’Space Sweepers’: Koreansk sci-fi-film på Netflix er en forbandet skøn actionbasker
Som selverklæret cinematisk opdagelsesrejsende er der altid en vis spænding forbundet med en genrefilm fra et område af verden, der mest er kendt for en anden type filmkunst.
Sydkoreanerne har selvfølgelig en stærk filmtradtion. Bong Joon-ho blev alles darling med ’Parasite’ (og hans overall fede personlighed), og Park Chan-wook pumper regelmæssigt mesterværker ud. Og Kim Jae-woon (’I Saw the Devil) og Na Hong-jin (‘The Wailing’) er garant for dystre og fascinerende fortællinger, for slet ikke at tale om salig Kim Ki-duk, hvis film får Lars von Triers til at ligne børnefilm til sammenligning.
Men de store episke rumfilm er Sydkorea ikke kendt for – indtil nu.
Jorden befinder sig i endnu en dystopisk fremtid i en temmelig håbløs position. I 2092 er al planteliv forsvundet og har efterladt planeten ubeboelig, med mindre man befinder sig i monstrøse bygninger eller ude i rummet.
Der har en stor organisation, UTS, bygget kæmpe konstruktioner, som er i kredsløb om den halvgustne blå planet. Har man penge nok, er der ingen begrænsning på de luksuriøse omgivelser, hvorimod arbejderne lever under mere kummerlige kår.
På rumskibet Victory møder vi en broget flok, som hver især leder efter en måde at forbedre deres situation på. Deres metode er at indsamle diverse former for rumskrammel – deraf titlen ’Space Sweepers’.
Superpiloten Tae-ho (Song Joong-ki), den übercool kaptajn Jang (kim Tae-ri), den overtatoverede tidligere gangster og nu mekaniker Tiger Park (Jin Seon-kyu) og den rapkæftede robot Bubs (Yoo Hae-jin) er de skrappeste rum-jockeys i det her hjørne af solsystemet. Men da de finder humanoiden, den lille pige Dorothy, bliver tilværelsen vendt op og ned.
Nyhedsbulletiner fortæller, at en kraftig bombe er indbygget i hende, og hun er dermed til »et dødsensfarligt våben«, som det bliver beskrevet i bedste svulstige EB-overskrift-stil. Både UTS og terrororganisationen Sorte Ræve er ude efter Dorothy (Park Ye-rin), så mandskabet fornemmer, at der måske er en god skilling at tjene på robotten.
Det lyder måske lidt som en blanding af ’Guardians of the Galaxy’ og ’Star Wars’, og det er det i og for sig også. På den gode måde, for ’Space Sweepers’ er nok det sjoveste og fedeste rumopera-bulderbrag, jeg længe har set.
I modsætning til den komplekse og virkelighedstro sci-fi hos standardsætteren i genren for tiden, ’The Expanse’, er der her fuld skrald på de store følelser og action fra start til slut efter knap to timer og et kvarter.
Tonen slås hurtigt an med Kim Tae-seongs score, der byder på mere swagger end Jagger og også vækker associationer til Alan Silvestris sublime og svulstige musikstykker fra ’Avengers’-filmene.
Tae-ho fragtes op fra Jorden til rummet i et monstrum, som mest minder om en nøglering på en snor eller en hightech-version af Det Gyldne Tårn i Tivoli. Det ser virkelig godt ud.
Effekterne i filmen er i det hele taget ypperlige, et faktum, der for alvor bliver slået fast i de mange rumscener, hvor mandskabet på Victory enten duellerer med andre skraldecrews eller er i hæsblæsende rumfights med UTS-soldater. Det er slet og ret bare herligt, når Bubs hopper rundt fra fartøj til fartøj og harpunerer dem alle sammen til ukendelighed.
Det gør det nemmere at tilgive det mildest talt svingende niveau i skuespil og replikleveringer fra (næsten) alle, der ikke snakker koreansk. Som en fin gimmick er det i fremtiden ikke nødvendigt med et sprog, når man har en universel tolkedevice i øret – og ja, der tales også dansk i rummet.
Bedst blandt det internationale cast er Richard Armitage som den 152 år gamle, psykopatiske og usandsynligt onde chef for UTS, James Sullivan. Som en kombination af Darth Sidious og Thanos styrer han sit imperie med hård hånd og forsøger samtidig at skabe et utopisk paradis på Mars, efter Jorden er blevet ramponeret af menneskeheden. Det virker i hvert fald, som om han har hygget med karakteren.
Som i mange koreanske film er der rigeligt med kritik af den pompøse overklasse, der selvfølgelig ikke lægger mærke til de kummerlige forhold, som rakkerpakket lever under. En god omgang miljødiskurs om, hvorvidt det er for sent at redde planeten, bliver også smidt på bordet i ny og næ, og visse argumenter klinger lige så skarp i 2021 som i 2092.
Mest af alt er ’Space Sweepers’ dog bare en forbandet skøn actionbasker, der snildt kan hamle op med de største, Hollywood har at tilbyde. Og så bare for en brøkdel af budgettet.
Kort sagt:
I rummet kan alle forstå hinanden, men det mest udbredte sprog er action og drama, og det leverer Netflix’ seneste bulderværk i den grad.