Et betændt mareridt: David Lynch har lavet den mest skræmmende film, jeg har set

Henover sommeren konfronterer vores filmskribenter deres værste frygt og skriver om den mest skræmmende film, de nogensinde har set. Felix Fleischer runder i dag artikelserien af med David Lynchs mere oversete mesterværk ’Lost Highway’, der – måske – er en allegori over vores forhold til porno.
Et betændt mareridt: David Lynch har lavet den mest skræmmende film, jeg har set
'Lost Highway'.

SOMMERSERIE – DEN MEST SKRÆMMENDE FILM JEG HAR SET. David Lynch er amerikansk films store excentriker. Igennem sin snart 50 år lange karriere har den idiosynkratiske instruktør opnået kultstatus for sine bizarre og foruroligende drømmeverdener – i en sådan grad, at betegnelsen ‘lynchsk’ nærmest er blevet synonymt med surreel filmkunst.

I virkeligheden er Lynchs universer lige så genkendelige på deres afdæmpede humanisme og underfundige humor, men det er skildringen af den allestedsnærværende ondskab, som gemmer sig bag plankeværk og parcelhusfacader i det mondæne USA, der har gjort Lynch til en umiskendelig auteur.

Intet sted demonstrerer Lynch bedre sin evne til at vende vrangen på sindets dunkleste afkroge end i det mere oversete mesterværk ‘Lost Highway’ (1997). Den første film i Lynchs såkaldte Hollywood-trilogi (der også tæller ‘Mulholland Drive’ og ‘Inland Empire’) er en frenetisk og sælsom film noir, der tordner førerløst afsted ud af mørke landeveje fyldt med dobbeltgængere, fortrængte minder og perverteret vold.

Det er en labyrintisk beretning om en musiker, der anklages for mordet på sin hustru, før han i fangeskab transformeres om til en ung mand og påbegynder en ny tilværelse – blot for at blive hjemsøgt af traumerne fra sit tidligere liv.

‘Lost Highway’ er især skræmmende, fordi Lynch formår at fremmane den samme hallucinatoriske sindstilstand som i et mareridt. Filmen opererer efter sin egen bagvendte logik, hvor plottets enkelte elementer ikke er lineært forbundet. I stedet væves karakterer, replikker og symboler på omhyggelig vis sammen i et drømmelignende spind.

En ligbleg fremmed

Første halvdel udspiller sig som en klaustrofobisk thriller. Jazzsaxofonisten Fred Madison (Bill Pullman) har svært ved at tilfredsstille sin smukke hustru Renee (Patricia Arquette) i sengen og nærer mistanke om, at hun er ham utro. Imens begynder de at modtage en række mystiske videobånd, hvor parret uvidende er blevet filmet i deres eget hjem.

Patricia Arquette og Bill Pullman i ‘Lost Highway’.

Lynch får deres spartansk indrettede condo til at fremstå som en modernistisk fængselscelle med sine blottede mahognivægge og kubistiske vinduer. I søvne vandrer Fred hvileløst omkring i de endeløse korridorer, mens et ekko af Renees stemme vækker genlyd i mørket. Følelsen af at blive overvåget lurer konstant, og en ellers lidenskabsløs sexscene mellem Fred og Renee er nærmest uudholdelig at overvære, da vi fornemmer, at parret ikke er alene mellem de sorte satinlagener.

Den sitrende paranoia er legemliggjort i den ikoniske mystery man, der opsøger Fred under en cocktailfest. Robert Blake er skrækindjagende som den sortklædte og ligblege fremmede, der med et manisk blik bekendtgør, at han faktisk befinder sig i Freds hus, mens de står og taler. Scenen er et mesterligt eksempel på, hvordan Lynch på et splitsekund kan skabe dybt forfærdende øjeblikke ud af tilsyneladende harmløse situationer – helt uden jumpscares eller dyre effekter.

Så brister drømmen, og Fred forvandler sig til den unge mekaniker Pete (Balthazar Getty), der ikke husker det mindste om det mord, han sidder i spjældet for. Han genoptager sit job på det lokale værksted, men generes af gangsteren Mr. Eddy, hvis gådefulde elskerinde Alice (også spillet af Arquette) ligner den afdøde Renee til forveksling.

Pete og Alice forelsker sig i smug, men bliver snart viklet ind i et fordækt pornofilmssyndikat, hvor unge kvinder misbruges og ydmyges for rullende kamera. Og præcis som i ‘Blue Velvet’ og ‘Twin Peaks’ fører den uskyldige kærlighed kun de elskende længere ind i en farlig og betændt febervildelse.

Mange teorier

Filmens knudrede fortælling har givet anledning til et utal af mulige fortolkninger blandt fans og kritikere verden over. Og selvom fornøjelsen ved Lynchs film langt henad vejen består i at opleve værkerne i al deres umiddelbare vanvid, bliver ‘Lost Highway’ kun mere forstyrrende, jo længere man dykker ned i de nørdede analyser.

En populær teori går på, at plottet er en metafor for pornofilmen og dens fetichering af den menneskelige psyke. Flere kritikere har læst ‘Twin Peaks’ som et modsvar til tv-mediets voldsforherligende metervarekrimier, og ‘Lost Highway’ lægger sig i forlængelse heraf ved at udstille, hvordan pornoen korrumperer vores syn på intimitet.

Således er det ikke tilfældigt, at Renee altid går omkring i silkekåbe og høje stiletter, da hun blot er en projektion af Freds egen forskruede fantasi. Lynch er ingen puritaner, men forsøger blot at problematisere, hvordan iscenesat sex udvisker vores personlige erfaringer og fremmedgør os for hinanden. I et forhør med politiet giver Fred tilmed udtryk for, at han afskyr videobånd, da han foretrækker at mindes tingene, som han husker dem – ikke som de faktisk fandt sted.

I denne tolkning er the mystery man selve personificeringen af pornofilmen, som ubemærket sniger sig ind i underbevidstheden. Vi har selv inviteret ham indenfor, og nu ligger han imellem os som den ubudne gæst i soveværelset. Som den navnløse fremmede bemærker, da han første gang præsenterer sig for Fred:

»Jeg har ikke for vane at komme, hvor jeg ikke er ønsket«.

’Lost Highway’ kan ses på Blockbuster.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af