’The Silencing’: Nikolaj Coster-Waldau er fordrukken daddy i streamingaktuel amerikansk thriller
Han har jo bare et godt ansigt, Nikolaj Coster-Waldau. Et af den slags, man ikke kan undgå at blive draget af, som en dansk pendant til Liam Neeson.
I den forstand er han perfekt castet i ’The Silencing’ som den fordrukne, tidligere jæger Rayburn Swanson. Efter hans teenagedatter forsvandt sporløst for fem år siden, har han åbnet et dyrereservat i hendes minde. For hun kunne selvfølgelig ikke fordrage, at han hverken drak eller levede af at fange dyr i fælder.
En dag ser han på et af de mange kameraer, han har sat op for at holde udkig efter jægere i skoven, en camouflageklædt person pille et af kameraerne ned. Da Rayburn (herligt navn) tager ud for at undersøge sagen, bliver han skudt med en pil og må flygte. Tilbage i sin hytte kigger han overvågningsbåndet igennem for at finde ud af, hvorfor manden gjorde det, og ser en pige flygte panisk igennem skoven med den morderiske jæger snigende efter hende.
Og nå ja, vi får også etableret, at der er en gut, som render og myrder teenagepiger, og at sheriffen Alice Gustafsons (Annebelle Wallis) bror Brooks (Hero Fiennes Tiffin, der har fået frikvarter fra ’After’-franchisen til at gå og surmule andre steder) er en lidt suspekt type med ar på sjælen.
Yes, det er i den grad onde tider i de amerikanske skove i midten af ingenting, hvor de fleste åbenbart er dumme svin eller misbrugere af den ene eller anden slags hjernedulmende gift.
Umiddelbart virker det som en lidt underlig film for Coster-Waldau at optræde i, når man tænker på den stjernestatus, han har opnået over de seneste ti år med en vis drage- og incest-serie.
Og så alligevel ikke.
For det første var det meningen, at Anders Engström, der blandet andet har instrueret fire afsnit af Tom Hardy-serien ’Taboo’, skulle have været instruktør, men han blev erstattet af den ukendte belgier Robin Pront. Der er ingen tvivl om, at der har været forhåbninger om en god krimithriller, hvor skuespillerens talent for at spille både plaget og handlekraftig med et stænk af charme ville have give perfekte udfoldningsmuligheder.
For det andet har det kendetegnet Coster-Waldaus karriere efter midt-10’erne, at han har prioriteret de mindre film med markante karakterdrevne roller frem for de store Hollywood-produktioner (’Gods of Egypt’, ahem).
Desværre er ’The Silencing’ ikke et mindeværdigt punkt på hans ellers flotte cv.
Danskeren gør det solidt som sørgende daddy, der ikke har fundet ro i sjælen efter datterens uafklarede forsvinden. Det er dog ikke altid lige til at gennemskue, hvornår han skal forestille at være fuld, da tale og bevægelse for det meste er den samme.
Krimidelen om, hvem det der gemmer sig under camouflagen og hygger sig med bue og bil, tager et par underlige afstikkere. Især inklusionen af sideplottet med sheriffen og hendes bror virker til at være mast ind i manuskriptet med vold og magt i sidste øjeblik. Der er alt for meget information og karakterarbejde, som filmen på sine 90 minutter ikke graver dybt nok ned i.
Det er en ferm amerikansk thriller med en sympatisk hovedrolle, der (naturligvis) tager sagerne i egen hånd i stedet for at stole på andre. Men også en film, hvor potentialet sikkert engang har virket stort, men hvor resultatet er endt i den gennemsnitlige ende.
Kort sagt:
’The Silencing’ med en glimrende Nikolaj Coster-Waldau er som en af de amerikanske thrillers, man engang blev hængende ved en stille aften på flow-tv. Fin så længe den varer, men så heller ikke mere.