Jeg troede aldrig, jeg skulle skrive det: Men jeg tror, det er godt, hvis der ikke kommer mere ’Twin Peaks’.
Efter den ventede tredje sæson nåede enden af den dunkle motorvej i 2017, og Laura Palmers skrig havde gennemboret ens nervebaner i den urovækkende afslutning, var der en del rygter om en mulig yderligere sæson. Indtil nu.
Nu antyder internettets summende rygtemaskine med et vist belæg, at David Lynch i samarbejde med Netflix arbejder på en tv-serie kaldet ’Wisteria’ (en plante, der på dansk lyder det poetiske og yderst Lynch-agtige navn ’blåregn’). Et projekt, der endnu er tilpas hemmelighedsfuldt til, at man som fan blot kan overlade sig til den frydefulde venten…
Og som ’Twin Peaks’- og David Lynch-fan i + 25 år er jeg mærkeligt glad og lettet over nyheden om, at vi således ikke ser mere til Twin Peaks i første omgang.
Inden en masse fans får kaffen galt i halsen og afsikrer revolveren: Der er en masse godt at sige om tredje sæson af ’Twin Peaks’. Vi fandt ud af, at Killer Bob er et afkom af atombomben, vi fik en happy end til byens sødeste par, Ed Hurley og Norma Jennings, vi fandt ud af, at FBI-agenten Philip Jeffries (oprindeligt spillet af David Bowie i prequel-filmen ’Fire Walk With Me’) er blevet omdannet til en kæmpe tepotte.
Men gigantserien var ofte sjovere at snakke om end faktisk at se på. Det var mere stimulerende at høre podcasts om showet end at kigge på manden, der fejer gulv i over to minutter. Mere inspirerende at drøfte Audrey Hornes mærkelige skæbne over sort kaffe frem for at sidde derhjemme foran HBO og kigge på agent Coopers langsomme alter ego Dougie Jones, der får en bold i hovedet.
’Jeg håber og tror, at ’Twin Peaks’ vil samle os igen’, kaldte digteren Jonas Okholm Jensen en hel lille bog viet til serien. Her introducerede han også en sølvpapirshattet, men velargumenteret teori om, at agent Cooper og Laura er halvsøskende.
Hypen, fortolkningsorgiet, nostalgien var fantastisk at opleve. Men det handlede om meget andet end det, der udspillede sig på HBO Nordic hver mandag aften, når et nyt afsnit blev frigivet. Det var 25 års opsparet forventning, som jeg selv skrev om i en optakt for et andet kulturmedie dengang.
Ideer fra skrivebordsskuffen
Lynchs bud på et reboot af sin største publikumssucces var naturligvis forfriskende antinostalgisk, modig og radikal. Slutningen var vintage Lynch med sin remix-agtige ombygning af scener fra første sæson og ’Fire Walk With Me’ (og så, igen, det der hjemsøgende skrig fra Laura Palmer, der evigt er fanget et sted mellem sfærerne, fortiden og det røde rum).
Men de bedste scener i serien havde ikke ret udtalt relation til Twin Peaks. Sæsonen var nærmere som en slags installationskunst bygget af løsrevne filmklip. Flere mindeværdige indslag lignede ideer fra skrivebordsskuffen, som Lynch endelig havde fået mulighed for at anvende, nu hvor produktionsselskabet havde givet ham frie rammer, og hvad der ligner et relativt stort budget:
Den mærkelige scene i New York med det mystiske spejl, hvor en frygtelig entitet ender med at opstå fra. Store dele af Dougie Jones-fortællingen udspillede sig mere som en sædeskildring af en moderne arbejdsplads og klaustrofobisk forstadsmor/-far/-enebarn-idyl. Den onde Coopers rejse gennem USA var som en dyster, depraveret road movie. Hele sæsonhøjdepunktet, det ottende afsnit med ’gotta light?’-sekvensen, de forkullede Abraham Lincoln-lookalikes og billen, der kravler ind på pigeværelset, var en amerikansk syndefaldsfortælling, der ligeledes havde fungeret stærkt på egen hånd.
Tredje sæson havde mange af den slags Lynchianske lækkerbiskener. Og scenerne med den kræftsyge Log Lady var oprigtigt rørende. Men meget af indholdet, der bød på gamle ansigter fra det oprindelige show, virkede mindre inspireret: Scenerne med Ben Horne, Nadine Hurley, Doc Jacoby, Shelly Johnson og flere andre føltes ofte som pligtstof leveret uden andet belæg end trods alt at give fans enkelte lunser kød.
Et nyt postnummer i Lynch-land
Jeg tror derfor, det er godt, hvis Lynch kapper fortøjningerne helt nu. Lynchs måske bedste film, ’Mulholland Drive’, blev indledningsvist pitchet som Audrey Horne, der tager til Hollywood. Men jeg er overbevist om, at der er kommet en meget bedre film ud af den overhaling af materialet, som faktisk resulterede i den endelige film og Naomi Watts’ uforglemmelige skuespil som Betty/Diane.
De gamle sæsoner af ’Twin Peaks’ og 1992-filmen ’Fire Walk With Me’ er noget af det tv og film, jeg har genset flest gange overhovedet. Jeg har ikke magtet at vende tilbage til tredjesæsonen en eneste gang. Er taknemmelig over, at den eksisterer, og at vi fik lov at bryde vores hjerner i dens blindgyder.
Men nu ser jeg frem til en tur til et helt nyt postnummer i Lynchland. Jeg håber personligt på noget, der lægger sig et sted på Lynch-barometeret, hvor ’Lost Highway’ og ’Mullholland Drive’ også hører hjemme: Hvor en traditionel krimistruktur kun efterhånden spinner ud af kontrol. At disciplinen trods alt er større end i ’Inland Empire’, hvor David Lynch tilsyneladende nyder blot at fare vild i Østeuropa i selskab med Laura Dern og sit digitalkamera.
Alt kan ske. Hvor på Lynch-barometeret, man eksempelvis placerer den ligeledes Netflix-distribuerede kortfilm ’What Did Jack Do’ fra 2017, har jeg endnu ikke regnet ud. Ud fra 2020s vejrudsigter fra David Lynch at dømme kan ’Wisteria’ blive en måske hidtil ukendt form for blålig gevækst. Det er naturligvis hårdt at vide, at stakkels Laura Palmer nok aldrig kommer til at hvile i fred. Men fred havde hun muligvis heller ikke fået, selvom ’Twin Peaks’ fik lov at løbe i lige så mange sæsoner som ’Law and Order’.