’The Comey Rule’: Brendan Gleeson er overlegen som Trump i fremragende miniserie
Med under en måned til det amerikanske præsidentvalg er der ingen undskyldninger for ikke at få genopfrisket sin viden om de største politiske begivenheder og skandaler i USA siden valget i 2016.
For få uger siden udkom HBO Nordic med dokumentarserien ’Agents of Chaos’, der undersøger den russiske indflydelse på Trumps sejr i 2016, og nu har man samme sted mulighed for at se miniserien ’The Comey Rule’, der overordnet set handler om de samme begivenheder, men fortæller dem fra FBI’s – nærmere bestemt dets direktør fra 2013-2017, James Comey – perspektiv. Og så altså i fiktiv form.
Der er ingen tvivl om, at man bliver klogest af at se dem begge, men skal man kun vælge én, bør man se ’The Comey Rule’. Det skal man, fordi den formidler forløbet omkring lækagen af Hillary Clintons e-mails, FBI-undersøgelsen af Trump-kampagnens russiske forbindelser samt forholdet mellem FBI og Trump i den første del af hans præsidentperiode på en måde, så man virkelig forstår det – politisk og menneskeligt. Her oplever vi nemlig, som fiktionen jo tillader, begivenhederne gennem karaktererne, hvorfor vi sidder med ved møderne og får et dybdegående indblik i sagernes enorme kompleksitet.
Mest af alt går ’The Comey Rule’ altså tæt på daværende FBI-direktør James Comey, hvis bog ’A Higher Loyalty’ serien baserer sig på. I skikkelse af en uimodståelig Jeff Daniels bliver Comey en karakter, man kun kan holde af, og serien udformer sig da også næsten som et kampskrift for mandens eftermæle, der i forbindelse med valget i 2016 var særdeles hårdt ramt, da han blev offentligt hadeobjekt for de mange, der desperat ledte efter en, der kunne tage skylden for Trumps sejr.
Ser man ’The Comey Rule’, må selv de mest forbitrede dog tilgive ham alt. Her får vi sympati med ham, fordi vi bevæger os i hans virkelighed, møder hans søde familie og forstår det enorme pres, han er under i sit arbejde. Men vi sympatiserer også med ham, fordi han er en moralsk autoritet – en måske til tider lidt naiv idealist – der hele tiden er optaget af at gøre det rigtige for sit land. Og fordi det i hans tilfælde aldrig er uden omkostninger at gøre det rigtige.
For Comey består det rigtige i at sikre FBI’s troværdighed i den amerikanske befolkning ved at agere uafhængigt af politiske interesser – en bestræbelse, der under valget i 2016 er under konstant pres. Her ender FBI igen og igen i umulige situationer, der uundgåeligt vil føre til omfattende kritik. Et eksempel:
Da man få uger inden valget ser sig nødsaget til at genåbne undersøgelsen af Hillary Clintons e-mails, er spørgsmålet, om man skal offentliggøre genåbningen. Gør man det, vil det åbenlyst skade Clintons kampagne (selv om man ikke ved, om de nye e-mails indeholder noget ulovligt) og dermed være til gavn for Trump – som på samme tid er en præsidentkandidat, der ifølge efterretninger har forbindelser til Rusland, der aktivt forsøger at underminere Clinton-kampagnen.
Offentliggør man ikke, vil det skade FBI’s troværdighed, idet det vil se ud, som om man har ageret partisk, når det på et tidspunkt kommer frem. Derfor vælger Comey at informere offentligheden, selv om det altså kommer til at undergrave en præsidentkampagne lige op til valget.
Det er netop den beslutning, der fører til udbredt antipati mod ham i dele af den amerikanske befolkning, der ser det som et politisk tilvalg af Trump. Med andre ord er det ikke nemt at være James Comey.
Trump selv lurer hele tiden i kulisserne, men det er ikke før seriens anden halvdel, at han træder ind på scenen. Idet historiske personer typisk først optræder i fiktioner, når deres historie så at sige er slut, er der noget underligt ved at se en så notorisk figur simultant med virkelighedens begivenheder. Men Brendan Gleeson inkarnerer overlegent Trumps spektakulære selvsikkerhed, forfængelighed, rablende tendenser samt komplette mangel på forståelse for grundlæggende politisk praksis.
Gleeson demonstrerer sammen med instruktør og serieskaber Billy Ray, hvor uvirkelig en præsident Trump er – hvor umådelig langt han er fra det, mange forbinder med et kompetent lederskab af en stormagt.
’The Comey Rule’ bekender sig til en urokkelig tro på de amerikanske idealer og institutioner som et værn mod typer som Trump. Washingtons hvide bygninger, og hvad de repræsenterer, har stået der i flere hundrede år, og det vil de også gøre efter Trump. Og som Comey siger: »Ledere som ham tvinger en til at huske sine grundprincipper. Man skal blot huske at minde sig selv om, hvad de er«.
Kort sagt:
Miniserien ’The Comey Rule’ er en fremragende udlægning af begivenhederne omkring det amerikanske præsidentvalg i 2016 set fra FBI’s perspektiv – og i samme ombæring en hyldest til daværende FBI-direktør James Comey.