‘Time’: God dokumentar om uretfærdig fængsling i USA kunne have været et mesterværk

‘Time’: God dokumentar om uretfærdig fængsling i USA kunne have været et mesterværk
'Time'.
STREAMING TOGETHER

Da dokumentarfilmen ‘Time’ sluttede, sad jeg tilbage med den form for ærgrelse, man føler, når man ville ønske, at man kunne kaste sin uforbeholdne kærlighed på et værk, der både indeholder et vigtigt vidnesbyrd, berettiget politisk protest og øjeblikke af smertelig skønhed. En ærgrelse over at have se en god film, som kunne have været et mesterværk.

Den politiske protest i ‘Time’ er rettet mod et udbredt fænomen i USA: massefængsling. Selvom USA’s befolkning kun udgør lidt over fire procent af klodens samlede befolkning, befinder omkring 20 procent af alle indsatte i verden sig i et fængsel i USA. I ’The Land of the Free’ lever omkring 2,3 millioner mennesker bag tremmer.

En uforholdsmæssig stor andel af de fængslede i USA er sorte eller hispanics. Massefængslingen af fattige, ikke-hvide amerikanere er kort sagt et udtryk for den systemiske racisme, der til stadighed plager USA.

‘Time’ foregår i staten Louisiana, hvor hver fjortende afroamerikanske mand er i fængsel, og tager udgangspunkt i et bankrøveri, som parret Robert og Fox Rich begik i 1997. Parret var i økonomisk krise, da de gjorde det, og der var ikke nogen, som kom til skade under det mislykkede røveri. Mens Fox Rich endte med at blive løsladt efter tre et halvt år, forblev Robert Richs dom dog den samme: han fik svimlende 60 år.

Filmen igennem forsøger Fox Rich at tage sig af sine seks børn, mens hun kæmper for at få Robert Rich ud af fængslet. Fox Rich er en ukuelig matriark og betegner sig selv som abolitionist, som tilhænger af slaveriets afskaffelse, fordi hun anser fængselssystemet som en forlængelse af de hvides slaveliggørelse af afroamerikanere.

‘Time’ er en smuk sort-hvid film, der delvist består af professionelle højkvalitetsoptagelser og af grynede hjemmevideoer, som Fox har filmet igennem 19 år. Selvom de to typer optagelser har forskellige kvaliteter og teksturer, fremstår de ikke som tidsmæssigt adskilte. Alt synes sort-hvidt, når man venter. Livet virker altid lige farveløst?

Filmen foregår over to årtier, men er ikke kronologisk opbygget. Som titlen antyder, arbejdes der bevidst med tiden. I ‘Time’ er tiden struktureret ud fra følelsernes logik: Her er fortid, nutid og fremtid ét.

‘Time’.

Stærkest er filmen i de øjeblikke af smertelig skønhed, hvor Fox Rich både fremstår skrøbelig og bomstærk. I en uforglemmelig scene sidder hun ved et hvidglødende vindue, hvor hun endnu engang ringer til dommerkontoret for at høre, om der er noget nyt i hendes mands sag.

Telefonen bliver taget, men Fox Rich stilles hurtigt videre, og det er i denne ventetid, der reelt varer under et minut, at Fox Richs følelse af sjælelig evighed træder frem. 21 års smerte, længsel, tvivl og håb åbenbarer sig med ét i denne kvindes ansigt: i hendes flakkende øjne, i måden hun synker på. Jeg kom til at tænke på nogle af Ingmar Bergmans udødelige nærbilleder som i ‘Persona’.

Desværre er der mange scener i ‘Time’, som ikke er halvt så stærke. Det skyldes i høj grad, at filmen mangler dynamik. Mange billeder bliver vist igen og igen – det tager både brodden af de enkelte billeder og trækker filmen i langdrag.

Et billede, der forekommer adskillige gange, er et droneskud af det fængsel, som Robert Rich befinder sig i. Men at kunne se verden oppefra er jo netop et privilegium, familien Rich ikke besidder – og det tilbagevendende motiv virker således kontraintuitivt.

Etiopiske Emahoy Guèbrous melankolske og jazzede klaverstykker, som ikke fejler noget i sig selv, bliver desuden brugt for hyppigt, så de spinkle toner taber deres immanente styrke, mens mange af scenerne mister deres direkthed og elegance.

Mod slutningen påklistres billederne rørstrømske strygere, der patetisk forsøger at manipulere folk til tårer. Familiens ansigter, uretfærdighedens fysiognomi og Fox Richs skarpe, syngende måde at tale på er tårefremkaldende nok i sig selv.

Alligevel er ‘Time’ en vellavet film og en vigtig ode til en kvindes ukuelighed og endeløse tro på, at kærlighed er stærkere end uretfærdighed.


Kort sagt:
Til tider er skildringen af en afroamerikansk familie, der revses af et uretfærdigt fængselssystem, fortrinlig, men en blanding af rørstrømsk musik og unødvendige gentagelser ender med at reducere et mesterværk til en god film.

’Time’. Spillefilm. Instruktion: Garrett Bradley. Spilletid: 81 min. Premiere: Kan ses Amazon Prime
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af