‘Officer og spion’: Roman Polanskis nye film fungerer bedst, hvis man glemmer instruktøren

Det er svært at fornemme, hvad der for tiden definerer udfaldet af et kulturprodukt, når hovedkraften bag har begået sexchikane, grænseoverskridende adfærd, eller, som tilfældet med Roman Polanski, seksuelt overgreb på en mindreårig.

Louis C.K.s film ‘I Love You, Daddy’ blev begravet og er nærmest ikke til at opstøve. I første omgang ville ingen røre ved Woody Allens ‘A Rainy Day In New York’, som dog nu kan ses på adskillige streamingtjenester. Polanskis nyeste film, ‘Officer og spion’, har derimod, under kontrovers, vundet Frankrigs svar på en Oscar og får nu regulær dansk biografpremiere.

Om det kan skyldes, at både C.K. og Allens film har at gøre med yngre kvinder, der indleder forhold til ældre mænd, hvorimod ‘Officer og spion’ er et mere klassisk drama, er ikke til at sige, men det er ikke desto mindre bemærkelsesværdigt.

‘Officer og spion’ fortæller den virkelige historie om den franske, jødiske officer Alfred Dreyfus, der i 1895 blev kendt skyldig i at spionere for tyskerne og blev sendt i fængsel på livstid. Dreyfus var uskyldig, og filmen følger officeren Picquart (Jean Dujardin), der forsøger at rense hans navn. Sagen får sat Frankrig på den anden ende, da forfatteren Émile Zola udgiver det åbne brev ‘J’accuse’ (filmens originaltitel), hvor han åbent anklager Frankrigs regering for antisemitisme og at dømme på manglende beviser.

Filmen kan både læses som en kritik af alle de, der i dag råber fake news, når de konfronteres med en anden mening end deres egen. Filmen kan også, på mere ubehagelig vis, ses som Polanski, der forsøger at forsvare sig selv og frasige sig den dom, der i sin tid fik ham til at flygte fra USA. Kan man ikke skille værk fra kunstner, er det derfor nemt at sidde med en ækel bismag i munden, da filmen derved kommer til at handle mere om Polanski end Dreyfus, og det kan overdøve oplevelsen fuldstændig.

Mener man derimod, at et værk først defineres i sit møde med publikum, eller der i øvrigt er mange andre end instruktøren, der har en aktie i den endelige film, så venter der derimod… en udmærket, men også til tider ujævn film. Fortællingen er på mange måder en klassisk dramatisering af virkelige begivenheder, der berretter sin historie på simpel vis uden store krumspring.

En stor del af filmen er centreret om mænd, der badet i mat belysning står bøjet over papirer, der burde være destrueret, mens de snakker i et intenst, men ofte lavmælt toneleje, om statshemmeligheder og uretfærdigheder. Det fungerer en del af vejen, da dialogen er velskrevet, men med en spilletid på over to timer bliver det også udmattende.

Det kan være en del af pointen, for fokus er i høj grad på processerne bag systemet, på papirarbejde og på en verden før moderne kommunikation, men derigennem stagnerer fremdriften især hen over filmens midte.

Dette fokus betyder også, at den føles temmelig kold hele vejen igennem. Selvom Jean Dujardin (‘The Artist’, ‘The Wolf of Wall Street’) er dragende i rollen som Picquart, der tilsidesætter sin antisemitisme i en søgen efter retfærdighed, forbliver han desværre en overfladisk figur. Det samme gælder Dreyfus, der på mange måder kunne have været det emotionelle anker, men ender som en lille birolle i sin egen historie. Det er en skam, for Louis Garrel viser et helt nyt ansigt i rollen, der er meget langt fra de karismatiske figurer, han plejer at udfylde. Det havde i høj grad hjulpet på indlevelsen, hvis Polanski havde rettet mere opmærksomhed mod Dreyfus og hans bemærkelsesværdige psyke, der aldrig mistede troen på militæret som institution.

Enkelte sekvenser er fremragende udført. Åbningsscenen, hvor Dreyfus’ dom falder, og han fratages sin militære rang ved at få revet medaljer af sin uniform og knækket sit sværd, gav en skarp association til scenen i ‘Mary Poppins’ hvor Mr. Banks bliver fyret fra banken og blandt andet får slået hul i sin bowlerhat. Det er faktisk et stort kompliment!

Ligeledes er den centrale scene, hvor Zolas brev trykkes i avisen, og de anklagede hver især læser anklagerne imod sig selv op, mesterligt eksekveret og minder på mange måder om et vist massemord i ‘The Godfather’. Våbnet i denne film er det trykte ord.

Kort sagt:
På trods af enkelte mesterlige sekvenser er helhedsindtrykket i ‘Officer og spion’ både tørt og koldt, og der er langt op til Polanskis klassikere som ‘Chinatown’ og ‘Rosemary’s Baby’.