‘Greyhound’: Nervepirrende søslagsthriller med Tom Hanks er kontant og medrivende underholdning
Det er ikke svært at forstå, hvad Tom Hanks har set i kaptajn Ernest Krause. Den godhjertede søfarer, der er lånt fra C.S. Foresters 2. verdenskrigsroman ‘The Good Shepherd’, er arketypen på de gemytlige, men heltemodige farmænd, som Hanks har gjort til sit speciale i karrierens efterår.
Tænk bare på hans roller i blandt andet ’Captain Phillips’ (2013), ’Spionernes bro’ (2015) eller ‘Miraklet på Hudsonfloden’ (2016), hvor det hver gang lykkes den ulastelige Hanks at klare skærene takket være sin evige besindelse og et urokkeligt moralsk kompas.
Historien om Krause, som i 1942 skal føre en konvoj af skibe på tværs af Atlanten, må have været en regulær skattekiste for Hanks, der selv har stået for at adaptere Foresters roman til filmmanuskript. Resultatet kan ses i ‘Greyhound’, som efter gentagne coronarelaterede premiereudskydelser nu udkommer direkte på Apple TV+. Og det er en skam, for Hanks’ manuskript er blevet til en intens og stramt eksekveret krigsthriller, hvis bragende søslag sagtens kunne bære at blive vist på det store lærred.
Igennem 91 fortættede minutter følger vi den aldrende Krause, der som øverstkommanderende for titlens militærskib er ansvarlig for at fragte en flåde af allierede fartøjer sikkert gennem ‘The Black Pit’: et maritimt ingenmandsland midt i Atlanterhavet, der ligger udenfor flyvevåbnets beskyttelse. Imens pisker nazisternes ubåde omkring dem som en flok glubske ulve og sender byger af dødbringende torpedoer mod konvojen.
Stort set hele filmen udspiller sig på skibets tætpakkede kommandobro, hvor Krause og hans besætning er presset til det yderste for at navigere frem til de usynlige ubåde, der konstant lurer under havoverfladen. Radaren svigter, ruderne fryser til is og Krauses ansigtsfolder bliver stadig dybere, mens nazisterne kaprer radiovejene med formaninger om død og ødelæggelse.
Således består filmens dialog nærmest udelukkende af den nautiske jargon, som fyger mellem broen og dækket, når det fortvivlede mandskab forsøger at parere ordrer fra kaptajnen. Det er teknisk tungt, foregår i lyntempo og er så godt som uforståeligt for den uindviede seer.
Når det alligevel fungerer, skyldes det, at vi stadig fornemmer de subtile skift i kommandoernes toneleje og intensitet i takt med, at fjenden sniger sig ind på den uforvarende flåde. Samtidig er de eskalerende replikudvekslinger kun med til at øge trykket i den klaustrofobiske skibskabine, så man som tilskuer aldrig føler sig på sikker grund.
Det bliver ikke mindre spændende af, at vi sjældent får nazisternes ubåde at se, men kun momentvis skimter de lydløse stålkæmper gennem silende regn og duggede kikkertsigter. Det vækker mindelser om Christopher Nolans ‘Dunkirk’ (2017), hvor vi knapt når at ane fjenden, men blot fornemmer deres tilstedeværelse som en truende skygge udenfor billedet.
Instruktør Aaron Schneider, der før har skildret 2. verdenskrig i sin Oscar-belønnede kortfilm ‘Two Soldiers’ (2003), besidder ikke det samme fortælletekniske raffinement og visuelle flair som sin britiske kollega, men ‘Greyhound’ er både effektiv og vildt medrivende, når først krydsilden mellem flåden og ubådene for alvor blusser op.
Hanks er helt igennem likeable som den ufejlbarlige Krause, der trods manglende krigserfaring aldrig udviser tegn på svaghed eller strategiske svipsere. Det er dog let at tilgive Hanks for det polerede sømandsportræt, da han som sædvanlig leverer rollen med stoisk ro og underspillet charme, der giver karakteren den helt rette mængde patos.
Faktisk behøver vi slet ikke indledningens korte flashback-sekvens, hvor vi ser Krause i bitter afsked med sin forlovede, inden skibet stævner ud. Vi mærker i højere grad hans splittede indre og frygt for døden, når han forsøger at kvæle sin rædsel ved at citere bibelvers for de nærmeste matroser.
Det er også i de afdæmpede sekvenser, at filmen halter. Flere af replikkerne er stive og klodsede, og bruges kun til at trække i forvejen klare streger yderligere op. Således bliver det udpenslet alt for tydeligt, da Krause skal træffe et svært valg om enten at redde de overlevende fra et forulykket skib eller stikke efter de tyske ubåde for at forhindre nye angreb.
På samme måde er filmens slutning, som i øvrigt riffer tungt på ‘Dunkirk’, lige vel sentimental, men det spolerer ikke helhedsindtrykket af en økonomisk og spændingsmættet krigsskildring, der er bedre end den beskedne streaming-premiere antyder.
Kort sagt: Tom Hanks’ joviale skibskaptajn giver ’Greyhound’ nok menneskelig ballast til at holde publikum engageret i søslagene helt indtil sidste torpedo.