’Moxie’: Hej Søster! Amy Poehlers guide til riot grrrl-musik og kamp mod hverdagssexisme er godt selskab
»Girls to the front!«
Sådan lød parolen fra Bikini Kill-frontkvinden Kathleen Hanna i 1990’erne. Et feministisk urkald, der rent bogstaveligt bød kvindelige koncertgængere frem foran scenen, så de kunne opleve musikken i sikkerhed for de ellers ofte voldsomme (mandlige) moshpits og tilråb, bandet kunne observere fra scenen. Hanna og de øvrige bandmedlemmer i Bikini Kill var instrumentale i 1990’ernes revolutionære riot grrrl musikbevægelse – og sammen med Sleater-Kinney, Hole, Babes in Toyland og L7 var de både min ungdoms rockheltinder og feministiske forbilleder.
Høje benspark, vilde riffs og vrede tekster var – og er stadig – en vindende molotovcocktail lige i fjæset på patriarkatet.
Med riot grrrl-soundtracket som bankende hjerte og engagerende afsæt er Amy Poehlers filmatisering af Jennifer Mathieus roman ’Moxie’ lige dele crash course i bevægelsen og optimistisk-opbyggelig ungdomsfilm, som forskrifterne lidt firkantet byder.
Filmen følger den 16-årige Vivian (Hadley Robinson) og veninden Claudia (Lauren Tsai), der, ikke ulig heltinderne i Olivia Wildes ’Booksmart’, er bogligt dygtige, men også gør deres bedste for at flyve under mobberadaren indtil High School-helvedet er overstået. Da den nye pige Lucy (Alycia Pascual-Pena) træder ind i klassen og tydeligvis ikke gider finde sig i drengenes nedsættende og grænseoverskridende attitude, er Vivians råd at holde hovedet nede.
Ja, Mitchell, der er skolens footballstjerne og hjerteknuser, er en irriterende idiot, bedyrer Vivian. I Lucys øjne er han decideret farlig. »I’m gonna keep my head up high«, siger Lucy og giver for alvor Vivian noget at tænke over.
Som vanligt lander skolens uofficielle liste over alt fra ’bedste røv’, ’mest knep-bare’, ’bedste bryster’ og ’mest pligtopfyldende’ i alle elevers indbakke. Men denne gang – vækket af Lucys modstand – bobler noget over i Vivian. Hvad er det for en omgang hverdagssexistisk lort at skulle finde sig i? Hjemme under moderens seng graver Vivian en kuffert frem. Mor Lisa (Amy Poehler selv i vanlig sympatisk og underspillet stil) har gemt og pakket ungdommens rebelske riot grrrl ned. Heri er hjemmegjorte ’zines, koncertflyers og fotografier. Kort sagt alt, hvad Vivian skal bruge for at starte sin egen revolution.
Girl-style now!
»When I was 16 all I cared about was smashing the patriarchy and burning it all down«, fortæller mor til Vivian. Iført Sleater-Kinney t-shirt, rød- og sortternet flonelsskjorte og bevæbnet med en spand flødeis er Poehlers portræt af en kvinde alle unge feminister-in-spes drøm af mor. Stille og roligt giver hun faklen videre til unge Vivian, der med Bikini Kill i øregangene, klippe-klistre kundskaber og revolutionære paroler stykker et ’zine sammen, printer og distribuerer det i al hemmelighed på skolen. Snart læser alle ’Moxie!’, tegner hjerter og stjerner på hænderne i sympati og mødes på tværs af kliker, skel og interesser.
Nok er det vel legende let og luftigt, som kun ungdomsfilm kan fremstille det, men Vivians foretagsomhed og ægte glæde ved at øjne de første medsammensvorne med udtværede tusch-tegn på hænderne smitter alligevel. Poehlers anden film i instruktørstolen er rart og optimistisk selskab at befinde sig i. Præcis som hendes vinøse venindekomedie ’Wine Country’ (2019), der ligeledes dyrkede kvindefællesskaber og gav plads til forskellighed.
Som ungdomsfilm med udtalt feministisk fortegn er ’Moxie’ ikke nær så revolutionær, queer, undergravende, sjov eller bidende sarkastisk som ’But I’m a Cheerleader’ (1999) eller ’Itty Bitty Titty Committee’ (2007); kultfilm på enhver LGBTQ+-liste og begge i øvrigt instrueret af Jamie Babbit. Som The Linda Lindas flinke og bestemt veludførte take på Bikini Kills kamphymne ’Rebel Girl’, der optræder undervejs, føles filmen som en let udvandet coverversion af den flammende vrede og revolutionsdirrende aktivisme, 1990’ernes riot grrrl-musik infuserede (mine) vener med.
Men omvendt kan du også se på ’Moxie’s opbyggelighed, deciderede diversitetskærlighedsfest, søde sidehistorie med ungdomsromance og fede soundtrack som et øjeåbnende gateway drug i rekrutteringen af nye riot grrrls.
Vi ses foran scenen til fællesskrål:
»Rebel girl, rebel girl. Rebel girl you are the queen of my world!«
Kort sagt:
Amy Poehlers ungdomsfilm skråstreg feministhymne ’Moxie’ er rart og optimistisk filmselskab.