De vuggende hofter smyger sig om hinanden som kælne katte, da dj’en sender Janet Kays ’Silly Games’ ud af højttalerne. Men det er først, når musikken stopper, at magien opstår.
Vi er på dansegulvet i 1980 under et af de såkaldte blues parties i Londons Notting Hill-kvarter, som de sorte minoritetsgrupper af caribisk afstamning tyede til, når de ikke var velkomne på de officielle dansesteder: Privatfester med risgryde, tonstunge lydsystemer, smooth dj’s og unge mennesker klædt farverigt på til flirt og frihed i en verden, der ellers gør alt for at begrænse deres udfoldelse af begge dele.
Steve McQueen iscenesætter festen sanseligt og vitalt i film nummer to af hans antologi ’Small Axe’, der endelig blev tilgængelig herhjemme på DR i slutningen af januar. ’Lover’s Rock’ er mere eller mindre én lang festscene, fra forberedelserne til ankomsten til de øjeblikke, hvor tøjlerne slippes, på godt og ondt, over de 70 minutter, filmen varer.
I centrum står den 16-årige Martha (Amarah-Jae St. Aubyn), der sniger sig ud af sine forældres hus for at tage til sin første husfest, og hendes flirt med den charmerende Franklyn (Micheal Ward fra ’Top Boy’). Men den virkelige hovedperson er musikken og særligt den undergenre, filmen har taget sin titel efter: Lover’s rock, en romantisk udgave af reggae, som blomstrede op i midten af 70’erne, og hvoraf ’Silly Games’ blev et stort hit i 1979.
Uden for husmurene mødes Franklyn, Martha og alle de andre dansende med den ublu racisme, som McQueen skildrer med indignation og menneskelighed i de fire andre af antologiens film. Det er en racisme, som også viser sit grimme ansigt i små og få glimt i ’Lover’s Rock’, og det er denne kontekst af undertrykkelse og ulighed, der gør McQueens ophold ved minoritetsgruppens rytmiske frirum ekstra smukt.
‘Silly Games’ begynder cirka 29 minutter inde i filmen, og fem minutter senere overtager de dansende sangen. De synger inderligt og uslebent med, også da musikken helt stopper, og deres fællessang dominerer rummet næsten fem minutter mere, mens deres kroppe bevægelser sig i intim langsomhed: »I got no time to play you’re silly games«.
Én af de syngende er en lidt ældre mand (han står bagerst til venstre med sort hat og klappende hænder på øverste billede i denne artikel), der stikker ud fra mængden både med sin modne fremtoning og sin dybe stemme, der håndterer sangens høje toner forbløffende sikkert. Han hedder Dennis Bovell, og det var ham, der skrev og producerede ’Silly Games’ for Janet Kay – og som i øvrigt kaldes lover’s rock-genrens far.
For Bovell var det tårefremkaldende bevægende at opleve de unge mennesker synge med på hans sang, som han oprindeligt havde tænkt som en simpel kærlighedshymne om en kvinde, der er træt af, at hendes flirt med en fyr aldrig udvikler sig til mere.
Men det forunderlige ved scenen er den tvetydighed, der strømmer gennem den. For på den ene side er det et billede af mennesker fortabt i nuet, i et lykkeligt øjeblik hævet over tid og rum. På den anden side er denne stund af euforisk samhørighed også defineret af alt det, deres fællesskab er omkranset af: En meningsløs, systemisk uretfærdighed, der giver silly games en anden betydning, og som drysser et anstrøg af sørgmodighed ud over tonerne. Mørket betones, da sangen fader ud i nærmest forvrængede toner, før scenen umiddelbart efter leder op til en brutal voldtægt.
»Jeg ved ikke helt, hvad der gjorde det, men der var et spirituelt element i det. Jeg kan ikke sætte min finger på det. Det var smukt««, har Steve McQueen sagt i en artikel i Vulture om ’Silly Games’-scenen. Han understregede, at selvom sangen var bestemt allerede i manuskriptet, kan man ikke planlægge på forhånd, at den slags filmmagi opstår. Man kan kun håbe, at det opstår, når man peger kameraet de rigtige steder hen.
I mediet The Conversation har Lisa Palmer, der har forsket i blues party-kulturen, kaldt scenen utroværdig på den måde, at ét nummer aldrig ville køre over 11 minutter, da det for aftenens sound system udelukkende handlede om at »demonstrere den unikke dybde og bredde i deres musikalske bagkatalog«.
»For dem, der måske er nye omkring sound system-scenen, betyder den slags detaljer måske ikke noget overhovedet. Men for dem, der kan huske det, markerer de grænsen mellem glimt af oprigtig indsigt og øjeblikke af fortænkt nostalgi«.
Det er altid en interessant diskussion, om man lader nutidens bagklogskab inficere skildringer af fortiden. Og det kan godt være, fællessangen ikke er historisk sand, men i mine øjne bærer den en poetisk sandhed, som i det her tilfælde er langt vigtigere: Når musikken stopper, og fællesskabet lyser renere op end på noget andet tidspunkt i McQueens antologi, ved man akkurat, hvad de her mennesker føler og længes efter. Dét er magi i lyd og billeder.
Filmhistorien har en rig tradition for fællessang som katalysator for alle de følelser, det ellers kan være svært at sætte ord på, fra ’Can’t Take My Eyes Off You’ på pubben i ’The Deer Hunter’ til ’You’ve Lost That Loving Feeling’ på baren i ’Top Gun’.
’Lover’s Rock’ overgår dem alle. Her kan ikke engang Philip Faber være med.
‘Small Axe’, inklusive ‘Lover’s Rock’ kan ses på DR.