’Invincible’ sæson 1: ’The Walking Dead’-forfatter twister superheltegenren med J.K. Simmons i topform

’Invincible’ sæson 1: ’The Walking Dead’-forfatter twister superheltegenren med J.K. Simmons i topform
'Invincible'. (Foto: PR)
STREAMING TOGETHER

Den klassiske superhelt er forældreløs. Tænk bare på Superman, der ankom alene i sin redningskapsel fra et eksploderende Krypton. Eller Batman, som så sine forældre blive rovmyrdet. Eller Spider-Man, der bor hos sin tante May.

Men hvad nu, hvis deres historier ikke var startet sådan?

Hvad nu, hvis, lad os sige Superman, var vokset op med en superfar?

Dét er high concept-pitchet bag ’Invincible’, der først så lyset helt tilbage i 2002 som en tegneserie skrevet af Robert Kirkman, senere manden bag kæmpesuccesen ’The Walking Dead’.

Serien følger Mark Grayson (Steven Yeun), en undselig og uatletisk teenager, som pludselig udstyres med mægtige superkræfter. En dag sker det bare: Mark er i gang med at slæbe affaldsposer ud i en container, da han uforsætligt kommer til at kyle én af dem ud af jordens atmosfære.

Hændelsen overrasker ham ikke det mindste. Tværtimod er han lettet.

Endelig har han fået de kræfter, hans superheltefar for længe siden har varslet ham om, at han ville få. Nolan Grayson (J.K. Simmons), også kendt som Omni-Man, er et rumvæsen fra planeten Viltrum. Han har overmenneskelige kræfter, og når Mark rammer puberteten, vil han arve dem.

Og så vil Omni-Man og Invincible, som Mark beslutter sig for at hedde, sammen bekæmpe ondskab overalt på kloden.

Eller sådan forestiller Omni-Man Junior sig det i hvert fald. Men det bliver snart tydeligt, at virkeligheden er mere kompliceret og fremtiden mere dyster end som så. Farmand Nolans træningsprogram er ubarmhjertigt, og allerede i slutningen af første afsnit ser vi Omni-Man vende sig mod sine superheltekolleger og likvidere et helt hold af dem i koldt blod.

J.K. Simmons er et oplagt valg som Omni-Mans stemme. Han er ét lyspunkt blandt flere i et velfungerende voice cast, hvor også Sandra Oh (’Killing Eve’) lyser op som mor Grayson. Mildt irriterende er til gengæld komikeren Jason Mantzoukas som Invincibles unge superheltekollega Rex Splode – han er så aggressivt og åbenlyst Jason Mantzoukas, at det er svært at abstrahere fra, hvis man kender hans stemme og persona i forvejen.

’Invincible’ twister en række af de kendte superheltetroper og læner sig bekvemt op ad endnu flere.

Robert Kirkmans særlige talent som idéudvikler og forfatter er at udfordre velkendte genrer lige tilpas nok til, at resultatet føles friskt, men ikke så meget, at fanbasen frastødes. ’The Walking Dead’ er et fint eksempel: Seriens præmis er original: Hvad nu, hvis zombiefilmene ikke sluttede med, at alle døde?

Men Kirkmans svar på det spørgsmål ligger i helt naturlig forlængelse af velkendte zombieklassikere som George A. Romeros ’Dawn of the Dead’.

‘Invincible’. (Foto: PR)

Tilsvarende med ’Invincible’, der leverer driftssikre superheltetroper med lige tilpas meget nytænkning til, at de glider ned igen. Hverken mere eller mindre. Det lurende ødipale opgør mellem Grayson Senior og Junior er en glimrende narrativ motor. De talløse hilsener til eksisterende superhelteuniverser og -fortællinger er knap så interessante.

Mark Grayson lever i en verden af superhelte, og som i for eksempel ’The Boys’ er de alle opfundet til lejligheden.

De fleste er tyndt skitserede og overlagt kalkerede fra andre superhelteuniverser. Her er en kappeklædt gråsort Batman, der bare hedder Darkwing, en lynhurtig rødklædt Flash, som i stedet går under navnet Red Rush, en undervandshersker à la Aquaman, der er en fisk med ben ved navn Aquarus. Og så videre.

På handlingsplanet er der også meget, som føles bekendt.

Mark Graysons teenagetilværelse minder til forveksling om Peter Parkers, ligesom hans første flyveture som Invincible spejler Spider-Mans usikre start som webslinger. Problematiseringen af Omni-Mans gudelignende kræfter går igen fra ’Watchmen’ og ’Dark Knight Returns’ og andre tegneserieklassikere – nu og her vil mange genkende tematikken fra Amazon Primes ’The Boys’, særligt figuren Homelander.

Og så er der alle de klichéer, Kirkman låner fra den bredere populærkultur, eksempelvis den vittige, åbenmundede og homoseksuelle bedsteven.

Visuelt bevarer tv-serien heldigvis tegneseriens mest vellykkede greb: Den idealiserede realisme og de lyse, muntre primærfarver. Det vækker mindelser om fortidens renskurede superheltefortællinger og danner dermed en effektiv kontrast til fortællingens stadigt mørkere undertone. Undertiden skurrer de digitalt malede baggrundes fotorealisme i mødet med mere stiliserede figurtegninger, men det vil næppe irritere andre end nøjeregnende nørder.

Tilsvarende med den liberale brug af body horror og blodsprøjt, tilsyneladende designet til at signalere ’rigtig voksenunderholdning’: Det er unødvendigt og uproduktivt, men let at ignorere.

I sidste ende er ’Invincible’ endnu en superhelteserie, hverken mere eller mindre. Den henvender sig til et lidt ældre publikum end andre animerede superhelteserier, og længere rækker nytænkningen så heller ikke. Men hvis du er interesseret nok til at læse den her sætning, helt i bunden af en alenlang anmeldelse, så synes jeg, du bør se den.

Jeg har svært ved at forestille mig, at du sådan for alvor vil fortryde det.


Kort sagt:
’Invincible’ fra ’Walking Dead’-forfatter Robert Kirkman twister en række af superheltegenrens troper – men ikke så meget, at det gør noget.

Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.

’Invincible’. Animationsserie. Hovedforfattere: Robert Kirkman, Ryan Ottley. Stemmer: Steven Yeun, J.K. Simmons, Sandra Oh, Zazie Beetz, Gillian Jacobs, Jason Mantzoukas. Spilletid: 8 afsnit á 40-45 min. Premiere: Den 26. marts på Amazon Prime.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af