‘Tribes of Europa’: Postapokalyptisk Netflix-serie skæmmes af tankeløse voldsscener
De dystopiske fortællinger har ikke så underligt floreret på streamingtjenesterne siden pandemiens udbrud sidste forår, og den nyeste af slagsen er Netflix’ tyske ’Tribes of Europa’.
I 2029 har en global strømafbrydelse, Black December, efterladt kontinentet splittet: uden den moderne teknologi og uden landegrænser eller samfundsstruktur. Ud af kaosset er i stedet opstået en række stammer, som siden har været i krig med hinanden om at vokse sig til den største.
Nogle år senere følger vi de tre søskende Liv (Henriette Confurius), Elja (David Ali Rashed) og Kiano (Emilio Sakraya) fra den fredelige naturstamme Origines. Da deres lejr angribes af gigantstammen Crows, splittes de tre og må hver især finde en måde at leve videre på – med eller uden håb for en dag at genforenes med deres familie.
Konceptet er i sig selv simpelt og minder om enhver anden dystopi. Det besynderlige er, hvad man har valgt at putte ind i disse rammer.
Manuskriptet har en sær eventyragtig klang. Forestil dig et billigt liveaction-remake af en Disney-klassiker, du har set en milliard gange. Sproget er storladent. De fleste replikker klinger af noget, du har hørt før. Men hvert eneste ord, der kommer over karakterernes læber, virker malplaceret.
Selv stjerneskuespiller Oliver Masucci, der tidligere har leveret fine præstationer (for eksempel som Arthur Kemper i ’When Hitler Stole the Pink Rabbit’ og i en anden tysk Netflix-serie, ’Dark’), halter gevaldigt som den vagabonderende klunser Moses, som skildres med omtrent nu procents indlevelse.
Men hvad ville man også selv gøre, hvis man i fuld seriøsitet blev bedt om at sige replikker a la: »Lad dig blive forbundet med kubussen. Se den i øjet. Lad den scanne dig. Lede dig. Beskytte dig«.
Bedre bliver det ikke, når man lader blikket hvile på kostumerne. Hvorfor er Origines-stammen klædt i middelalderkostumer, der ligner overskudsvarer fra ’Skammerens datter’? Og hvorfor skal alle Crows-stammemedlemmerne have sort øjenskygge omkring øjnene?
Det største problem i serien er dog den tankeløse omgang med voldsscener, herunder voldtægt. En hals skæres over med så forceret baggrundsmusik, at man kommer til at fnyse i stedet for at gispe. Og helt utroværdig er skurken Varvara (Melika Foroutan), der seksuelt misbruger sine unge slavedrenge, mens de ligeledes undertrykte vagter ser på og bliver bedt om at skære halsen over på sig selv, hvis de irriterer deres hersker. Selvom hendes overdrevne ondskab får en mild forklaring i afsnit 5, er det ikke i nærheden af at retfærdiggøre de udgydelser, vi bliver indlagt til.
Ligesom alle de enkelte afsnit slutter også hele sæsonen med en tyk cliffhanger i alle tre parallelle historier. Den prøver hårdt at chokere til det sidste, men alt, man sidder tilbage med, er en flad fornemmelse.
Kort sagt:
Netflix’ postapokalyptiske serie er meget, meget langt fra så spektakulær, som den selv tror, den er.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.