’You Don’t Nomi’: Dokumentar om den notorisk ringe ’Showgirls’ er selv stærkt seværdig
Paul Verhoeven er et enigma både inden for Hollywood-maskineriet såvel som europæisk cinema. I hans filmografi og i interviews fremstår han altid som et ivrigt barn, der blot ønsker at provokere, og hans film er alle sirligt satiriske og kyniske – han har vitterligt instrueret alt fra ’Spetters’ til Starship Troopers’.
Og med det in mente er det kun passende, at Jeffrey McHales dokumentar om filmmageren sætter hans mest notoriske værk, ’Showgirls’, under lup.
I dag er filmen hovedsageligt udødeliggjort i mainstreamkulturen som en så dårlig den er god-film med citater a la »Man, everybody got AIDS and shit!« og »I looooove doggi chow«. For de uindviede er ’Showgirls’ en sex-ploitation-version af ’All About Eve’ fra 1995, hvor stripperen Nomi Malone (Elisabeth Berkley) vil gøre alt for at komme til tops i Las Vegas’ striptease-scene.
Filmen, som var den dyreste NC-17-film i sin tid, var hadet af publikum og latterliggjort af kritikere. Der blev langet rundhåndet ud efter Hollywoods dengang højest betalte manuskriptforfatter Joe Eszterhas’ lattervækkende ringe dialog og den unge stjerne Elizabeth Berkley (’Saved By the Bell’), der ser ud som om, at hun har et epilepsianfald, snarere end at hun danser eksotisk.
Men i stedet for at give platform til folkene bag filmen er ’You Don’t Nomi’ sammenstykket af interviews med filmkritikere, folk fra queer-miljøet og forfattere, der har skrevet hele bøger om ’Showgirls’ og dens kultstatus i den moderne undergrundsfilmscene. Igennem disse giver dokumentaren et nuanceret billede af den ellers afskrevne film og sætter den samtidig i kontekst af resten af den aparte instruktørs oeuvre.
En af dokumentarens mest blåøjede ’Showgirls’-fanatikere Adam Nayman refererer til en lang, stolt Hollywood-tradition af musicalskabere fra Busby Berkley til Gene Kelly, som filmen sender homages til. Senere leverer han en lang svada om filmens brug af spejle, som reflekterer Nomis dualistiske »kamp« mellem sit private liv og sin karriere.
Men lige som det hele bliver en anelse for ukritisk, introduceres filmkritikeren Barbara Schulglasser, der konstaterer, at spejle er den mest banale og trivielle visuelle metafor, man kan bruge på film. »Det er jo ikke ligefrem ’Shanghai Express’, vi snakker om«, bemærker hun morsomt.
Alt imens bliver samtidens gængse kritik af filmen affejet som overfladisk, og der tegnes et billede af en gruppe (hovedsageligt mandlige) filmkritikere, der greb lejligheden til at forsøge sig som smædekomikere. Det er især belyst i et grelt klip fra programmet ’Siskel and Ebert’, hvor den folkekære filmkritiker Gene Siskel konstaterer, at den unge skuespiller, som spiller Nomi, har et mærkeligt, oppustet ansigt, og slet ikke er så lækker som Gina Gershon, der spiller over for hende.
Sådan ping-ponger dokumentaren intelligent mellem forskellige synsvinkler. Og i stedet for at bruge et klassisk interviewformat, fremhæver Jeffrey McHale scener og ikoniske billeder fra Verhoevens vidunderligt visuelle filmografi til at underbygge de interviewedes pointer. I en særlig morsom montage vises der klip af samtlige gange personer i en Verhoeven-film kaster op, hvilket viser sig at være en del.
Dokumentaren giver god plads til et kritisk indblik i instruktørens behandling og negligering af sine kvindelige skuespillere og problematiske brug af voldtægt for at få en reaktion fra publikum med udgangspunkt i ’Showgirls’. Men samtidig bemærkes filmens åbenlyse appel som en camp-kultfilm i stil med ’Mommie Dearest’ og ’Valley of the Dolls’. Film, der først blev kritiseret for deres vanvittige overspil, bizarre dialog og kontrapunktiske tone, men som senere fandt dedikerede fangrupper i marginaliserede miljøer.
»Der er intet bedre klimaks end at komme ud fra en vulkan i udbrud«, siger drag-queen Peaches Christ, der har udført små vaudeville-stykker inspireret af ’Showgirls’, blandt andet involverende lap-dances til alle, der har købt en stor popcorn til forestillingen.
Youtuberen Matt Baume (’Like, Follow, Subscribe!’) giver en imponerende analyse af filmen fra standpunktet af en homoseksuel mand. Og skuespiller April Kidwell, som spiller Nomi i filmens musicalversion (sådan en findes også), fortæller tårevædet, at rollen hjalp hende med at behandle sine traumer som tidligere hjemløs og voldtægtsoffer.
Det er disse stemmer, der for alvor cementerer ’Showgirls’ som mere end et latterligt, lille stykke kuriosa. Ligesom resten af Verhoevens film og manden selv er ’Showgirls’ ikke uden problemer – og Jeffrey McHale skyer ikke fra at konfrontere disse – men dokumentaren taler sin sag for, at en film, der kan fylde så meget i så mange menneskers liv, bør have en plads i filmhistorien.
Kort sagt:
»You either get it or you don’t, but for us, ‘Showgirl’, is a religion« – Peaches Christ, drag-queen extraordinaire. Få dokumentarer om filmskabere, fankultur og ’dårlige’ film formår at give så skarpt et billede af sit valgte emne som ’You Don’t Nomi’.