’Alle hader feminister’: Fremragende DR-serie afliver skrigeskinken
»Jeg er bange for at erklære mig feminist«, indrømmer komiker Ane Høgsberg til kameraet i begyndelsen af DR-dokumentarserien med den sigende titel ‘Alle hader feminister’. Hun er bange for at blive associeret med »sådan nogle skøre, skingre, sindssyge, voldsomt menstruerende kvinder, der står og råber og viser deres patter, uden at der er nogen, der gider se dem«.
Sådan en feminist er Høgsberg i hvert fald ikke, sørger hun derfor altid for at understrege som disclaimer.
Som livslang stolt feminist bliver jeg træt. Er vi virkelig ikke nået længere i ligestillingsdebatten i dagens Danmark? Det er flere år siden, at internationale stjerner som Beyoncé, Taylor Swift, Jennifer Lawrence og Meghan Markle begyndte at erklære sig som feminister. Der findes en lukrativ industri af T-shirts med popfeministiske budskaber som »The Future Is Female«. Og herhjemme har bl.a. Girl Squad og Emma Holten sat feminisme på dagsordenen.
Jeg troede egentlig, måske naivt, at berøringsangsten for f-ordet var forduftet en smule.
Men senere i programmet viser det sig, at Høgsbergs forbehold faktisk afspejler folkestemningen: Kun seks ud af hundrede kendte danskere siger ja til at medvirke i en video, hvor de siger, at de er feminister. De er bange for at stikke hånden ind i en hvepserede.
Heldigvis er Ane Høgsberg kvinde for at vende bøtten. Hun vil gøre feminisme cool igen. Og det er al ære værd, selvom vi igen starter ved Adam og Eva.
Første afsnit er lidt tungt, fordi vi først skal igennem Høgsbergs erkendelsesproces. Hun starter med at sortere alle sine ting i lejligheden efter, om det er mænd eller kvinder, der tjener penge på dem, og smider alle produkter ud fra firmaer med en mandlig direktør. Det er et sjovt statement, men tankegangen er alt for snæver, når det fx handler bøger og plader af kvindelige forfattere og musikere, der er udgivet af et forlag med en mandlig direktør. Det er jo også levebrød for de kvindelige kunstnere.
Heldigvis bliver programmet hurtigt bedre i takt med, at både Ane Høgsberg og vi seere bliver beriget af interviews med en række begavede kvindelige eksperter, der bidrager med fakta og skarpe perspektiver om, hvordan danske kvinder stadig ikke er ligestillede:
Som at mandlige sygeplejersker tjener 19 kroner mere i timen end kvindelige sygeplejersker. At virksomheder giver mere profit, når de ledes af kvinder. Og at kvinder dør oftere i trafikuheld, fordi sikkerhedsseler er testet på mænd.
Professor på CBS Sara Louise Murh opfordrer netop os feminister til at kæmpe kampen med fakta og statistikker, ikke følelsesmæssigt. Dén cool og saglige tilgang holder Ane Høgsberg hele vejen igennem, og det er forfriskende i en dansk feminismedebat, der ofte bliver forstyrret af personangreb, forsmåede følelser og en grim tone. Et emne, Høgsberg også tager op i et yderst relevant afsnit om onlinechikane, hvor man kun kan blive chokeret over at høre, hvilke uhyrligheder, kvinder bliver mødt med, hvis de fx tillader sig at stille sig op i ‘Debatten’ og påpege, at kvinder tager mere barsel end mænd.
Barsel er også en rød tråd i seriens charmerende personlige spor, der følger Ane Høgsberg og hendes kæreste, komiker Lasse Madsen, gennem deres genkendelige og af og til anspændte diskussioner i hjemmet, hvor Lasse hele tiden er bange for at »sige noget forkert«.
Ane vil gerne have Lasse til at give hånd på, at han vil tage sin del af barslen, hvis de får et barn. Den er han sådan set med på, til gengæld vægrer han sig ved at kalde sig selv feminist. »Sådan har jeg det også!« udbrød min kæreste, som jeg havde bænket ved siden af i sofaen, og det fik vi en god diskussion om efterfølgende. Så hermed en opfordring til at se og diskutere i de små hjem.
Serien er så pædagogisk, at alle kan være med. Og jeg vil gerne udfordre enhver, der mener, at vi da allerede har ligestilling i Danmark, at feminister er nogle skrigeskinker, eller at debatten bare er irriterende og ligegyldig, til at se serien og genoverveje sit standpunkt.
Som Anna-Sophie Hartvigsen og Emma Due Bitz fra investeringsforummet Female Invest påpeger, er vi forhåbentlig alle sammen feminister i Danmark – for at være feminist betyder blot, at man går ind for social, politisk og økonomisk ligestilling. Ikke at man hader mænd.
Prøv at sige det højt: »Jeg er feminist«. Det er slet ikke så farligt.
Kort sagt:
Bevæbnet med charme, humor og ikke mindst fakta og en stribe dygtige eksperter går komiker Ane Høgsberg modigt ind i et oplysningsprojekt til danskerne, der skal gøre feminisme cool. Det er forbilledlig public service. Anmeldelsen er baseret på hele serien