‘I’m No Longer Here’: Cuarón og Del Toro elsker denne film – nu kan den ses på Netflix

‘I’m No Longer Here’: Cuarón og Del Toro elsker denne film – nu kan den ses på Netflix
STREAMING TOGETHER

Hvis man ikke kan få lov at være der, hvor man føler sig hjemme, er man så overhovedet noget sted?

Dét spørgsmål stiller Fernando Frias’ Netflix-aktuelle ’I’m No Longer Here’, hvor 17-årige Ulises (Juan Daniel Garcia Treviño) flygter fra sin hjemby Monterrey i Mexico, men ikke af egen fri vilje.

’I’m No Longer Here’ fik premiere i 2019, og efter at have turneret diverse filmfestivaler og fået en aftale i hus med Netflix har den i dag både en heftig Oscar-buzz i kategorien for bedste udenlandske film og to af Mexicos største stjernebørn som fans: Alfonso Cuarón og Guillermo Del Toro.

Både Del Toro og Cuarón har storrost filmens portræt af en mexicansk kulturniche, dens tilhængere og den rodløshed, der opstår, når man ikke længere er en del af den. Det er, hvad der sker for Ulises (den spanske udgave af navnet Ulysses/Odysseus), som ellers har rimelig meget kørende for sig: Hans tofarvede hår er stylet til stor misundelse hos sine venner, mens han danser cumbia dagen lang.

Cumbia, som er central for filmens følelse af hjem og sammenhold, er inspireret af colombiansk cumbia-musik og er nærmest blevet en officiel aktivitet og et mindset i en Mexicos mest befolkningsrige byer, Monterrey. Som den lokale radiovært siger hver morgen: »Solen skinner, og det er en smuk morgen til cumbia«. De skruer musikken ned i tempo, svajer fra side til side, læner kroppen fremad og lader fødderne gøre resten.

Ulises og hans venner samles i deres danseglæde i gadebanden Los Terkos, der blot er én af mange teenage-cumbia-grupper, der identificerer sig som Kolombianos. Her i Monterreys bjerge er det en selvfølge, at man vokser op til tonerne af cumbia, finder sin klike og danser dag og nat. Men drømmen er brast for Ulises, der i starten af filmen er nødsaget til at forlade byen. Efter et uheldigt sammenstød med et kartel flygter han til New York.

‘I’m No Longer Here’.

I New York er Ulises, på trods af sit udseende, en usynlig skikkelse, en samfundsnasser, der hverken kan begå sig eller får muligheden for det. I Monterrey var han en leder og beskytter, nu kan han knapt nok formulere sig. Heldigvis bliver den 16-årige Lin, der arbejder i en malerbutik for sin bedstefar, stærkt betaget og fascineret af Ulises, og på bedste ’mig-Tarzan-du-Jane’-facon forsøger de at kommunikere med og forstå hinanden.

Juan Daniel Garcia Treviño er som Ulises intet mindre end en gave til filmen. Med sit fåmælte og indadvendte portræt lykkes det ham at give karakteren troværdighed og sympati for hans rejse. Ulises kunne nemt være blevet for afstumpet, men Treviño spiller på en måde, hvor det er nok at se og ikke høre. Instruktør Frias’ er generelt virkelig god til at lade filmens billleder tale for sig selv, og de flotte skud havde været opslugende i biografmørket. Ulises har svært ved at forstå menneskene omkring ham, og det understreger kameraet ved selv at holde afstand – kun få gange går det selv tæt på.

Selve fortællingen i ’I’m No Longer Here’ er indimellem lidt træg, og det virker, som om der er for lidt albuerum. Det er nok en pointe i sig selv, at tiden snegler sig afsted i en rodløs tilværelse, men flere højdepunkter havde løftet filmen det sidste stykke.

Til gengæld løber følelserne stærkt. Det er en film, man kan mærke. Ulises’ smerte, frustration, hjemve, nostalgi og længsel tynger seeren, og det er en vigtig følelse at kunne identificere sig med i 2020. Vi lever i en tid, hvor millioner er ufrivilligt på flugt og krydser grænser i et håb om fred, fordi deres egne hjem er taget fra dem. Ulises’ minder er indhyllet i dans, lyden af cumbia, hårgele og daterede mp3-afspillere, men følelsen er universel.

Hvis man ikke kan få lov at være der, hvor man føler sig hjemme, er man så overhovedet noget sted? Svaret er ikke entydigt, men det er rart at se en film, der får mig til at tænke over det.


Kort sagt:
’I’m No Longer Here’ ligner en film om en cumbia-dansende gadebande og deres leder, men er i virkeligheden en nærværende og tankevækkende film om at føle sig fremmed og langt fra hjem.

‘I’m No Longer Here’. Spillefilm. Instruktion: Fernando Frias. Medvirkende: Juan Daniel Garcia Treviño, Xueming Angelina Chen, Coral Puente & Jonathan Espinoza. Spilletid: 112 min. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af