’The Sinner’ sæson 2: Klaustrofobisk krimiserie på Netflix skal binges i ét hug

5 6
’The Sinner’ sæson 2: Klaustrofobisk krimiserie på Netflix skal binges i ét hug
Bill Pullman i 'The Sinner' sæson 2. (Foto: Netflix)

Apropos den skyld, der er omdrejningspunktet i ’The Sinner’Netflix, må jeg lægge ud med en tilståelse: Jeg anmelder sæson to på baggrund af begrænset og mareridtsagtig søvn, fordi jeg kom til at binge samtlige 16 tilgængelige afsnit ud i én køre.

For ’The Sinner’ er tv-pendant til de forbrydelsesfikserede page turners, der på dansk er døbt smudslitteratur, og aldrig har en oversættelse ramt så præcist. ’The Sinner’ suger dig ind i et univers af lurvede personer, moralsk fordærv, sex, svig og stoffer, som afslører din egen hang til det smudsige, når du i bogstaveligt talt 11. time stadig ikke kan slukke.

Sådan gjorde serien mig til medsynder.

Sæson et, der afdækkede, hvorfor en stilfærdig husmor (Jessica Biel i topform) stikker en fremmed ned på en badestrand, stod virkelig stærkt og byggede på en bog. Begge dele udgør benspænd for fortsættelsen, der har meget at leve op til, men er løbet tør for litterært forlæg. Ikke desto mindre holder serien sit høje niveau, og frem for at føles påklistret fylder sæson to nogle gabende huller i fortællingen. Hvor vi i sæson ét fik introduceret en efterforsker, der havde påfaldende let ved at relatere til en morderskes dårlige samvittighed, får vi nu den opvæksthistorie, der forklarer, hvorfor Harry Ambrose (Bill Pullman) føler sig som en synder.

Det sker i en ny sag, der tvinger Harry tilbage til en barndomsflække, han ellers har forsøgt at fjerne sig fra mentalt og geografisk. For i den lille by Keller har en blot 13 år gammel dreng tilsyneladende forgiftet sine forældre med fuldt overlæg. Sagen er så besynderlig, at den nyklækkede efterforsker Heather (Natalie Paul) anmoder om assistance fra Harry.

Carrie Coon og Elisha Henig i ‘The Sinner’ sæson 2.

Ligesom i sæson ét er fokus flyttet fra whodunnit – det ved vi allerede fra tilståelse, vidner og fysiske beviser – til spørgsmålet om hvorfor. Hvad får en husmor til at gå amok på en strand? Hvad får et barn til at slå ihjel?

Denne gang fører sporene til kollektivet Mosswood Grove, hvor 13-årige Julian har hjemme. Kollektivet ligger i udkanten af Harrys barndomsby, og der er gode grunde til at mistænke misgerninger fra foretagendet. Først og fremmest er en håndfuld mennesker forsvundet efter at have lagt vejen forbi Mosswood, deriblandt detektiven Heathers egen gymnasieveninde. Kollektivet er sektagtigt tillukket og så fanatisk i sin dyrkelse af jungiansk psykoanalyse, at det måske snarere er en religiøs kult.

Sidst, men ikke mindst, er der selvfølgelig alligevel tråde fra den lukkede kult til endog særdeles centrale magtpersoner i Keller.

Jungiansk psykoanalyse trækker på arketyper, og der går næsten meta i den, når flere af karaktererne i ’The Sinner’ i sig selv er en kende arketypiske. Harry kender vi allerede, ikke blot fra sæson ét, men fra hundredevis af kriminalhistorier. Han er den hårdkogte, moralsk anløbne detektiv fra Dashiel Hammets romaner og John Hustons film noir.

I sæson ét mødte vi en forpint damsel in distress, mens vi i sæson to får en mere klassisk femme fatale i Vivian Walker, der er både stakkels (hendes søn er anklaget for mord), suspekt (hun er psykoanalytiker og leder af Mosswood) og forførende (»I feel a sexual pull right here«, betror hun henkastet Harry, for det er jo skidt at undertrykke sit id). Hun bliver spillet overmåde overbevisende af Carrie Coon, som havde hovedrollen i tredje sæson af ’Fargo’, og derfor savner man faktisk ikke Harrys samspil med Jessica Biel.

Skal man tage de kritiske briller på, så gør ’The Sinner’ skematisk brug af afsnit-cliffhangers og lidt fortærskede troper med sit udkants-kult-plot, der kunne have udspillet sig i ’The X-files’ i halvfemserne. Omvendt er det troper og skemaer, der virker, og det føles småligt at klage over effektiv historiefortælling.

Carrie Coon og Bill Pullman i ‘The Sinner’ sæson 2.

Når sæson to er allerbedst, opsluger den i en grad, der bliver klaustrofobisk på flere niveauer:

Keller er en lillebitte by, så Harry løber konstant ind i spøgelser fra fortiden. Heathers far er en gammel skolekammerat. Det samme er de lokale Rotary-folk, der snager i Harrys exit fra byen og fremkalder flashback fra en fucked-up barndom. Mosswood er med sin kombination af ekstern tillukkethed og intern mangel på privatliv åbenlyst klaustrofobisk.

Og så er der arme Julian, som går fra én type fangenskab hos en tilnærmelsesvist tankelæsende mor-og-sektleder til den mere bogstavelige i ungdomsfængslets isolationscelle. Hans afmagt og rådvildhed er gruopvækkende, fordi skuespiller Elisha Henig trods sin unge alder formår at spille på skrøbelige og skræmmende tangenter samtidig.

Det hele forstærkes af et lydspor, der kombinerer dronetoner a la ’Mulholland Drive’s med en mystisk, pulsagtig banken, der på én eller anden måde er knyttet til Mosswoods hjernevask. Resultatet er decideret fysisk ubehag, der giver de vildeste flight-impulser og alligevel fængsler foran skærmen, til man knapt kan afgøre, hvor Julians mareridt slutter og ens eget begynder.


Kort sagt:
Sæson to af ’The Sinner’ holder seriens høje niveau og udfylder huller fra første sæson. Resultatet er fængslende fjernsyn befolket af arketyper, du kender, og som effektivt fremkalder mareridt.

Anmeldt på baggrund af hele sæson 1.

’The Sinner’. Serie. Hovedforfatter: Derek Simmonds. Medvirkende: Bill Pullman, Elisha Henig, Carrie Coon, Natalie Paul, Tracy Letts, Hannah Gross. Spilletid: 8 afsnit á 42 min. Premiere: Hele sæsonen kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af