‘The White Tiger’: Netflix-film om social ulighed drukner i overspil og dårlige replikker
»Der er kun to skæbner. Spis, eller bliv spist«, siger hovedpersonen Balram i Netflix-dramaet ‘The White Tiger’.
Som filmens fortæller røber Balram (Adarsh Gourav) allerede i anslaget, at han har sejret over sin fattige skæbne og er endt som en del af den herskende klasse. Herfra består filmens spænding i at opdage, hvordan det lykkedes ham.
‘The White Tiger’ er instrueret af den amerikanske filmskaber Ramin Bahrani og foregår i vor tids Indien. Balrams rejse begynder, da han en dag forlader sin fattige landsby for at søge arbejde som chauffør for det rige par Ashok (Rajkummar Rao) og Pinky (Priyanka Chopra-Jonas). Til trods for den ene grove ydmygelse efter den anden bliver Balram ved med at arbejde for sine formuende herskere – som enhver god tjener er han underkastet og uselvisk.
Balram forbliver dog ikke en loyal lakaj. En nat begår Ashok og Pinky en ubodelig forbrydelse, og i stedet for at melde sig selv til politiet tørrer de to overklasseløg deres kriminelle handling af på deres tjener. Denne svinestreg bliver for meget Balram, og han beslutter sig for, om nødvendigt med vold, at bryde fri fra den fælde, han er blevet forsøgt fanget i.
Størstedelen af filmen er konsistent i sin kritik af klassesamfundet, men desværre er slutningen uklar på en forvirrende måde. Balram ender som chefen i et firma med 30 private chauffører, og her skulle man tro, at han selv bliver en lige så slem hersker som dem, han har tjent. Han har endda taget det samme navn som sin tidligere herremand, Ashok. Spis eller bliv spist!
Men med ét synes Balrams, eller rettere Ashok den Andens, moralske kompas at ændre sig fundamentalt. I en voiceover forsikrer han os om, at han ikke har »tjenere«, men »medarbejdere«, imens han uddeler retfærdige kontrakter og giver dem rede penge. Vi skal altså forstå, at han ikke er den onde hersker, men den gode chef.
Ja, pludselig vil Ashok den Andens helgenagtige godhed ingen ende tage, hvilket blandt andet kommer til udtryk, når han tager skylden for en af sine undersåtters påkørsel af et barn. Herefter følger et par lignende scener, der har til formål at demonstrere Ashok den Andens endeløse altruisme, og man tænker som tilskuer, at det så må være filmens politiske budskab: Den gode chef er vejen til en bedre verden.
I den sidste scene synes filmens budskab dog endnu engang at blive twistet til en slags fusion af klassekritikken og oden til gode ledere.
Så hvad er pointen? At så længe vi kalder underordnede for »medarbejdere« i stedet for »tjenere«, er alt fint? At kapitalismen, som dog tillader en lav grad af social mobilitet, er bedre end Indiens statiske kastesamfund? Eller sidder vi derimod tilbage med en revolutionær opfordring? Rejs jer, fordømte her på jorden? Slutningen er ubeslutsom.
‘The White Tiger’ er samtidig alt for litterær. Det er da også en filmatisering af den indiskfødte forfatter Aravind Adigas prisvindende roman af samme navn, og i størstedelen af filmen står det tydeligt frem, at den er lavet på en romans præmisser.
Det kommer blandt andet til udtryk i voiceovers og replikker som: »Du ledte efter nøglen i årevis, men døren stod altid åben« eller »Hader vi vores herrer bag en facade af kærlighed, eller elsker vi dem bag en facade af had?«.
I en scene, hvor Balrams ludfattige, afdøde far pludselig viser sig for ham bag bilruden, ruller Balram ned, og i et kort øjeblik eksisterer filmmagien, hvorefter faren eksplicit siger, at Balram har ret til at stjæle fra sine herskere, for de er selv tyve. Gab. Så var den scene ødelagt.
Man må også trækkes med ærgerligt overspil, som når Balram flere gange besvimer på en så karikeret måde, at han mest af alt minder om en blanding af en dilettant og en beruset skuespiller på Det Kongelige Teater.
Læg hertil, at filmsproget er fuldkommen anonymt og kunne være instrueret af en hvilken som helst Hollywood- eller reklameinstruktør: glatte billeder uden tekstur, et overforbrug af neonbelysning i blå og orange samt massiver af baggrundsmusik, der skal sørge for at ensrette publikums følelser.
Man skulle ikke tro, at det var den engang så lovende Bahrani – en af salig Roger Eberts gamle favoritter – der stod bag.
Kort sagt:
Hvis det ikke var for de overfortalte og kunstlede replikker, overspillet og det upersonlige filmsprog, ville kritikken af den svimlende sociale ulighed i Indien være rammende.