikolaj Coster-Waldau) kastes ud i en international jagt på en berygtet ISIS-leder, da hans makker Lars (Søren Malling) myrdes af selvtægtsmanden Ezra Tarzi, som selv ønsker at hævne sig på terrorlederen, da han har henrettet Ezras far.

Filmens første halvdel foregår i hjertet af København, og her begynder problemerne hurtigt at vise sig. Selvom der både snakkes arabisk, fransk og spansk i filmen, så taler samtlige af de danske skuespillere engelsk. Hvilket ikke i sig selv er et problem. Men det bliver det, når garvede danske skuespillere som Søren Malling og Paprika Steen skal lyde naturlige med deres gebrokne engelsk over for mere hjemmevante Coster-Waldau og Carice van Houten (’Game of Thrones’). Samtidig kan statister høres snakke dansk i flere af filmens scener, hvilket virker som en bizar detalje at overse.

Der er også masser af små urkomiske anakronismer i forhold til landet, filmen foregår i. Politichefen skælder Christian ud, da han ikke skyder en mistænkt i ryggen, og den lokale grønthandler, som er dansk-libysk statsborger, har automatpistoler gemt i tomatkasserne. Disse forvrængede amerikanske forestillinger om vores lille land, havde været lettere at sluge, hvis en brovtende amerikaner havde lagt pen til manuskriptet, og ikke nordmanden Petter Skavlan. 

Men kartoffelengelsk er småting i forhold til lavinen af problemer, resten af filmen døjer med.

Brian De Palma har selv udtalt, at produktionen bag hans hårdkogte thriller var et mareridt. Det danske produktionsselskab Schønne Film slækkede angiveligt med betalingen, så mange ansatte måtte gå uden løn, og det var længe rygtet, at filmen blev taget fra De Palma i klipperummet for at skære den verdensomspændende katten-efter-musen-jagt ned til fordøjelige 89 minutter (om end De Palma selv har afkræftet disse rygter).

Og mens man rettelig har lyst til at sparke de forpulede pengemænd, der ødelagde Danmarks chance for at lege med én af USA’s anerkendte movie brats, i røven, så stikker problemerne i ’Domino’ langt dybere end fuskerier med finanserne og en uorganiseret produktion.

‘Domino’.

Filmens soundtrack, der er komponeret af De Palmas faste samarbejdspartner Pino Donaggio, lyder som de første søgevalg fra en hvilken som helst public domain-musikside. Et knaldforvirret handlingsforløb gør det noget nær umuligt at følge med i den ellers såre simple fortælling. Og filmens ene claim-to-fame, en masseskydning på den røde løber i Belgien, er så horribelt skudt, blokeret og instrueret, at det er mere latterinducerende end gruopvækkende, da en underskøn skuespiller får pløkket knoppen af med et gevær, mens det transmitteres via YouTube.

De Palma slæber alle sine cirkustricks ud fra gemmerne, men ingen af dem har megen effekt. Det er morsomt at se Coster-Waldau jagte en kriminel over et dansk teglværk som en anden James Stewart, men den åbenlyse homage til ’Vertigo’ skærer i øjnene, da kameraarbejdet og klipningen savner auteurens tidligere stilistiske nerve. Det samme kan siges om den føromtalte masseskydning, som foregår i splitscreen.

Hans ene originale idé er, at filmens ISIS-terrorister hovedsageligt går op i voldens æstetik. De bruger sociale medier til at fremvise deres terroraktioner komplet med droneindstillinger og bruger tid på at diskutere underlægningsmusik og kameravinkler. Det er på sin vis en pendant til instruktørens ligeledes miserable found-footage-krigsfilm ’Redacted’ fra 2007, som prøvede at forholde sig til krigens æstetik og medialisering i det 21. århundrede gennem håndholdte digitalkamera-optagelser.

Men skal man begynde at læse ind i tematikkerne bag ’Domino’, skriger den samtidig af 00’ernes rygende islamofobi, hvor samtlige brune mennesker er diabolske mordere uden megen motivation ud over et par råb om allahu akbar.

I et interview med The Playlist konstaterede De Palma rasende, at hans arbejde med ’Domino’ ville blive hans første og sidste oplevelse i Danmark. Men måske burde den 79-årige instruktør se indad og genoverveje sin fremtid bag kameraet.


Kort sagt:
Dårligt finansieret, ufærdig og hovedrystende banal. Brian De Palmas makværk ’Domino’ er en ærgerlig skamplet på den aldrende auteurs filmografi.

'Domino'. Film. Instruktør: Brian De Palma. Medvirkende: Nikolaj Coster-Waldau, Carice van Houten, Søren Malling, Guy Pearce, Paprika Steen, Eriq Ebouaney. Spilletid: 89 min. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af