’Echo’: Du møder med garanti dig selv i sorthumoristisk islandsk mosaikfilm
Den prisbelønnede islandske instruktør Runar Runarsson er tilbage med en spillefilm, der er et syrligt bolsje i denne søde juletid.
’Echo’ starter med en scene, der viser en langsom bilvask, og den slutter med en lang scene, der viser renovationsmedarbejdere, der tømmer skraldespande. Alt derimellem er 54 små scener, der uafhængigt af hinanden beskriver et nedslag i et menneskes liv omkring juletid. Vi oplever fædre til babysvømning, kvindelige bodybuildere i konkurrence, plejehjemsbesøg og misbrugere, der spiller brætspil. Og vi pakker gaver op og ser statsministerens nytårstale.
Hver scene er filmet i én indstilling og tager udgangspunkt i en ny situation med en ny hovedperson og en ny problemstilling. 56 statisk filmede minivignetter, der intet har med hinanden at gøre i en film på halvanden time. Det lyder muligvis rodet og meningsløst. Men når indholdet er kurateret med så absurde, tragikomiske eller rørende scener, som det er tilfældet i ’Echo’, giver du pokker i koncept og metode.
Det formalistiske valg, Runarsson foretager med de 56 næsten teatralske tableauer, gør filmen til en cirkulær oplevelse i en sand ode til arthouse-genren. Hvor det cirkulære for nogen symboliserer trøstesløsheden, fordi oplevelsen kan være at gå i ring uden retning og resultat, understøtter det repetitive også en pointe om livscyklussen som en præmis for det levede liv. Julen er at vende tilbage til det, vi kender. Julens årlige tilbagekomst er det storladne forstørrelsesglas, hvor alt føles vigtigere: De dødes nærvær, vores sociale rangorden og relationer, hjemve. Hvert år laver vi den samme følelsesmæssige kolbøtte på godt og ondt.
Runarssons antropologiske blik er ikke kun sentimentalt. Han balancerer det storladne med det næsten hverdagsnihilistiske i sine beskrivelser af andre sære juletraditioner såsom valget af det forkerte juletræ, det akavede julemandsskød i storcentret, kunstige smil i opstilling ved morfars gravplads, når iPhone skal forevige øjeblikket.
Det er umuligt ikke at mærke inspirationen fra andre nordiske landsmænd som Roy Andersson, der gennem de seneste film næsten har forvandlet det ubevægelige kamera til sin stilistiske signatur. Den satiriske ånd i ’Echo’, som både spidder menneskets afhængighed af nyere tids teknologi (flere af scenerne refererer til vores overforbrug af mobiltelefoner) eller interrelationelle ydmygheder (såsom mødet mellem et mobbeoffer og krænkeren) bringer mindelser om Ruben Östlund, og den påtrængende lavmælthed i nogle af filmens bizarre scener får tankerne ledt hen mod den finske mester Aki Karismäki.
Men ’Echo’ er også sin egen. Runarssons tidligere film som ’Volcano’ ulmer af oprør og følsomhed, og med ’Echo’ har han taget sit særkende til det næste niveau.
Er ’Echo’ juleevangeliet, der lindrer det kollektive 2020-behov for håb og optimisme? Nok ikke. Men vi kan takke den danske distributør for at tage chancen på denne alternative type underholdning, for det er da måske netop i epilogen på et introvert år med refleksion, samfundssind og eksistentiel tumult, at vi kan lune os lidt ved pejsevarmen fra denne kalejdoskopiske, stilfærdige tænksomhed over det at være menneske.
’Echo’ er en mosaik af spejle. I filmens overflødighedshorn af skæbner kan man ikke kan undgå at møde sig selv. I sandhed et ekko. Det er en særlig oplevelse at se en film, der er så fragmenteret og samtidig så helstøbt i sin form.
Kort sagt:
Den prisbelønnede islandske instruktør Runar Runarssons nye spillefilm er en stilistisk, sorthumoristisk og samfundskritisk julefortælling i 56 små kapitler, der hver især fortæller om forskellige menneskers måder at fejre traditionen på.