’I’ll Be Gone in the Dark’: Ny HBO-serie handler om en af USA’s værste seriemordere – og kvinden, der var besat af at fange ham
Hun jagtede en morder fra sin datters soveværelse og mistede livet, som hun halede ind på ham. Krimiforfatteren Michelle McNamara dedikerede i flere år alle døgnets vågne timer til en opslidende mission: at skrive en udførlig bog om The Golden State Killer og samtidig amatørefterforske den uopklarede sag.
The Golden State Killer, som du kan læse meget mere om her, terroriserede fra 1974 til 1986 små lokalsamfund i først Nord- og senere Sydcalifornien. Sammenlagt menes han at have begået 13 drab, mere end 50 voldtægter og over 120 indbrud. Hans modus operandi var særegen i al sin grusomhed, og på trods af flere dna-spor, fantomtegninger og offentlig bevågenhed lykkedes det ikke politiet at fange ham.
At skrive bogen om en af Californiens værste serieforbrydere var overvældende for den debuterende forfatter. I april 2016 blev hun fundet af sin mand, komikeren Patton Oswalt, livløs i sin seng. Dødsårsagen var en ufrivillig overdosis af piller. Sagens mange detaljer gav hende mareridt og søvnløshed, og som hun blev mere og mere paranoid, var selvmedicinering den eneste pause fra tankemylderet.
McNamara nåede aldrig selv at udgive sin bog, men hendes mand, forlæggere og kollegaer gjorde arbejdet færdigt for hende. ’I’ll Be Gone in the Dark’ blev udgivet i februar 2018, og kun få måneder senere arresterede politiet en mand ved navn Joseph James DeAngelo, der nu står tiltalt for de drab, The Golden State Killer begik.
»I’ll be gone in the dark« var en trussel, morderen brugte mod et af sine ofre, og som titlen på McNamaras bog var det en udskamning af en morders skjulte liv, en personlig opfordring og måde at opildne myndighederne til at få ham frem i lyset. I HBO’s nye dokumentarserie er det også historien om en forfatter, der fortaber sig i menneskets mørkeste afkroge i lige dele besættelse og retfærdighedstrang.
Serien er fortællingen om en morder og hans ofre fortalt gennem amatørdetektiven, der helligede sit liv og helbred til at afsløre ham. Alle, der har set ’Don’t F**k with Cats’ på Netflix, ved, at den fortællestil kan være en interessant indgangsvinkel på en krimifortælling. Når vi ikke kan identificere os med morderen, kan vi i stedet fæstne vores lid til dem, der vil stoppe ham.
McNamara er let at fæstne sin lid til. Hun er billedet på den fascination og besættelse af true crime, som vi har set blomstre op de seneste år. Mens nogle foragter og går helt uden om genren, er der andre – jeg hører selv til dem – der dykker dybt ned i genren og de sager, der bliver præsenteret. Det er lige dele medieforbrug og makaber besættelse, som gang på gang bliver debatteret – er det usundt at falde i krimifælden? Hvordan går man til emnet med respekt, og hvornår er man gået over grænsen? McNamara formåede at navigere i det minefelt, så hun blev en allieret for både ofre, politi og pårørende. Men på bekostning af hendes eget velbefindende. Hvor går grænsen for vores dyrkelse af mord?
Michelle svælgede i internetdetektivens arbejdsmetoder og tog skridtet videre. Hun kørte gennem kvartererne, hvor The Golden State Killer slog til, fik adgang til tusindvis af rapporter om sagerne og lod sig konstant rive med af nye spor og ledetråde. Samtidig skulle hun være mor for hende og Pattons datter Alice og køre en husholdning, mens Patton var på turné.
Ligesom i virkeligheden er foreningen af forfatter og forbrydelse ikke helt sømløs. Måske er det tidsforskellen mellem de to begivenheder eller Golden State-sagens enorme kompleksitet, men serien fremstår på trods af den fælles kerne som to adskilte gennemgange af henholdsvis McNamaras liv og Golden State Killer-sagen.
Selvom vi har at gøre med to tragedier, er de af to forskellige kalibre. Det føles underligt at fordybe sig i ofrenes traumatiske mareridtsoplevelser, som kan være temmelig uhyggelige at komme igennem en mørk aften, for dernæst at høre om McNamaras familieliv og sms-udvekslinger med Patton. Serien forsøger visuelt at knytte de to spor ved at sammenligne Golden State Killer med monstret fra ’The Blue Lagoon’, en af Michelle og Pattons yndlingsfilm, men sjovt nok påkalder det mest af alt opmærksomheden mod, at forbindelsen er akavet at tegne op.
Det er svært at fortælle om Michelle McNamara uden sagen. Men i sidste ende kan ofrenes historier fortælles uden McNamara, og den ubalance bærer serien præg af. Sigende nok står serien stærkest efter McNamaras død, hvor to fortællinger bliver til én.
Kort sagt:
’I’ll Be Gone in the Dark’ handler både om krimiforfatteren Michelle McNamara og det rædselstogt, hendes besættelsesobjekt The Golden State Killer førte mere end 106 ofre og det californiske lokalsamfund igennem. Men måske havde det tjent serien bedre at adskille de to.
Anmeldt på baggrund af hele serien.