’Let’s Scare Julie’: Man ville gerne have været mere skræmt af streamingaktuel horrorfilm

’Let’s Scare Julie’: Man ville gerne have været mere skræmt af streamingaktuel horrorfilm
'Let's Scare Julie'.

»Er de monstre?« spørger Lilly (Dakota Baccelli) sin storesøster Emma (Troy Leigh-Anne Johnson).

»I nat er de«.

Monstrene er deres kusine Taylor (Isabel May) og hendes veninder. De har besluttet sig for at gå over til huset på den anden side af vejen og pranketilflytteren Julie.

De to søstre er blevet tilbage i kusinens hus, hvor de bor, efter deres forældre er døde i en ulykke. Og den bedste måde Taylor åbenbart kan komme på at introducere veninderne til kusinen, er ved at snige sig ind på hende, mens hun sover, og skræmme hende halvt ihjel.

Emma synes ikke, det er super fedt.

Men hun kommer over det, og de første 20 minutter af ’Let’s Scare Julie’ består mere eller mindre af pigerne, som snager i den nye piges sager og fjoller rundt på værelset – og fortæller creepy historier om naboen, der boede i huset overfor før, Mrs. Dürer (Valorie Hubbard).

Frøene er plantet fra instruktør og manuskriptforfatter Jud Cremata til en noiern gyserfilm i stil med ’Paranormal Activity’ eller andet krybbe-kravle sjov, der får dig til at springe i sofaen af skræk.

Han lader begivenhederne udspille sig i realtid og har filmet i lange indstillinger, hvor der kun er klippet en håndfuld gange eller to. Det er ambitiøst og fungerer overraskende godt med tanke på, hvor lille en film det faktisk er.

Kameraet flyder rundt om personerne, dog med et særligt fokus på Emma, så der i hvert fald ingen tvivl er om, hvem der er filmens hovedperson.

Uhyggen tager først rigtigt til, efter pigerne har bevæget sig over på den anden side af vejen. Der er nemlig kun en af dem, der vender tilbage og derefter står den på paniske telefonopkald fra grædende og skrigende piger, en psykotisk onkel med blodindsmurt T-shirt og huse fyldt med mystiske lyde.

Men filmen er bare ikke uhyggelig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Teknisk er ’Let’s Scare Julie’ en meget bedre film, end manuskriptet kan bære.

Cremata sætter fint scenen med mrs. Durer som en slags urban legend i nabolaget. Hun bliver beskrevet som en gammel dame, der render rundt i gusten natkjole og halvrådden hud.

Så bøhmanden fejler ikke noget. Men det meste omkring hende er noget rod.

Føromtalte onkel bliver aldrig andet end en semifesen karikatur, og huset på den anden side er i sidste ende så fladt som en våd prut i kirken. Skuespillerne gør ellers, hvad de kan, og pigerne leverer alle overbevisende præstationer.

Det er sjældent, jeg sidder tilbage med en så ambivalent følelse som efter ’Let’s Scare Julie’. For der er mange gode elementer i filmen, men grundlæggende mangler der finesse i udførslen, for at den rigtigt hæver sig over middelmådighedens dyn.

Med et større budget og et sæt ekstra øjne på manus bliver Jud Cremata dog interessant at følge.


Kort sagt:
Ambitionerne fejler ikke noget, men når alt kommer til alt, formår Jud Cremata ikke at skræmme nogen med ’Let’s Scare Julie’.

'Let’s Scare Julie'. Film. Instruktør: Jud Cremata. Medvirkende: Troy Leigh-Anne Johnson, Isabel May, Odessa A’zion, Brooke Sorenson, Jessica Sarah Falum, Dakota Baccelli. Spilletid: 83 minutter. Premiere: Kan ses nu på Blockbuster, SF Anytime og Youtube Movies.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af