Derfor SKAL du gå i biografen og se ’The Shining’ (men jeg tør ikke tage med)

En af filmhistoriens bedste gysere fylder 40 år og har lige fået repremiere herhjemme. Så det er nu, du skal gribe chancen for at blive skræmt fra vid og sans af et værk, du aldrig vil glemme. En inkarneret ’The Shining’-bangebuks forklarer hvorfor.
Derfor SKAL du gå i biografen og se ’The Shining’ (men jeg tør ikke tage med)
Jack Nicholson i 'The Shining'

Kender du den der følelse, hvor du ud af det blå kommer til at tænke på noget seriøst uhyggeligt, som havde en klam, usynlig hånd pludselig tændt en sort pære i loftet?

Af helt irrationelt, uudgrundelige årsager kan du ikke slippe tanken om, at der måske – nærmest helt sikkert – gemmer sig noget i skyggerne i soveværelset/bag badeværelsesdøren/nede i den gurglende kloark, du lige passerede på vej hjem fra byen.

Nakkehårene rejser sig. Gåsehuden spreder sig fra isse til tå som under en ufrivillig ice bucket challenge. »Slap af, tænk på noget kedeligt… forskudsopgørelser …. forsinkelser hos DSB… DR2 Temalørdag … DRÆBERKLOVN! Fuck!«

En velmenende sjæl gav mig engang det råd, at jeg bare skulle forestille mig Det Onde fanget i en lyserød sæbeboble. Hvilket formentlig ville virke udmærket, hvis ikke man, som jeg, alle dage har haft et lettere anstrengt forhold til lyserøde sæbeboble-monstre qua ’Dumbo’.

Ergo er jeg også on my own, når de to døde tvillingepiger fra ’The Shining’ beslutter sig for at danse fandango på min nethinde en sen nattetime (er der noget mere creepy end blege børn i matchende outfits?). For ved siden af Stephen Kings episke klovn, er det mindet om selvsamme forfatters hjemsøgte Overlook Hotel, der har huset mine mest insisterende onde drømme, siden jeg som 13-årig tjekkede ind for første gang.

Verdens klammeste hotelværelse

Eller rettere: Det er Stanley Kubricks hotelrenovering fra 1980 med diabloske Jack Nicholson som familiefaren der taber sutten på spektakulær vis, der har bidt sig fast (Joey havde dog også fat i noget af det rigtige, da han smed romanen i dybfryseren i ‘Venner’). For make no mistake, min potentielt skeptiske læserven:

’The Shining’ er verdens mest uhyggelige film.

Så uhyggelig, faktisk, at det lykkedes mig at give mig selv kuldegysninger, da jeg i går aftes stod og funderede over denne noget aparte anbefaling, hvorfor jeg måtte ind og hente min meget sovende hund, og sætte den på badeværelsesmåtten mens jeg børstede tænder færdig. Den rullede sig sammen med et påtaget højt suk a la dét, du kanske ytrer lige nu – for er der noget, der er mere enerverende end døde fiktionstvillinger, så er det muligvis virkelige filmfreaks, der lidt for ivrigt punker dig for, at du bare »skal!« se en given, gammel favorittitel.

‘The Shining’.

Ikke desto mindre tager jeg chancen og presser yderligere på lidt endnu, for i anledning af 40-års fødselsdagen har ’The Shining’ netop fået repremiere på det store lærred. Det er en unik chance for at se et stykke gyserhistorie når det tager sig allerbedst ud, og jeg tør godt garantere, at der ikke har samlet sig støv på alletiders værste værelse nr. 237 i årtierne der er gået.

Til gengæld tør jeg ikke tage med dig.

Far keder sig, søn ser syner

Det er ikke fordi, jeg ikke overvejede det. Oprindeligt var planen endda, at jeg ville tage alene ind i mørket og skrive en reportage fra premieren. Man er vel en voksen og professionel filmjournalist, trods alt. Men hvad nu, hvis der slet ikke kom andre til visningen? Hvad hvis jeg sad der midt i havet af gabende tomme sæder, mens mørket fortættedes og lille Danny Torrance (Danny Lloyd) hjulede rædselsslagen rundt på hotellets gange? Ikke sandsynligt, men alligevel.

»Så hvorfor i alverden skal jeg så udsættes for den form for ubehageligheder?«, hører jeg dig spørge.

Well, der er de gysere, der går ind ad det ene øre og ud af det andet som læskende små isterninger, der smelter når colabægret er tomt (’Happy Death Day’). Så er der dem, der fremprovokerer en (let købt) fysisk reaktion igennem udpenslet body horror (ahem, ’Martyrs’), såvel som dem, der kun er ægte uhyggelige første gang man ser dem, fordi sluttwistet afmystificerer al den skræk, der havde akkumuleret sig i timerne op til (’Den sjette sans’, ’Børnehjemmet’, ’The Others’).

’The Shining’ er en anden størrelse, bogstaveligt talt.

Jack Nicholson og Danny Lloyd i ‘The Shining’.

Jo mindre, du ved om handlingen, før du ser filmen, jo bedre. Om end de fleste nok vil genkende et par overordnede træk: Familie overvintrer på et hotel i bjergene, farmand begynder at kede sig, sønnike ser underlige ting og mor demonstrerer, at Kubrick nyder at plage martrede husmødre (men lad nu det ligge).

Mere behøver du ikke google dig til, forvis dig i stedet på forhånd blot om, at Kubricks mesterværk er en regulær storfilm, der overlegent vinder på tværs af genrer igennem et dragende billedsprog (som en giftig plante, man bare pille ved stik imod sin bedre dømmekraft), dens pirren af seerens tidløse barndomsgrundangst for at blive svigtet, samt to exceptionelt indlevede hovedrollepræstationer fra Nicholson og Lloyd, der uvægerligt gør én lidt bekymret for, om sidstnævnte monstro blev permanet traumatiseret af sin medvirken (svaret: Nej, den femårige skuespiller var slet ikke klar over, at han medvirkede i en gyser, heldigvis).

‘The Shining’.

Scenen i starten, hvor kameraet elegant suser som et spøgelse igennem hotellet til tonerne af filmens ildevarslende score (af Wendy Carlos og Rachel Elkind) er frydefuldt lækkert udført, og endnu mere vellykkede er de ikoniske skud af Danny på den førnævnte trehjulede, når vi følger med ham rundt i gulvtæppehøjde – rædselsslagne for, hvad der venter om næste hjørne. For slet ikke at tale om Nicholsons tomme udtryk af snigende vanvid, der kontrasterer de tiltagende svulstige overnaturlige hændelser med den mere håndgribelige frygt for vold i hjemmet.

Perverteret kærlighed

Hvor besynderligt det end kan lyde, så er ’The Shining’ ikke kun den mest uhyggelige film, jeg har set – den er også en af de bedste.

Der løber en selvmodsigende åre af slet skjult perverteret, fascineret kærlighed igennem min frygt, for jeg har næsegrus respekt for filmens evne til at røre mit gysersind, takket være Kubricks metikuløse blik for knaldhamrende effektivt håndværk og dragende æstetiske flair, der skaber et spillevende univers en håndsbredde fra vor verden (King hadede filmen, som han følte skar for meget i romanens mere spacy elementer, men hvis du vil tro manden, der ukritisk forvandlede ’It’ til en kæmpeedderkop, kan jeg ikke hjælpe dig).

Shelley Duvall i ‘The Shining’.

Med fare for at lyde påtaget kunstkvalm, er det ikke nødvendigvis alle filmoplevelser, der skal kæle for dit velvære for at gøre godt for noget.

True, jeg har øjeblikke (som under tandbørstningen), hvor jeg lige ved og næsten fortryder, at jeg nogensinde tog Danny og hans usynlige ven ‘Toby’ i hånden, men følelsen afløses hurtigt af en vis twistet taknemmelighed for, at Kubrick og co. evner at minde nogen-og-tredive-årige mig (lad også dét ligge, tak) om, at mit reservoir af utæmmet fantasi – den slags fantasi, der føltes grænseløs og inspirerende da man var barn, og glemte tid og sted 10 gange dagligt – ikke er udtømt.

Filmen vil altid være større end min kedelige voksenfornuft, forskudsopgørelser og dræberklovne i lyserøde sæbebobler. ’The Shining’ gør mig bange, men dens mange lag og umiskendeligt syrede ‘Twin Peaks’-vibes gør mig også evigt nysgerrig.

Måske jeg alligevel skulle tage med dig i biografen?

’The Shining’ vises i Cinemaxx i København og Aarhus i august.

PS: Opfølgeren ’Doctor Sleep’ har også fået repremiere i denne uge. Den er King anderledes vild med – og lad det være din advarsel. Læs min anmeldelse HER

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af