’Clarice’: ‘Ondskabens øjne’-serie skuffer fælt
Det er op ad bakke at leve op til Jonathan Demmes isnende og filmisk sofistikerede thriller ‘Ondskabens øjne’, der ryddede bordet ved Oscar-uddelingen i 1992.
Og til Jodie Fosters nuancerede præstation som den unge FBI-agent Clarice Starling, der bliver kastet ud i sit livs udfordring, da hun får til opgave at finde frem til en seriemorder med hjælp fra den indespærrede, manipulerende psykiater og kannibalistiske seriemorder Hannibal Lecter.
Flere film og serier har genoplivet universet, baseret på Thomas Harris’ romaner, hvor NBC-serien ‘Hannibal’ med Mads Mikkelsen nok er den mest vellykkede. Men intet kan tilnærmelsesvis måle sig med originalen, og slet ikke dette nye forsøg på en fortsættelse af Clarices historie, Alex Kurtzman og Jenny Lumets dramaserie ‘Clarice’ fra CBS. Og da handlingen refererer direkte til filmens begivenheder, er sammenligningen uundgåelig.
Serien starter et år efter Clarices dramatiske fangst af seriemorderen Buffalo Bill, hvilket bringer os frem til 1993. Clarice lider forståeligt af PTSD, men vil hverken indrømme det over for sig selv eller den terapeut (Shawn Doyle), FBI tvinger hende til at se. Det forstår man på sin vis godt, da han er lige så nedladende som resten af de mandschauvinister, Clarice arbejder sammen med.
Kollegerne er tydeligt misundelige på den uerfarne agents nye status som FBI-berømthed, selvom den langt fra er selvvalgt. Oven i traumer, flashbacks og mareridt skal Clarice nemlig også håndtere uønsket opmærksomhed fra alle kanter efter den medieombruste sag.
Clarice gemmer sig i researcharbejde i kælderen, indtil hun bliver tilkaldt af Ruth Martin, senatoren, hvis datter Catherine hun reddede i ‘Ondskabens øjne’. Nu er Martin justitsminister og vil have Clarice til at arbejde i en specialenhed for voldelige forbrydelser, efter to kvinder er blevet myrdet på en måde, der tyder på, at der er en seriemorder på spil.
Enhedslederen Paul Krendler (Michael Cudlitz), der også optrådte i originalen, har ikke meget fidus til Clarice og hendes antiautoritære metoder. Hermed får Clarice sin sag for med både at bevise sit værd og opklare forbrydelser og med holde balancen mellem at samarbejde og indordne sig og følge sin egen overbevisning, som naturligvis aldrig slår fejl, fordi hun forudsigeligt er klogere end alle andre.
De tre første afsnit, som denne anmeldelse bygger på, veksler mellem den større seriemordergåde og mindre sager, der skal opklares uge for uge, ligesom i en gammeldags krimiserie à la ‘CSI’. Begge typer sager og opklaringer er afsindigt uinspirerede, uoriginale og rent ud sagt røvkedelige. Måske kan man finde fornøjelse, hvis man godt kan lide at slappe af til middelmådige krimier, men jeg havde forventet mere.
På sin vis er det prisværdigt, at serien fokuserer på Clarice frem for den mere dramatisk eksplosive Hannibal Lecter, og at serien dykker ned i psykiske traumer. Men det er utroværdigt, at Clarices traumer kun omfatter Buffalo Bill og ikke Hannibal Lecter, som serien af rettighedsmæssige grunde end ikke må nævne ved navn.
Indtil videre savner jeg også det kvalificerede intellektuelle modspil, Lecter gav hende i originalen. Det virker for nemt, når seriens mistænkte helt umotiveret begynder at tilstå til hende efter at have nægtet at sige to ord til nogen andre efterforskere.
Og så er seriens Clarice desværre bare ikke særligt spændende. Australske Rebecca Breeds gør en stor indsats, men har ikke Jodie Fosters tvetydighed og indre liv. Hun efterligner i højere grad Fosters præstation, med determineret blik, følelsesløst ansigtsudtryk og dreven West Virginia-dialekt, frem for at gøre karakteren til sin egen.
Heller ikke stilmæssigt gør serien sig bemærket, men er generisk dunkel og ligner til forveksling en netværksserie fra 90’erne.
Kort sagt:
‘Ondskabens øjne’-serie med Clarice Starling i centrum skuffer fælt som en ultragenerisk krimiserie, der hverken kommer under huden på vores traumatiserede heltinde eller kan mønstre en skurk, der når Hannibal Lecter til sokkeholderne.
Anmeldt på baggrundt af tre afsnit.