Paris Hiltons afslørende Youtube-dokumentar er langt fra »so hot«

00’ernes ultimative IT-pige nærmer sig de 40 og er klar til at tage ejerskab over sin livsfortælling. Det er der kommet en ny, lettere selvmodsigende dokumentar ud af – med et traume i centrum.
Paris Hiltons afslørende Youtube-dokumentar er langt fra »so hot«
'This is Paris' på YouTube.

Lige siden hun var barn, har Paris Hilton gemt på et traume: grimme hændelser på kostskolen, som hun indtil nu end ikke har delt med sine forældre. 

Nu tager ikonet fra 00’erne imidlertid bladet fra munden. Sådan da. 

I sidste uge landede Youtube-dokumentaren ‘This is Paris’, hvori hotelarvingen forsøger at gøre op med illusionen om »den dumme blondinde«:

Reality-brandet med babystemmen, der fra årtusindeskiftet til 10’erne skabte akut mediehysteri omkring »famous for being famous«-kulturen og sparkede underholdningsdørene ind for Kardashian-familiens senere imperium (Kim K var Hiltons barndomsveninde og assistent!). 

Fire årtier efter Andy Warhol-musen Edie Sedgwicks kortlivede skæbne som ‘professionel’ it-girl, blev Paris partypigen, der – som moderne amerikansk showbiz foreskriver det – overkom skammen fra en lækket sexvideo for at blive en superstjernesupermagt og fyrtårn for influencers-in-spe, for hvem fame før forretning er forretningen: dj-gigs til en styk værdi af en million dollars og makeupkollektioner er fremtidssikrende perks af succesen snarere end grundlaget for den.

Som sådan er Paris en uomtvisteligt toneangivende bølgebryder i populærkulturens historie i det 21. århundrede. 

Groupies og paparazzislagsmål

Ifølge Paris i ‘This is Paris’ (instrueret af Alexandra Dean, som også stod bag den fremragende ‘Bombshell: The Hedy Lamarr Story’), er hun som karrierekvinde på farten 250 dage om året. Hun har rundet de 39, men ligner en på 29 og har noget nær skræmmende dedikerede groupies (»my Little Hiltons«), der gerne flyver om på den anden side af jordkloden for et flygtigt kindkys og en story. 

Men tiden, hvor bissende paparazzifotografer ligefrem tæskede løs på hinanden for at fange Paris’ sovekammerblik, er endegyldigt forbi, og det karakteristiske ultraslanke, ultrablonde 00’er-look har for længst fået bootylicious baghjul af 10’ernes mere krops- og racediversificerede realitydronninger.

Lindsay Lohan, Karl Lagerfeld og Paris Hilton i 2006. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Paris er blevet en nærmest nostalgisk smægtende kuriositet, hvis tidligere fascinationskraft muligvis virker lettere obskur på TikTok-generationen, og hvis ærke-republikanske rødder og udtalelser om, at de kvinder, der i 2017 anklagede Donald Trump for seksuelle krænkelser, blot var ude efter »opmærksomhed«, ikke just har fremmet hendes relevans i offentligheden (præsidenten er en nær ven af Hilton-familien). 

Det er på den konto lidt interessant (men kanske helt tilfældigt), at 00’er-veninden Lindsay Lohan, hvis popularitet udviklede sig og falmede side om side med Paris’ på de samme dansegulve og røde løbere, har ytret lignende holdninger om Harvey Weinsteins ofre.

Paris Hilton og Nicole Richie promoverer ‘The Simple Life’ i 2004. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

Ergo er det på sin vis ingenlunde spøjst, at Paris anno det progressive 2020 vil omskrive hele narrativet omkring sin person for at overbevise os og eftertiden om, at hun lige fra teenageårene helt bevidst har spillet en rolle, komplet med falsk lillepigestemme og naivt verdenssyn grænsende til det morsomt arrogant-ignorante (»What is this ‘Wall-Mart’? A place where they sell walls?«).

Det handlede i virkeligheden slet ikke om at fremme realityserien ‘The Simple Life’ (hvor hun og daværende BFF Nicole Richie korsede sig over »almindelige« menneskers pauvre livsstil), men om at beskytte sit sårbare indre, fortæller Paris. Hun er ikke en Barbie, men »en rigtig drengepige«, der har det bedst i t-shirt og sneakers, understreger hun og søsteren Nicky Hilton.

Partypigens hemmelighed

Paris er en person, forklarer hun, der har svært ved at stole på fremmede, og som til dato har det »bedre sammen med dyr end med mennesker« – men umiddelbart ikke giver en døjt for miljøhensyn med sine uendelige flyrejser, endsige bruger så meget som to sekunder på etiske overvejelser om, hvorvidt det var en god idé at tage en baby-orangutang med en forventet levetid på over 50 år fra moren for at iføre den dukketøj og holde den som kæledyr i et par måneder, indtil hun blev træt af den. 

Hun bliver »aldrig fotograferet i det samme outfit to gange!«, men har ikke noget at tage på. Hun er dybt professionel, men gider ikke pakke kufferten til presseture eller sætte sig ind i, hvilket land hun befinder sig i. 

‘This is Paris’.

Men så kommer afsløringen (semi-spoileradvarsel):

Da Paris var barn, blev hun sendt på ophold på kostskolen Provo Canyon i Utah for unge med psykiske problemer, og fra første nat blev hun udsat for overgreb i form af frihedsberøvelse og tvangsmedicinering. Paris og de andre elver blev hevet ud af sengene om natten, hånet af lærerne og nogle gange sat i isolation uden tøj på i op til 20 timer. Det lyder grotesk og uhyggeligt, og Provo Canyon har ikke overraskende været hurtigt ud med et statement om, at de på ingen måde tillader magtanvendelse af nogen slags (af hjemmesiden fremgår det, at skolen skiftede ledelse i 2000). 

Med dén baggrund in mente er det ikke så underligt, hvis Paris lider af søvnløshed, at hun installerer ekstra overvågning i hjemmet, og at hun ikke har talt med psykologer siden. Eller at overgrebene måske slet og ret fordrede et hamskifte. 

Det ultimative selling-point

I bedste fald inviterer ‘This is Paris’ til en vigtig granskning af svigt i systemet, der kan få andre ofre til at stå frem.

Filmen præsenterer en hovedperson, der med egne ord substituerede traumebearbejdelse med et alter ego, der blev både en karrierevej og en krykke. Godt hjulpet på vej af diverse familiemedlemmer, der alle dage har indoktrineret hende, at kvinders skønhed er det ultimative, hvis ikke det eneste ægte selling-point.

Omvendt tegner filmen i værste fald et ufrivilligt kaotisk billede af en stjerne, der i bestræbelserne på at begrave sin uheldige kritik af andre kvinders krænkelsesberetninger og konstruere en mere samfundspolitisk tidssvarende facade i overensstemmelse med »kendisbekendelses«-doku-genren (Taylor Swift og Justin Bieber har også været der) ender med at lancere sin tragedie, som var det en ny parfume, og modsige sig selv fra a til å, inden hun er hastigt videre til sit næste dj-job i det kvinderettighedsundertrykkende Saudi Arabien.

Paris som dj.

I 2008 interviewede jeg Paris under modeugen i København, og indtrykket var ikke ulig det, jeg senere også fik af et møde med Gwen Stefani: To ikoner, hvis universelt genkendelige, urokkelige images føles så metikuløst kuraterede, at man efter en time stadig ikke aner, hvem man taler med (uden øvrig sammenligning af de damers evner).

Det er ikke et diss – hver kvinde sin ret – så meget som en nøgtern observation, der i Paris’ tilfælde ikke har slået mange sprækker 12 år og en dybdeborende dokumentar senere. 

»I created a monster«, siger kvinden om sin reality-hype, men er det Frankenstein eller Dr. Jekyll, der taler til dokumentaristens kamera? Hvem er Paris? Og er hun i virkeligheden mest af alt rundet af paparazziernes maskuline objektificering i en grad, at opgøret med patriarkatets kommercielle værdier og dem, der dengang i barndommen som nu reducerer hendes værd til en kastebold mellem spot og gudedyrkelse, i sidste ende udebliver?

Jeg tvivler på, at hun selv ved det.

‘This is Paris’ kan ses gratis på Youtube.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af