Oscar Giese står bag sjældent hårdkogt dansk serie: »Jeg anede et hul i markedet«

Han fik en flyvende start som skuespiller, da han som 17-årig scorede en af hovedrollerne i gangsterdramaet ’Nordvest’. For en stund syntes filmbranchen åben for Oscar Dyekjær Giese, men samtidig med at han blev fejret til Bodil-uddelingen, blev han mødt af lukkede døre på landets skuespilskoler. I dag har Giese taget skæbnen i egen hånd som manuskriptforfatter, og fra i morgen kan han opleves i hovedrollen i hans helt eget actionbrag ’2 Døgn’: »I virkeligheden tror jeg aldrig, mit opmærksomhedsbehov har passet særlig godt til at være skuespiller«.
Oscar Giese står bag sjældent hårdkogt dansk serie: »Jeg anede et hul i markedet«
Oscar Dyekjær Giese. (Foto: Therese Lærke/Soundvenue)

»Det var en drengedrøm at løbe rundt ude på Vestegnen og skyde med fake guns. Det er den hårdeste rolle, jeg har lavet by far. Også fordi jeg skulle lave så mange stunts selv og trænede bokse- og styrketræning i fire-fem måneder op til, fordi min karakter skulle være denne her eksbokser, som kunne slå fra sig. Det var blå mærker på hele kroppen og ømme lemmer, men det var pissesjovt«. 

Oscar Dyekjær Giese griner bredt, så ansigtet folder på den anden side af bordet en frostklar formiddag i februar. 

Han var kun 18, da han blev nomineret til en Robert for sin debut som skuespiller i rollen som Andy i ’Nordvest’. Senere fulgte en Bodil-nominering for rollen som Silas i ’Fantasten’, og pludselig syntes pigerne, at den ranglede teenager med togskinner på tænderne og den på én gang rå og sårbare attitude var lækker.

Men midt i succesen var Giese hele tiden opmærksom på at blive ved med at dygtiggøre sig inden for det fag, som han var blevet så fascineret af, for et eller andet sted vidste han godt, at han ikke kunne finde ud af det. Giese har altid bestræbt sig på at holde sig i bevægelse. 

»Det, tror jeg, er virkelig vigtigt, for jeg har sgu stadig ikke succes«, konstaterer han.  

»Det er meget uambitiøst at blive magelig i for ung en alder. Jeg synes virkelig, det er en tendens i min generation, at alle prøver at blive til noget i stedet for nogen. Man skal fandeme dygtiggøre sig både inden for skuespil og alt andet, og det var også derfor, jeg søgte ind på Filmskolen, da jeg begyndte at skrive. Det kan godt være, at jeg kan finde ud af at skrive, men hvis jeg vil være god til det, kræver det altså, at jeg fordyber mig i lortet. Min far har altid sagt til mig: ’Oscar, det er ligegyldigt, hvad du laver, du skal bare være en af de tre bedste i Danmark, så skal du nok kunne leve af det’«.  

I dag er Oscar Dyekjær Giese en voksen mand på 25. Der har været stille omkring ham, siden han startede på manuskriptlinjen på Den Danske Filmskole i 2019 og skubbede skuespillet til side. Indtil nu. 22. februar er han aktuel som både manuskriptforfatter og skuespiller i actionserien ’2 døgn’ om de to fætre Otto (Giese) og Christian (Kasper Stensbirk fra ‘Enten/Eller’), der under en uskyldig bytur kommer i clinch med en kriminel bagmand (Dejan Cukic). Det bliver startskuddet til et hæsblæsende døgn, der blandt andet involverer en død kvinde og en taske fuld af stoffer. 

Fra etværelses til villa med havudsigt

Idéen til ‘2 døgn’ er udviklet af Giese og instruktør Nicolai Achton (‘Undskyld, Norge’), som har ladet sig inspirere af sin egen opvækst i Taastrupgård-byggeriet på Vestegnen, hvor serien foregår. Giese har skrevet manuskriptet sammen med Simon Weil. 

»Serien handler om to helt normale gutter, som tager i byen, og så ender de pludselig i lort til halsen. Hele grundprincippet bygger på: It could be me. Jeg tror, vi alle sammen har hørt om de der dummebøder, man kan få, hvis man ridser en Harley Davidson uden for Joe & the Juice, fordi ens parkerede cykel blæser ind i motorcyklen, som vælter, og så skylder man pludselig 200.000 til en ny motorcykel«, begynder Giese, da hans lange lemmer er sunket ned i loungestolen på Soundvenue. 

»Jeg er opvokset på Amager i super middelklasse, men nogle af mine venner boede i en etværelses med en far, der var skredet, og en mor, der drak, mens andre boede i en stor villa med havudsigt. Nicolai Achton er vokset op i Taastrup med nogenlunde samme skel, og jeg tror, vi var meget fascinerede af, hvor kort der nogle gange er fra bunden til toppen af samfundet i Danmark, men hvor forskellige folk alligevel er«. 

Oscar Dyekjær Giese. (Foto: Therese Lærke/Soundvenue)

Hvilke fortællinger har du set i din opvækst, som serien udspringer af? 
»Jeg tror, at meget af inspirationen til Otto-karakteren kommer fra det der med at vokse op underlagt et traume, som du ikke rigtigt gider tage stilling til, for så er du svag. Om det så er en far, som har slået dig, eller som er død.

Jeg har rigtigt mange kammerater, hvis fædre døde af alt fra selvmord til hjertestop. Det er det der med at vokse op uden en faderfigur og skulle være en autoritet i hjemmet fra en alt for tidlig alder og ikke deale med det, for så er man sådan en føle-Kaj, og det er der ikke plads til, fordi man skal fikse alting. Hele den mekanisme har jeg set rigtigt mange gange, og det er ikke kun noget, der findes i den dysfunktionelle lavere klasse. Jeg har set det lige så meget hos mine kammerater i Hellerup, som havde en far, der bare stak dem 5.000 kroner, men aldrig sagde, at han elskede dem«. 

’2 Døgn’ er skudt på kun 34-35 dage. Både skuespillerne og det tekniske hold bestod primært af Gieses og Achtons venner og bekendte, fordi de gik efter kollegaer med ild i øjnene frem for erfaring. Hvis ikke folk var venner i forvejen, blev de det i løbet af den intense indspilningsperiode, hvor sene aftener og weekender ofte måtte inddrages for at få alle scener i kassen. 

»Det er op til folk at vurdere, om det er lykkedes, men jeg synes, vi har prøvet at sætte barren højere, end hvad man normalt gør i ungdomsserier, som bliver lavet for få penge«, siger Giese.  

»De ungdomsserier, som er kommet ud de sidste fem-seks år, har været ekstremt gode, men det har været meget identitetspolitiske coming of age-hverdagsdramaer, som har handlet om det at være ung, og flere af dem med en gruppe piger i hovedrollerne, hvilket har været meget tiltrængt. Men som ung mand tror jeg også, jeg anede et hul i markedet. Jeg kan godt lide at se ‘Breaking Bad’ og ‘Game of Thrones’, hvor der bare er fuld smadder på, så jeg fik den tanke, at jeg måske kunne prøve at bringe min fascination for de genrer ind i ungdomsgenren i Danmark«. 

Prominent hiphop-soundtrack

Giese og Achton har altid begge haft en forkærlighed for hiphop. Derfor var det oplagt en oplagt idé at samle nogle af Danmarks mest hypede rappere på et soundtrack med nye sange lavet specifikt til serien af Jamaika, Tessa, Artigeardit, Icekiid, Carmon, Shooter Gang, Livid, Lamin, Michael Williams, J-Mix, Speedy, 8-Trappy og BeneBoom, udgivet af Def Jam Recordings Danmark. Giese kalder soundtracket for »en Nicolai Achton-genistreg«, fordi han er »ekstremt dygtig« til at samle folk og skabe et koncept og gjorde brug af sine kontakter på Universal. 

Han sagde: ‘Jeg tror kraftedeme, vi laver en ep og bruger artisterne til at promovere serien, samtidig med at vi promoverer artisterne’. Vi skulle i dialog med en masse artister, og alle var super friske på det, men det er jo altid sværere end som så at få dem ind i et studie og få dem til at lave noget, der lige passer til. Jeg kender Jamaika, som har lavet titelmelodien, fra et andet filmprojekt, så han var klar på det, men han er røget i fængsel nu, og hvordan får man lige lov til at bruge hans sang, når han sidder i arresten?

Det var sgu en ordentlig omgang, men det lykkedes, og jeg synes, det er blevet et fantastisk fedt soundtrack, selvfølgelig også især takket være en kæmpe indsats fra Def Jam/Universal. Og så er det jo et miljø, som snakker direkte ind i det, serien handler om«. 

Oscar Giese og Kasper Stensbirk i ‘2 døgn’. (Foto: Camilla Winther.)

Der har været en del polemik omkring, at dansk hiphop, med for eksempel Jamaika, Carmon og Shooter Gang, går for meget hånd i hånd med bandemiljøet, og at både hiphopgenren og medier glorificerer og promoverer den kriminelle underverden. Hvilke tanker har du haft omkring det, hvis nogle skulle mene, at jeres serie og soundtrack promoverer de kriminelle miljøer? 
»Jeg har godt set nogle af de der musikvideoer, og jeg synes også, det er ret voldsomt og uhyggeligt at blive mindet om, at der er automatvåben i Vollsmose. Jeg har altid lyttet til hiphop og dyrket blodige og voldelige genrer, men jeg har aldrig nogensinde selv været en voldelig type, så personligt synes jeg ikke, det har fucked mit liv op. Jeg kan godt se problematikken i, at nogle rappere nærmest bliver reklamesøljer for en bande, men så slukker jeg helt personligt selv for musikken«.  

»I forhold til vores egen serie synes jeg, det er en skræmmekampagne, for de to hovedkarakterer ender i lort til halsen, og de bliver aldrig de samme igen. Jeg synes, det er vigtigt, at vi bliver tvunget til at tage stilling til de der voldsomme ting i vores samfund og til at tænke over, at det ikke er sådan, man selv har lyst til at leve sit liv. Hvis du læner dig mod det kriminelle miljø, tror jeg, du nok skal ende i det, om du så ser en musikvideo med automatvåben eller ej«. 

Roland, Kidd og morgenfest på Sankt Hans Torv

Oscar Dyekjær Giese ligner næsten selv en af gutterne fra ghettoen, som han sidder der krumbøjet og speedsnakker iført en blå dynevest uden på sin sorte sweatshirt, med en glinsende guldkæde om halsen og en smule længere hår på toppen af hovedet end i de plyssede sider.

Men faktisk har Oscar været en del af den kreative klasse siden barnsben med markante skikkelser inden for filmbranchen på begge sider af stamtræet. Moren er producer, faren er klipper og instruktør, broren er skuespiller, søsteren er producerelev, onklen er instruktør, og farmoren er instruktør, producer, dramaturg og journalist.  

Alligevel betegner Giese sig selv og storebroren Gustav Dyekjær Giese som »lidt nogle rødder«, da de tilbage i 2013 fik rollerne som de to småkriminelle brødre Casper og Andy, som rodes ind i en blodig narkokrig i den brutale underverden i Michael Noers ’Nordvest’. Giese-brødrene var ikke selv typerne, der »rendte rundt og lavede knæk«, men de hang ud med nogle, som var lidt hårdere end dem, og derfor har det også altid været rimelig nemt for Giese at portrættere og tilgå de lidt hårdkogte miljøer. Han var kun 17 år og lige startet i 1.g, da optagelserne til ’Nordvest’ gik i gang. 

»Mit liv var simpelthen så kedeligt«, husker han. 

»Jeg havde lige fået bøjle på tænderne, og en barndomskæreste havde lige slået op med mig. Men vi væltede direkte ind i Roland Møller, Dulfi (Al-Jabouri, red.) og Kidd, som jo var danmarksstjerne på det tidspunkt. Jeg tjente 30.000 kroner, hvilket jo er ingenting, men jeg tog ned og købte Asti i Netto til mig og alle drengene, og så holdt vi morgenfest på Sankt Hans Torv. Jeg husker det som en kæmpe mulighed, og at jeg bare nød det. Jeg tænkte hele tiden: Jeg håber, at jeg får lov til at gøre det her bare én gang til«. 

Oscar Dyekjær Giese. (Foto: Therese Lærke/Soundvenue)

Hvad var det ved det, som appellerede til dig? 
»Faktisk har jeg altid været en ekstremt engageret historiefortæller. Min dansklærer sagde allerede i børnehaveklassen til mine forældre: ’Okay, han kan altså skrive historier, ham her’, mens jeg sad og skrev en eller anden gyserhistorie med kæmpe blokbogstaver på et A4-papir. Jeg spillede rollespil sammen med min bror, og vi skabte alle mulige forskellige verdener. Som skuespiller fik man bare en historie i hånden, som man skulle fortælle til hele Danmark.

Da vi var til premiere på ‘Nordvest’ på filmfestivalen i Gøteborg, kom denne her ældre dame tudende hen og krammede mig og sagde ‘tak’. Jeg tænkte bare: Okay! Så det der rollespil, som vi syntes var lidt sjovt som børn, kan vi forstørre op og gøre til det her. 1:1 følelser. Jeg tror, det er det, jeg stræber efter, hver gang jeg laver et eller andet«. 

Efter tiden som feteret skuespilspire færdiggjorde Giese gymnasiet, inden han tog Den transsibiriske jernbane ud i verden og senere videre til et par måneders skuespilundervisning på Lee Strasberg Theatre & Film Institute i New York. Hjemme i Danmark igen brugte Giese mange år på at arbejde som handicaphjælper og cafémedarbejder. Sideløbende medvirkede han i et hav af ulønnede kortfilm for at øve sig i skuespilkunsten og søgte ind på Scenekunstskolerne uden held. Tre forsøg blev det til. Hver gang nåede Giese til den sidste opslidende tredje-prøve i udskillelsesforløbet, og hver gang tænkte han ’nu er det nu’, indtil afvisningen tikkede ind i indbakken. 

»Jeg var Bodil-nomineret, sidste gang jeg var til tredje-prøve, så jeg var til Bodil-uddelingen lørdag aften og skulle op søndag til en eller anden prøve, og jeg kan bare huske, at jeg syntes, det var så absurd, at jeg stod der til Bodil, hvor alle lykønskede mig, og så tog jeg hen til tredje-prøven og følte mig dårlig. Et eller andet sted tror jeg aldrig, at jeg var egnet til teatret. Jeg tror, at en af mine styrker som skuespiller er min forfængelighed og det med, at jeg holder lidt på noget, som ligger inde bagved, men i teater skal det hele ligesom bare ud. Året efter søgte jeg ind på manuskriptlinjen og kom ind, så det var meget fedt«. 

De gamle drenge på toppen

Var der nogen særlige historier, som pressede sig på, siden du besluttede dig for selv at tage blyanten i hånden og søge ind på manuskriptlinjen? 
»Historierne presser sig hele tiden på, men det var helt klart noget med at genvinde noget kontrol. Som skuespiller er man hele tiden underlagt, at andre vælger en, og på teaterskolen er man underlagt, at folk vil lade dig komme ind. Som 23-årig følte jeg lige pludselig, at hele mit liv handlede om at få folk til at acceptere mig, så jeg tænkte: Hvad hvis jeg rent faktisk kunne tage et skridt tilbage og skabe ting selv og simpelthen få noget kontrol over min egen tilværelse?«.  

Hvordan føltes det så endelig at komme ind? 
»Jeg boede med min bror på det tidspunkt, som stod ude i køkkenet, og jeg kan huske, at jeg gik ud til ham og bare kiggede på ham og sagde, at jeg var kommet ind. Jeg kunne slet ikke være glad, fordi jeg tænkte: Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Det var meget rørende faktisk, og det betød ekstremt meget for mig. Jeg havde gået og sagt til mig selv, at jeg ikke havde brug for accept fra andre end mig selv, men faktisk havde jeg rigtig meget brug for, at der var nogen der sagde: ’Du er god nok’«. 

Han klukker stille. 

»Det kan godt være, min far sagde, at jeg skulle være en af de tre bedste, men her var jeg en af de seks bedste, og jeg har elsket det lige siden og fokuseret på det. Jeg har også sagt nej til både castings og roller i skoletiden«. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Så det har mere eller mindre overtaget skuespillet? 
»Jeg tænker, det er lidt ligesom at være angriber som fodboldspiller og blive rykket ned på midtbanen. Det er samme sport, det er bare en anden plads på banen. Lige nu spiller jeg midtbane, men når jeg er færdig med skolen, kan det være, jeg går tilbage til at være angriber. Jeg tror altid, jeg vil spille, for jeg elsker at spille skuespil, men jeg elsker lige så meget at skrive nu«. 

Er der noget tiltalende i at komme om bag kameraet og slippe for opmærksomheden som skuespiller? 
»I virkeligheden tror jeg aldrig, mit opmærksomhedsbehov har passet særlig godt til at være skuespiller og heller ikke min brors. Han har nærmest fået lidt social angst af det. Jeg har ikke noget imod det, men det er ikke det, der driver mig, så derfor er der helt klart noget tiltalende i at kunne fortælle en historie og være stolt af den, uden at det skal være mit fjæs, som står og falder med det. Jeg ville aldrig medvirke i quizprogrammer for at få en rolle. Så vil jeg hellere være handicaphjælper igen«. 

Som både manuskriptforfatter og skuespiller håber Oscar Dyekjær Giese, at der med ’2 Døgn’ vil sidde en masse unge seere og tænke: Her er der fandeme en ungdomsserie, som gør noget nyt, for jeg savner noget med lidt gang i, og at der er nogen, der tør have store armbevægelser.  

»Simpelthen at den taler til nogen, der har det ligesom mig«, siger han. 

»Jeg synes, det er super weird, at den største film i år er med Lars Ranthe, Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen og Magnus Millang, som er fire midaldrende hvide mænd. Man kunne nærmest tænde for tv’et i 2002, og så var det de samme skuespillere. Jeg elsker de skuespillere, men det er ret syret, at vi ikke har rykket os mere i 20 år i forhold til, hvem der er de store stjerner og instruktører. Jeg synes, det er skørt, at der kommer så mange fantastiske nye talenter ud hvert år, og af en eller anden grund er det stadig de samme gamle drenge, som sidder på toppen af pyramiden. Det er på tide, at vi ligesom siger: Hvad med os, der kommer nu?«. 

Er der noget, du stadig drømmer om som skuespiller? 
»Jeg har absolut ingen drøm om at bo i Hollywood, men jeg drømmer om at prøve at få en rolle i udlandet en dag og stå på et kæmpe set«. 

Og måske ende som en af de tre bedste i verden og ikke bare i Danmark? 
»Det kunne være det store mål i fremtiden«. 

Giese holder masken og punkterer så sit hovmod. 

»Men så meget storhedsvanvid har jeg dog ikke«. 

’2 Døgn’ kan ses på Xee fra 22. februar.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af