David Fincher har gang i den helt store presseturné i forbindelse med hans Oscar-hypede Netflix-film ‘Mank‘, der får biografpremiere næste uge.
Fincher er glødende filmnørd, hvilket hans nyeste film viser med allerstørste tydelighed. Det kommer derfor heller ikke som en overraskelse, at han har noget at sige om Todd Phillips og Joaquin Phoenix’ storhit ‘Joker’, der satte nye standarder for superheltefilm.
I et interview med The Telegraph sammenligner instruktøren ‘Joker’ med hans egen ‘Fight Club’, der blev modarbejdet af filmstudiet, da den udkom i 1999. ‘Joker’ havde derimod en klar fordel i form af tidens superheltemani, som gjorde, at studiet var villige til at satse på filmen.
»Ingen ville have troet, de havde en chance for at få et stort hit med ‘Joker’, havde ‘The Dark Knight’ ikke været så massiv en succes«, siger Fincher.
»Jeg tror ikke, at nogen ville have set på materialet og tænkt: ‘Ja, lad os tage Travis Bickle (fra ‘Taxi Driver’, red.) og Rupert Pupkin (fra ‘King of Comedy’, red.) og sammenblande dem, for så at fange karakteren i et forræderi mod psykisk syge og så sælge det for en milliard dollars’«.
Finchers kommentar har antændt en større debat på sociale medier, hvor folk diskuterer, om instruktøren sender en stikpille mod ‘Joker’, eller om citatet er taget ud af kontekst, og at han dermed mener, at filmen udstiller, hvordan samfundet kan forråde psykisk syge.
Uanset hvad Fincher måtte synes om den mørke oprindelsesfilm, blev den en enorm succes med sine to Oscar-statuetter og en indtjening på over én milliard dollars ved billetlugerne.
Joaquin Phoenix er efter sigende blevet tilbudt et større millionbeløb for at medvirke i hele to efterfølgere. Om det bliver til virkelighed, vil tiden vise.