’Forført’: Erotisk thriller om datingbedrag i den digitale tidsalder føles utroværdig
Der er nogle ting ved den måde, kærlighedsaffæren opstår og udvikler sig på i franske Safy Nebbous psykologiske thriller ’Forført’, som gør den meget svær at tro på.
Juliette Binoche spiller den velstillede Claire, fraskilt mor til to og universitetslektor, som indleder et forhold med den noget yngre fotograf Alex. Men Alex tror, han er i et forhold med Clara på 24, som arbejder i modebranchen, for Claire har forført ham med en falsk profil på Facebook, og gennem flere måneder skriver og taler de sammen, uden Alex fatter mistanke.
Jeg ved godt, at catfishing med mellemrum lykkes. Men jeg ved også, hvor opmærksomme unge er på falske profiler, hvor meget tid vi bruger på at granske en potentiel flirts online identitet og på at opretholde vores egne, og hvor hurtigt man kan swipe videre til en ny fremmed. Idéen om at en profil, Claire lige har oprettet, liker Alex’ billeder, og at det får ham til skrive til hende inden for minutter, får mig til at tænke, at Nebbou og hans medforfattere ikke har konsulteret sig med nogen, der er vokset op med dating i den digitale tidsalder.
Men lad os et øjeblik acceptere præmissen, for den stiller nemlig nogle både spændende og relevante spørgsmål: Om hvad forholdet er mellem dem, vi udgiver os for at være på nettet, og dem, vi er i virkeligheden; hvornår de to identiteter overlapper, og hvornår, det hele bare er noget, vi leger. Som Claire selv påpeger, er hun jo sig selv, når hun skriver med Alex – det er kun det ydre, der er en løgn.
Claire fornemmer sin aktie falde med alderen og beslutter sig for at spille efter mændenes regler og udnytte den magt, hun har i deres verden, nemlig magten til at kunne forføre. Meget ved Claires dobbeltliv og stadigt mere desperate adfærd leder tankerne hen på den danske ’Dronningen’. Men noget af det, der på én gang gjorde det dragende og frastødende at se Trine Dyrholms Anne forføre sin stedsøn, var uvisheden om, præcis hvorfor hun gjorde det.
I ’Forført’ er rammen om fortællingen Claires samtaler med en psykolog – en relation der bliver til klichéen om patienten, der er klogere end sin terapeut – hvor vi løbende får forklaret, omend på suspensefuld vis, hvordan vi skal forstå Claires handlinger, og hvad hendes motiver er. Skulle man alligevel overse noget, er symbolikken tung, som når Claires ansigt i begyndelsen forsvinder under vandet i badekarret for senere at dukke op til overfladen igen, efterhånden som hendes nye identitet overtager.
De løbende psykologsamtaler er et nødvendigt greb, for at gøre det muligt at finde mening i filmens dramatiske sidste fjerdedel. Her følger plottwist på plottwist, hvor nogle tilføjer nye perspektiver, men hvor hovedparten føles unødvendige.
I kontrast er Juliette Binoche underspillende og subtil og helt perfekt som både forførende, forsmået, lumsk og forelsket. I selv de mindste bevægelser – som måden, hun tager sine læsebriller af og på og blikket ned på telefonen, når den lyser op ved middagsbordet – fornemmer man forgabelsen og Claires tiltagende desillusion.
At Binoche skal spille én, der skulle have behov for at lyve om sit udseende og gemme sig bag en falsk profil for at finde kærligheden, virker umiddelbart absurd. Men med vores kollektive fetichering af evig ungdom og måden ’ældre’ kvinder bliver overset eller forynget på film, bliver det i stedet til en pointe, at det end ikke går aldrende skønheder forbi, at de aldrig mere vil være i stand til at leve op til de ultimative skønhedsidealer.
Det er en vigtig pointe, som strander et sted mellem overpsykologiseringen, de pludselige thrillerelementer og de mange sjæleudkrængende samtaler med Facebooks notifikationslyde som soundtrack. Lige så lidt som ’Forført’ har forstået det intrigante spil, som er dating i 2020, lige så lidt interessant, provokerende og originalt har den at sige.
Kort sagt:
Juliette Binoche er et lyspunkt i overforklarende thriller om en digital kærlighedsaffære, der næppe kunne have fundet sted i virkelighedens 2020.