Historiens mest skræmmende krigsfilm er tilbage i biografen

Cinemateket viser henover sommeren en stribe russiske filmklassikere, der beskæftiger sig med kampene på østfronten. En af dem er 'Gå og se', historiens mest skræmmende krigsfilm.
Historiens mest skræmmende krigsfilm er tilbage i biografen
'Gå og se'.

Sprukne læber, panderynker og opspilede, fortvivlede øjne. Sådan ser han ud, Flyora, hovedpersonen i ‘Gå og se’, russiske Elim Klimovs film om de krigsforbrydelser og det folkemord, der fandt sted i tyskbesatte Hviderusland under Anden Verdenskrig. Han er ikke mere end 13 eller 14 år gammel, men det er, som om han er blevet en hel del ældre, siden han forlod familie og bondegård for at slutte sig til partisanbevægelserne i skovene.

Illusionerne er i al fald bristede. Det, han har set, burde ingen nogensinde have set, og han fortsætter, uden nogen egenvilje, med at kigge lige lukt ind i den gru, der udspiller sig overalt omkring ham, ude af stand til at gøre hverken til eller fra. Og vi med. For ‘Gå og se’ tager ingen hensyn til tilskuerens velbefindende, men sætter sig dybe spor.

En af de mest uhyggelige scener skildrer nedslagtningen af en hel landsby, mænd og kvinder, unge og gamle. Tyske soldater genner dem alle ind i en kirke, blokerer udgangene og sætter ild til træbygningen. Enhver, der forsøger at flygte ud ad vinduerne, bliver skudt. Før soldaterne kører videre, mod den næste landsby, tvinger de Flyora i knæ, presser en pistol mod hans tinding og får en kammerat til at knipse et billede.

Flyoras udtryk er uforandret, på én gang rædselsslagent og resigneret. Flammerne står om ham, kampvognene forlader pladsen, og han falder langsomt ned i mudderet. Han er ikke død, men det kunne han ligeså godt være. Nærbilledet af hans ansigt har sin egen urørlige plads i filmhistoriens annaler.

Stærkeste forsvar for fred på film

Først i slutningen af filmen, efter 142-minutters uafbrudt elendighed, bliver vi klar over tragediens fulde omfang. En sluttekst fortæller os, at hele 628 landsbyer blev udraderet under krigen, og to millioner hviderussere omkom. I den sammenhæng kan det ikke overraske, at filmens titel stammer fra ‘Johannes’ Åbenbaring’. Dommedagsstemningen fylder – med den forskel, at der her ikke er selv det mest spinkle håb om frelse.

‘Gå og se’ udkom i 1985, samme år som Sovjetunionen fejrede 40-året for afslutningen på Den Store Fædrelandskrig og sejren over nazismen, og på et tidspunkt hvor man endnu retsforfulgte de mennesker, mange af dem ukrainere, der havde været involveret i folkemordet i Hviderusland. Det tog de sovjetiske censorer syv år at godkende manuskriptet til filmen, for fra officielt hold ville man gerne tegne et mere ensidigt og harmonisk billede af krigen, der kunne tale til folket.

‘Gå og se’ – i et stille øjeblik.

Omvendt anklages filmen ofte i dag for at være pornografisk på grund af den realisme eller hyperrealisme, begivenhederne er skildret med, og den bliver også flere steder beskrevet som russisk propaganda. Hvad med de uhyrligheder, russerne selv har begået, fra invasionen af Polen i 1939, årtiers undertrykkelse af Østeuropa til krigsførelsen i Afghanistan, lyder indsigelsen. Hvorom alting er, findes der næppe noget stærkere forsvar for fred på film end det barneblik, Flyora møder os med, når han, fortabt og alene, stirrer ind i kameraet, med et raseret landskab som baggrundskulisse.

To årtier før Klimov havde Andrej Tarkovskij, en anden stor russisk efterkrigsinstruktør, skildret krigen fra et barns perspektiv i den mere poetiske og drømmende ‘Ivans barndom’, hvor vi følger 12-årige Ivan, der for at hævne sin familie melder sig som spejder i et partisaner-regiment. For Tarkovskij var det den barnlige uskyld, der stod i skarpest kontrast til krigens brutalitet. Det samme er på færde i ‘Gå og se’. Her bliver Flyoras sjæl ædt op af krigen.

Og Klimov har udtalt, at hans største bekymring under optagelserne var, om den dreng, Alexei Kravchenko, der spillede Flyora, ville komme helskindet ud af filmen. Kravchenko, der i dag er 50 og familiefar, medvirker gennemsnitligt i en film- eller tv-produktion om året, men huskes uden for Ruslands grænser kun for sin rolle i ‘Gå og se’.

At dø eller overleve

Det, der foranledigede Klimov til at filmatisere krigshændelserne i Hviderusland, var hans møde med forfatteren Ales Adamovichs bog om de skæbner, der overlevede landsbynedbrændingerne. Klimov læste og genlæste bogen, der var forfattet i 1960’erne og baseret på omfattende research og adskillige vidnesbyrd, og han endte med at gøre Adamovich, der selv havde været partisan, til medmanuskriptforfatter på filmen. Formentlig er det de erfaringer, der har bibragt ‘Gå og se’ den særlige autenticitet, den er kendt for.

‘Gå og se’.

En af de personer, Adamovich mødte, en mut, ældre mand, kunne berette, hvordan han havde svigtet hele sin familie for at slippe med livet i behold, da muligheden bød sig. Man fornemmer her, såvel som i filmen, at det i virkeligheden var overleverne, der trak det korteste strå. For hvordan kan man leve videre efter at have bevidnet en sådan ondskab og opdaget sine egne mest modbydelige instinkter? Det er det spørgsmål, vi som tilskuere er nødt til at forholde os til.

‘Gå og se’ har en protagonist, som er vores indfaldsvinkel til dramaet, men for forfatteren Adamovich var der snarere tale om et kor af forskellige overleverstemmer, der blandede sig med hinanden. Det oplever vi også nogle gange i ‘Gå og se’, når Klimov i sine storslåede sekvenser lader kameraet panorere henover folkemasserne og afslører de forskellige, forslåede og forskræmte ansigter. Det er dem, Flyora taler for, når han bryder alle filmsproglige regler og vender blikket tilbage mod os. Det er dem, vi skal huske, efter vi har forladt biografen.

Gå og se – og bliv mærket for livet.

Vises i Cinemateket 9. august og 16. august. Læs mere på Cinematekets hjemmeside.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af