Fem film, du skal se, hvis du kun kender Jørgen Leth fra Tour de France og Magnum-memes

Jørgen Leth er biografaktuel med sit filmiske testamente, den sårbare og ærlige ’I Walk’. Alle kender Leth, men færre kender ham indgående som filmskaber. Han har lavet film siden 60’erne, så hvor skal man starte, hvis man vil stifte bekendtskab med hans mesterskab? Vi anbefaler fem hovedværker, du tilmed kan se gratis.
Fem film, du skal se, hvis du kun kender Jørgen Leth fra Tour de France og Magnum-memes
Jørgen Leth i '66 scener fra America'.
STREAMING TOGETHER

Jørgen Leth er en sær figur i dansk film.

På den ene side er han en af branchens mest ikoniske skikkelser, som med sin nasale stemme og simple, nærmest naive talemåde for længst har opnået en kultstatus, der er få kunstnere forundt, udødeliggjort i ‘Rytteriets’ tv-parodier, Citroën-reklamer og memes om Magnum-is.

På den anden side er Leth en ofte overset og marginaliseret instruktør, hvis film kun bliver set og dyrket af en smal skare af kendere. Hans seneste biograffilm, kunstnerportrættet ‘Jeg taler til jer – John Kørners verden’ (2013), solgte således mindre end 2.000 billetter herhjemme.

Splittelsen er i virkeligheden sigende for Leth, hvis næsten 60 år lange kunstnervirke er svært at opsummere med få ord: Journalist, digter, forfatter, filminstruktør, cykelkommentator og livsnyder er en lille håndfuld af de titler, som den 83-årige Leth er blevet tildelt igennem karrieren.

Denne uvilje mod at lade sig definere af én enkelt ting er ligeledes kendetegnende for hans omfattende oeuvre af kort-, dokumentar- og eksperimentalfilm, der fordeler sig over et bredt spektrum af emner: Litteratur, ballet, cykling, den tredje verden, erotikkens væsen og livet selv er blot nogle af de gennemgående temaer i Leths film, der typisk befinder sig i krydsfeltet mellem poetisk dokumentarisme og personligt essay.

Alligevel har Leth altid formået at sætte et personligt aftryk på sine film, som alle føles umiskendeligt lethske. Fællesnævneren for filmene er instruktørens »glubende nysgerrighed«, som Leth selv har formuleret det. Uanset om han befinder sig i Papa Ny Guineas jungle eller på brostenspavéerne i Paris-Roubaix, betragter Leth sin omverden med samme uforbeholdne fascination.

Grebet har han lånt fra antropologien, som Leth kortvarigt stiftede bekendtskab med som etnografistuderende i begyndelsen af 60’erne. Inspirationen fra studierne kan tydeligt mærkes i hans film, hvor Leth som regel påtager sig rollen som forundret iagttager, der tålmodigt og systematisk observerer sine omgivelser, altid med feltarbejderens kølige, distancerede blik.

I denne uge er der premiere på Leths seneste film, den testamentariske ‘I Walk’, hvori en aldrende Leth vender blikket mod sig selv og sin dødelighed, der har forfulgt instruktøren siden jordskælvet i Haiti i 2010.

I den anledning har vi udvalgt fem hovedværker, som er værd at starte med, hvis man ikke kender Leth som filmskaber – og som tilmed kan streames ganske gratis.

Claus Nissen i ‘Det perfekte menneske’ fra 1968.

’Det perfekte menneske’ (1968)

I sin eminente og stilsikre gennembrudsfilm introducerede Leth den metode, som siden har dannet grundlag for stort set alle hans værker. Claus Nissen og Majken Algren spiller to eksemplariske udgaver af menneskeracen i et lysende hvidt rum, hvori de bevæger sig, spiser, danser, klæder sig af og elsker. Imens registrerer Leths afmålte kommentarspor hver en minutiøs detalje ved de to modeller, som var de væsner fra en fremmed planet.

Med ‘Det perfekte menneske’ retter Leth således antropologens videbegær og systematiske tilgang til verden mod velkendte fænomener og betragter dem, indtil de pludselig fremstår fremmede og eksotiske. Den polerede, reklamelignende æstetik er Leths kunstneriske måde at fremstille livet, som det tager sig ud på overfladen – en slags taktil aflæsning af tilværelsen anno 1968.

Filmen er samtidig et herligt eksempel på Leths begavede humor og enestående evne til at give populærkulturen en kunstnerisk overhaling. Claus Nissens ikoniske monolog, hvori han beretter, at »også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage«, er for eksempel en replik, som Leth har fundet og omskrevet fra en af Ian Flemings James Bond-romaner.

’Det perfekte menneske’ var udgangspunktet for Lars von Triers drilske udfordringer af sit filmiske forbillede i ’De fem benspænd’.

’Den perfekte menneske’ kan streames via Filmstriben.

‘Livet i Danmark’ fra 1972.

’Livet i Danmark’ (1972)

I ‘Livet i Danmark’ fortsætter Jørgen Leth sit pseudoantropologiske studie af det moderne menneske, denne gang med hele Danmark som sit emnefelt. Næsten 100 danskere medvirker i Leths idiosynkratiske fædrelandsportræt, heriblandt en finansminister, en cykelrytter, et ældre ægtepar, en færdselsbetjent, en komiker og en gruppe unge, ugifte kvinder.

Leth fastholder sine landsmænd i statiske tableauer, typisk mens de fortæller en anekdote eller udfører en simpel handling. Rummet er denne gang sort, men livet tager sig fortsat strålende ud i instruktørens stiliserede optik. Leth mente, at der var alt for meget gråvejr og socialrealisme i de eksisterende film om Danmark og valgte derfor at sminke alle de medvirkende i en sådan grad, at de fremstillede danskere ligner mannequindukker i en udstillingsmontre.

‘Livet i Danmark’ er også en selvbevidst leg med filmmediet, der spørger, om det overhovedet er muligt at repræsentere et folkefærd i levende billeder. Med inspiration fra den belgiske maler René Magritte placerer Leth således kryptiske billedtekster over alle scenerne, så man konstant er i tvivl om autenticiteten i de skildrede historier. For eksempel er en ung kvinde, som genfortæller et kompliceret forløb om en fest hos sin veninde, kun ledsaget af teksten: »Hun bor i Algade«.

Jørgen Leth har arbejdet på en opfølger til ’Livet i Danmark’, men filmen fik desværre ikke finansiering fra Det Danske Filminstitut.

’Livet i Danmark’ kan streames via Filmcentralen.

’En forårsdag i helvede’ (1976)

Da Jørgen Leth i første omgang foreslog at lave en dokumentar om den franske forårsklassiker Paris-Roubaix, skulle den daværende løbsdirektør Félix Lévitan angiveligt have affejet idéen. Det var alt for farligt og i øvrigt helt umuligt at indfange essensen af et løb, der er så vildt og kaotisk. »Men monsieur Lévithan«, svarede Leth på snedig vis: »Det er netop derfor, jeg vil lave filmen«.

‘En forårsdag i helvede’ formår netop at indkapsle den mytologiske storhed, der gør Paris-Roubaix til en af cykelsæsonens absolutte højdepunkter. Med et hold på 28 kameramænd og en helikopter lykkedes det Leth at gengive det storslåede drama på de nordfranske brostensveje og ikke mindst de helte og skurke, som skaber det: Overmennesket Eddy Merckx, publikumsfavoritten Roger de Vlaeminck og den uventede triumfator Marc Demeyer.

Leths dokumentar er dog langt fra en ukritisk besyngelse af sporten, men en grundig indføring i løbets praktiske aspekter og barske realiteter: Fra mekanikernes morgenrutine og rytternes omhyggelige forberedelser til demonstranters blokering af ruten og de ophedede diskussioner på den lokale beværtning. Kronen på værket er den afsluttende scene, hvor Leth følger med rytterne i bad, nu desillusionerede, sammenbidte og med bøjet nakke under bruseren.

’En forårsdag i helvede’ kan streames via Youtube.

Jørgen Leth i ’66 scener fra America’.

’66 scener fra Amerika’ (1982)

Verdensmand er ikke en helt misvisende beskrivelse af Jørgen Leth, hvis film ofte udspiller sig langt fra Danmarks grænser. ’66 scener fra Amerika’ er Leths rejsedagbog fra USA, hvor han sammen med sin trofaste fotograf Dan Holmberg kører på tværs af landet i en filmisk søgen efter ur-amerikanske billeder: New York City, Monument Valley og Route 66 er blandt deres stop på ruten.

Som titlen angiver er dokumentaren bygget op af korte sekvenser, hvor Leth med statisk kamera og uden anden kontekst end en kort stedangivelse afbilleder landskaber, steder og borgere i Guds eget land. Resultatet er en serie af filmiske postkort, der fungerer som et slags katalog over USA’s unikke ikonografi – og samtidig antyder den dybe ulighed, som lurer under overfladen i det hyperkapitalistiske samfund.

Taxichauffører og advokater, bartendere og gadeartister dukker op i filmen, der også byder på en cameo med Kim Larsen, som forsøgte at bryde igennem i New York i begyndelsen af 80’erne. Mest berømt er scenen med Andy Warhol, der på Leths befaling fortærer en hamburger i én lang indstilling – en scene, der fik en uventet renæssance forrige vinter, da Burger King benyttede klippet som del af en reklame under årets Super Bowl.

’66 scener fra Amerika’ kan streames via Filmcentralen.

’Michael Laudrup – en fodboldspiller’ (1993)

Kunstnerportrættet er en central genre i Jørgen Leths filmografi, som blandt andet tæller dokumentarer om digter Søren Ulrik Thomsen, maler John Kørner og balletdanser Peter Martins. Derfor er det ikke overraskende, at han i sin film om alletiders danske fodboldikon ikke har valgt at fremstille Laudrup som en international superstjerne, men som en sportslig ekvilibrist, hvis uforlignelige dribleevner er en kunstart i sig selv.

‘Michael Laudrup – en fodboldspiller’ følger Laudrup igennem et år i FC Barcelona, hvor han befinder sig på toppen af karrieren som den centrale aktør på Johan Cruyffs legendariske dream team. Leth dvæler dog ikke længe ved Laudrups berømmelse, men koncentrerer sig i stedet om de træningsøvelser og taktiske dispositioner, der ligger til grund for Barcelonas historiske succes.

Allerbedst er scenerne, hvor Leth dissekerer Barcelonas spillemønstre på sin sædvanlige, afmålte facon. I slowmotion og uden tv-optagelsernes buldrende stadionråb analyseres holdets chancer og scoringer ned til mindste boldberøring. Kun Leths nøgterne kommentarspor, der rummer sin egen ligefremme poesi, akkompagnerer de grynede billeder:

»Mod Real Madrid. En lang bold frem til Goikoetxea. En præcis, lang aflevering og Laudrup scorer med en helflugter. Goikoetxea på tværs og Laudrup scorer. Goikoetxea. Og Laudrup«.

’Michael Laudrup – en fodboldspiller’ kan streames via Youtube

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af