Femme fatale-action: ‘The Villainess’ (2017)
Taget i betragtning af, hvor populære genrefilm er blandt sydkoreanske instruktører, får vi i Danmark importeret relativt få rendyrkede actionfilm fra landet (mesterværker som ’Oldboy’ og ’I Saw the Devil’ har actionsekvenser, jovist, men de er isoleret fra resten af filmenes intrikate handlingsforløb og virker på det nærmeste som kommercielt appellerende greb).
’The Villainess’ er dog en af de gyldne undtagelser, som bryder reglen. Det er en fandenivoldsk, adrenalinpumpende furie af en actionbasker, med så velkoreograferede kampsekvenser, at instruktør Chad Stahelski mere eller mindre stjal en hel motorcykeljagt fra filmen til sin tredje ’John Wick’-film.
Sook-hee (Kim Ok-bin fra ’Thirst’) kidnappes af et lejemorderbureau, der træner hende til at blive en professionel dræbermaskine. Handlingen er som snydt ud af næsen på den franske klassiker ’La Femme Nikita’, men er langt mere melodramatisk og kompliceret i sin udførsel. Her er flashbacks en masse til Sook-hees tragiske opvækst og døde eksmænd kommer tilbage fra graven.
Det outrerede sæbeopera-drama passer som fod-i-hose til den bombastiske action; Filmen begynder med en 10 minutter-lang sekvens, hvor Sook-he fra et førstepersonsperspektiv dræber et komisk antal lejesvende i en narkobule. Og stuntarbejdet minder om Jackie Chans vanvittige Hong Kong-film som ’Police Story’ når Sook-he hopper fra motorhjelmen af en bil til en bus i fuld fart og fortsætter med at hakke samtlige skurke til plukfisk med en økse.
Kan ses på Filmstriben, Youtube, Blockbuster og iTunes.
Politisk ‘Train to Busan’-prequel: ‘Seoul Station’ (2016)
Før instruktør Yeon Sang-ho gav os alletiders vidunderlige zombiefilm ’Train to Busan’, varmede han op med animationsversionen af sin zombieapokalypse ’Seoul Station’. Trods titlen foregår filmen ikke ombord på et tog, som det er tilfældet i live-action-versionen, og med sine lynhurtige, bestialske zombier og forladte gader og stræder i hjertet af den sydkoreanske hovedstad har ’Seoul Station’ en hel del til fælles med Danny Boyles ’28 dage senere’.
Ligesom i ‘Train to Busan’, er Yeon Sang-ho dog først og fremmest interesseret i de samfundsstrukturelle svigt, som en zombieepidemi medfører, end de levende dødes natur. Da den unge Sue-hyn søger ly i en politistation sammen med en gruppe hjemløse fra den angribende horde, mødes de straks af mistro fra politifolk, som anser zombierne for at være gale hjemløse og junkier.
Senere i filmen blokerer ordensmagten en gruppe mennesker, der er fanget på den forkerte side af zombiehæren, alt imens en generisk meddelelse advarer om, at den paniske gruppe deltager i en ulovlig forsamling. Den beske samfundskritik er uden tvivl møntet på Sydkoreas egne autoritære regering – landets auteurer har en lang og stolt tradition for at latterliggøre politiet – men især i sine sidste minutter bliver den mørke tone næsten parodisk i sin umenneskelige monstrøsitet.
Trods den noget udpenslede satire, så er samfundskritikken imidlertid stadig deprimerende relevant i dag, hvor fascistoide regeringer i lande som Brasilien og USA svigter i deres pandemi-respons og bruger militærmagt mod egne befolkninger.
Kan ses på Youtube.
Tidens bedste zombiefilm: ‘Train to Busan’ (2016)
Knapt så begsort som ’Seoul Station’ er opfølgeren ’Train to Busan’, der folder sig ud som en hæsblæsende og dynamisk zombie-nyklassiker af allerbedste skuffe. Og man mærker tydeligt Yeon Sang-hos animationsaner, når mængderne af zombier på komisk vis falder over hinanden i deres endeløse og glubske jagt efter alt med en puls.
Ligesom Bong Joon-hos ’Snowpiercer’ er ’Train to Busan’ endnu et glimrende eksempel på, at enhver højoktan actionfilm forbedres med et tog i mikset, når den kyniske forretningsmand Seok Woo og hans datters iltre flugt fra kupé til kupé gør dramaet overskueligt og actionscenerne nervepirrende intense.
Filmens es i ærmet er dog hverken flugtscenerne eller det (glimrende) interpersonelle drama mellem togets forskellige passagerer, men skuespilleren Ma Dong-seok, der spiller bamsefaren Sang Hwa. Få ting kan måle sig med at se ham irritabelt klaske zombier væk, som var de fluer.
Dong-seok har efterfølgende udmærket sig i de to thrillere ’The Outlaws’ og ’The Gangster, the Cop, the Devil’ (kan ses på Filmstriben), hvori han bruger sin imponerende fysik til at maltraktere samtlige modstandere. Ingen nulevende skuespiller fortjener en actionfranchise mere end ham.
Kan ses på Blockbuster, iTunes, Filmstriben og Amazon Prime.
Intrikat noir: ’The Yellow Sea’ (2010)
Få instruktører formår at sætte billeder på menneskelig desperation, korruption og elendighed som Na Hong-jin. I sin bizarre eksorcisme-krimi ’The Wailing’ fra 2017, mister beboere i en lille sydkoreansk flække forstanden og går grassat på deres nærmeste, da en mystisk japansk fremmed flytter til. Den er stadig intet sted at finde på de danske streamingtjenester, men Blockbuster giver i det mindste adgang til instruktørens ligeledes anbefalelsesværdige ’The Yellow Sea’.
Titlen henviser til havet, som skiller Korea og Kina, hvor immigranter fra begge lande smugler sig over for at finde arbejde eller mere fordækte leveveje. Koreanske Kim Gu-nam (Jung-woo Ha) holder til i den kinesiske by Yanbian og får dagene til at gå med druk og gambling på den lokale mahjong-bar, mens han bander og svovler over konen, som er smuttet til Sydkorea for at tjene penge – men ikke har ladet høre fra sig i et halvt år. En lokal gangsterboss giver ham chancen for at finde konen og starte på en frisk, hvis han til gengæld myrder en mand i Seoul.
Na Hong-jin bruger god tid på at etablere de forskellige spillere, før han tænder for lunten og lader kaos regere. Pludselig jagtes Gu-nam af det sydkoreanske politi såvel som den lokale mafia, og som en gal køter kæmper han sig konstant ud af håbløse rottefælder.
Selvom instruktørens fortællinger umiddelbart er simple, skal man bruge en manual for at finde rundt i spindet af karakterrelationer og fraktioner, som konstant skifter side. Det kan lyde negativt, men ved aldrig at miste overblikket suger Na Hong-jin én ind i et virvar af korrumperede mellemledere og desperate håndlangere, der gladelig dræber og snyder for at holde fast i deres spinkle magtpositioner.
Kan ses på Blockbuster.
Suveræn moderne monsterfilm: ’The Host’ (2006)
Ligesom landsmanden Park Chan-wook instruerede den amerikanske thriller ’Stoker’, tog instruktør Bong Joon-ho – manden bag Oscar-vinderen ’Parasite’ – et smut forbi Hollywood i 10’erne for at blande sin sydkoreanske sensibilitet for galgenhumor med den amerikanske mainstreamkultur. Det blev til de to film ’Snowpiercer’ og ’Okja’ – begge naturlige forlængelser af hans mest kommercielle sydkoreanske film, ’The Host’. Kaiju-filmen var den mest profitable sydkoreanske film, da den blev udgivet i 2006, hvor den indtjente omkring 65 millioner dollars i hjemlandet alene.
Den narkoleptiske Park Gan-du (altid eminente Song Kang-ho) får sin datter kidnappet, da et muteret fiskemonster angriber Seoul ved Han-floden. Det er især denne åbningssekvens, der giver klamme håndflader og rejste nakkehår. Med ’Jaws’ som nøgleeksemplet plejer reglen for monsterfilm at være, at monstret skal have så lidt skærmtid som muligt. Men Bong Joon-ho smider regelbogen overbords og lader sit skrumlende CGI-monster angribe Seouls paniske befolkning ved højlys dag midt i picnic’en.
Da det amerikanske militær med hjælp fra den sydkoreanske regering afspærrer området på grund af en trussel om, at fisken er et biologisk våben, må den klodsede far og resten af familien trodse både militær og monster for at finde frem til datteren.
Ligesom den originale ’Godzilla’ fra 1954 er fiskemonsteret i ’The Host’ en økopolitisk allegori for menneskets destruktive handlinger mod naturen, navnlig en kritik af USA’s imperialisme og nonchalante udnyttelse af andre nationers miljøer. Amerikanernes våben mod monsteret er således en tung, orangefarvet gas, ikke ulig den notoriske Agent Orange, som det amerikanske militær spredte ud over Ho Chi-Mihn-stien under Vietnam-krigen.
Kan ses på Filmstriben og Blockbuster.