50-års-jubilar: Historien bag det bandlyste mesterværk ’A Clockwork Orange’

I dag betragtes den som et af filmhistoriens største mesterværker, men i mange år blev den haglet ned af kritikerne på grund af dens ublu skildringer af sex og blod, ligesom instruktøren bag selv var med til at forbyde den. Vi fortæller historien om Stanley Kubricks ’A Clockwork Orange’, der i år fylder 50.
50-års-jubilar: Historien bag det bandlyste mesterværk ’A Clockwork Orange’
Malcolm McDowell som Alex i 'A Clockwork Orange'
STREAMING TOGETHER

Hvem ville ikke gerne drikke et glas Moloko Plus med Alex DeLarge? Du ved, den karismatiske gavflab fra Stanley Kubricks kultklassikker ‘A Clockwork Orange’ (1971), der nærer en uudslukkelig tørst for euforiserende mælkeprodukter og de udødelige toner af gode gamle »Ludwig Van«?

Ganske vist har Alex og hans bande af »droogs« for vane at drage på natlige togter, iklædt matchende cricketdragter og bowlerhatte, hvor de uden skrupler tæsker livet ud af hjemløse eller voldtager kvinder i deres eget hjem – udelukkende for morskabens skyld. Alligevel fremstår Alex så umiskendeligt likeable, at man som publikum lader sig overvinde af hans flabede charme.

Måske er det netop det flatterende portræt af en helt igennem samvittighedsløs forbryder, der gjorde ‘A Clockwork Orange’ så kontroversiel i sin samtid. Filmens eksplicitte skildring af grov, perverteret vold vakte dirrende harme på tværs af USA og Storbritannien, hvor frygten for mediegenereret kriminalitet og rodløse teenagere var på sit højeste.

Egentlig havde Kubrick tænkt filmen som en social satire over vestens hykleriske syn på rets- og straffesystemet, men den slags subtile pointer fløj over hovedet på de forargede kritikere, der fordømte instruktøren og forlangte, at filmen blev bandlyst – et krav, der faktisk blev opfyldt, efter en række bizarre kopiforbrydelser fik Kubrick til at trække filmen fra de britiske biografer.

Men hvordan gik det til, at filmen forblev utilgængelig i næsten 30 år? Og er filmens udpenslede fremstilling af »ultra-violence« stadig lige så oprørende set med nutidens øjne?

I år fylder filmen 50, og vi benytter anledningen til at gå tæt på alle kontroverserne omkring Kubricks udskældte mesterværk.

Censorer afsagde dødsdom

I 1971 befandt Hollywood sig i en brydningstid. Igennem 60’erne havde publikumssucceser som ‘The Graduate’, ‘Bonnie and Clyde’ og ‘The Wild Bunch’ sprængt rammerne for, hvor meget sex og vold man kunne vise på det store lærred. Den såkaldte Hays Code, der i flere årtier havde pålagt studierne krav om moralsk anstændighed, havde for længst spillet fallit over for filmbyens stadig mere vovede producenter og blev i 1968 erstattet af det mere liberale rating-system.

Også i Storbritannien, hvor amerikanske Stanley Kubrick var bosat, så myndighederne bekymret på den nye bølge af grænsesøgende mainstream-film, der skyllede over landets biografer. De voldsomme ungdomsoprør, som rystede den vestlige verden i 1968, havde vakt en dyb mistro til den yngre generation, og i samfundets borgerlige kredse frygtede man, at moralsk afvigende popkultur kunne anspore sagesløse teenagere til vold og anarki.

Det er således ingen overraskelse, at ‘A Clockwork Orange’ blev mødt med højlydt forargelse fra de lokale censorer. Indenfor filmens første kvarter har Alex og hans kumpaner gennempryglet en uskyldig vagabond, overfaldet en rivaliserende bande og voldtaget en kvinde foran øjnene af hendes bagbundne ægtemand. Og som om det ikke var nok, dirigerer Kubrick overgrebene med en næsten balletagtig ynde og til lyden af klassiske komponister som Rossini, Purcell, og naturligvis, Beethoven.

Fra venstre: James Marcus, Michael Tarn, Malcolm McDowell og Warren Clarke i ‘A Clockwork Orange’.

Plottet til ‘A Clockwork Orange’ havde Kubrick lånt fra forfatteren Anthony Burgess dystopiske roman af samme navn. En filmatisering havde tidligere været undervejs med britiske Ken Russell i instruktørstolen og Mick Jagger i rollen som Alex, men projektet strandede på idéplan. I stedet overgik rettighederne til Kubrick, der faldt pladask for historien om den hæmningsløse knægt, som arresteres af en fascistoid ordensmagt og undergår et rædselsvækkende adfærdseksperiment, der skal dæmme op for hans usømmelige lyster.

Til filmens hovedrolle gjorde Kubrick et fund i den unge Malcolm McDowell, hvis drengede attitude og kornblå dådyrøjne passede perfekt til skarnsknægten Alex. McDowell, der havde fået sit gennembrud som kostskolerebel i Lindsay Andersons Guldpalme-vinder ‘If…’ et par år forinden, fik selv instruktørens kompromisløshed at føle, da Kubrick tvang ham til at se timelange optagelser fra nazistiske koncentrationslejre som forberedelse til rollen.

I USA modtog ‘A Clockwork Orange’ den hårdest mulige X-rating – en finansiel dødsdom for en produktion af den størrelse. De amerikanske censorer var især oprevet over filmens menage-à-trois-sekvens, hvor Alex dyrker sex med to kvinder i fastforward, hvilket censorerne ikke så som andet end ringe camoufleret porno. Efterfølgende valgte Kubrick at fjerne cirka 30 sekunders materiale fra to af de mest eksplicitte sexscener, og godt et år efter den oprindelige premiere blev filmen genudgivet med en mere lempelig R-rating.

Også store dele af den amerikanske presse revsede Kubricks sociale satire. Den indflydelsesrige kritiker Pauline Kael, som ellers havde rost instruktørens tidlige film, anklagede ham for dobbeltmoral og hævdede, at Kubrick blot svælgede i den feticherede vold, han foregav at kritisere. På samme måde argumenterede den berømte anmelder Roger Ebert i sin sydende kritik af filmen, at Kubrick endda legitimerede Alex’ voldshandlinger ved at gøre ham til et offer for en totalitær statsmagt.

Bandlyste sin egen film

I Storbritannien forblev filmen intakt, men også her var lanceringen omgivet af voldsom kritik. Ikke mindst fra forfatteren Burgess, der mente, at Kubrick forbrød sig mod romanens etiske fundament ved helt at udelade det sidste kapitel, hvor Alex angrer sine gerninger. I bogen lægger Alex volden bag sig, mens han i filmen forbliver en sociopat: En forskel, som angiveligt skyldes, at Kubrick baserede sit manuskript på romanens amerikanske version, hvor kapitlet heller ikke figurerer.

Debatten spidsede yderligere til, da beretninger om såkaldte copycat crimes begyndte at florere i den britiske offentlighed. Under retssagen mod en 14-årig skoleelev, anklaget for mordet på en klassekammerat, hævdede sagføreren, at den unge gerningsmand var blevet inspireret af ‘A Clockwork Orange’. Lignende sager, herunder mordet på en vagabond udført af en 16-årig dreng og en gruppevoldtægt, hvor overgrebsmændene havde imiteret Alex’ fremførsel af ‘Singin’ in the Rain’, øgede presset på Kubrick.

Instruktøren forsvarede sig med, at et kunstværk, hvor oprørende det end måtte være, aldrig kan stimulere mennesker til at handle imod deres egen natur. Det fik dog ikke kritikken til at forstumme, og efter Kubrick og hans hustru begyndte at modtage dødstrusler med posten, valgte instruktøren at imødekomme sine modstandere. I 1973 trak Warner Brothers – på opfordring af Kubrick selv – derfor ‘A Clockwork Orange’ fra britisk biografdistribution.

Malcolm McDowell som Alex i ‘A Clockwork Orange’

Beslutningen var på tidspunktet udramatisk, da filmen for længst havde udtømt sit potentiale ved billetlugerne. Det var først i 1979, da det britiske filminstitut fik afslag på at vise ‘A Clockwork Orange’ som del af et Kubrick-retrospektiv, at offentligheden blev bekendt med tilbagetrækningen. Kubrick insisterede nemlig på, at filmen forblev utilgængelig, og først efter instruktørens død i 1999 kunne filmen igen opleves på de britiske lærreder og tv-skærme.

På trods af – eller måske snarere på grund af – at ‘A Clockwork Orange’ ikke kunne vises lovligt i sit eget hjemland, voksede filmens kultstatus støt i årtierne efter premieren. Adskillige kritikere har siden taget Kubrick til forsvar og hyldet filmen for sin overdådige fotografering, syleskarpe humor og uforbeholdne kritik af magtsyge populister.

Det er skæbnens ironi, at en film, der i flere år primært eksisterede som en offentlig hemmelighed eller et obskurt minde, i dag står tilbage som en af filmhistoriens mest ikoniske værker. Popstjerner som Kylie Minogue, Rihanna og Lady Gaga har benyttet sig af musik og kostumer fra filmen, der også er blevet heftigt parodieret i serier som ‘The Simpsons’ og ‘South Park’.

Også David Bowie er kendt for at citere filmen i sine sange og live-shows, blandt andet på sit sidste studiealbum ‘Blackstar’, hvor dele af teksten til nummeret ‘Girl Loves Me’ er skrevet på »nadsat-slang« – den særegne blanding af russisk og cockney-engelsk, som Alex og hans »droogs« (russisk for »ven«) taler i filmen.

‘A Clockwork Orange’ er for længst blevet en integreret del af den populærkultur, som filmen oprindeligt blev beskyldt for at korrumpere.

Fantaserer i filmiske billeder

Er ‘A Clockwork Orange’ så stadig lige så chokerende i et nutidigt medieperspektiv, hvor grænsen for blodudgydelser i bedste sendetid synes udvisket for bestandig? For nye seere vil filmens voldsomme scener nok forekomme en smule bedagede. Kubrick sparer ofte publikum for de grummeste detaljer, og mange af overgrebene er enten så virtuost tilrettelagte eller svært karikerede, at man straks fornemmer den spøgefulde undertone.

I stedet fremstår flere af filmens mest kontroversielle scener næsten barnagtige i deres bevidst provokerende sidestilling af høj- og lavkultur. Som scenen i soveværelset, hvor Alex tilfredsstiller sig selv til Beethovens niende symfoni, mens Kubrick ivrigt klipper mellem erotisk pop-art, dansende Kristus-statuetter, henrettelser og eksplosioner, herunder klip fra instruktørens egne film.

På denne måde lader Kubrick nærmest til at foregribe den kritik, som ‘A Clockwork Orange’ blev mødt med ved premieren. Når Alex fantaserer om at plyndre, prygle og forulempe sine medmennesker, er hans dagdrømme modeleret efter Hollywood-filmens arketyper: Han forestiller sig selv i skikkelse af en græsk gud, en romersk soldat, en blodtørstig vampyr.

Malcolm McDowell som Alex i ‘A Clockwork Orange’.

Kubricks argument er dog næppe, at filmmediet udgør selve kilden til samfundets voldshandlinger, men at det uvægerligt vil afspejle menneskets dybe, primitive instinkter – en pointe, der krystalliseres i voldtægtsscenen, hvor Alex efterligner Gene Kellys ikoniske dansetrin fra ‘Singin’ in the Rain’ (en sang, som McDowell improviserede under optagelserne!), mens han sparker til sit forsvarsløse offer.

Det, der for alvor gør ‘A Clockwork Orange’ så opsigtsvækkende, er, at filmen langt hen ad vejen lader til at tage Alex’ parti. Det berygtede Ludovico-eksperiment, hvor Alex i spændetrøje og med øjenklammer tvangseksponeres for bombetogter og brændende byer, skildres som langt mere inhumant end den smerte, han forvolder sine ofre – ikke mindst fordi vi oplever torturen fra forbryderens eget perspektiv.

Og selvom Alex på intet tidspunkt lader til at fortryde sine kriminelle handlinger, fremstår han alligevel mere menneskelig end alle andre i det proto-staliniske samfund: Socialrådgiveren er en slesk bureaukrat med pædofile tilbøjeligheder, indenrigsministeren er en kynisk vendekåbe, og selv den revolutionære forfatter, som kommer Alex til undsætning, efter han er blevet mishandlet af politiet, udstilles som en rabiat fanatiker, som forråder sine egne idealer.

Hvorvidt McDowells frivole antihelt skal tolkes som et symbol for menneskets undertrykte drifter, en stikpille til statslig adfærdskontrol eller blot en stædig provokatørs personlige nikkedukke specificeres aldrig, men netop derfor er filmen så seværdig. I den forstand er ‘A Clockwork Orange’ en film helt på niveau med sin hovedkarakter – skamløst uforudselig og djævelsk forførende.

‘A Clockwork Orange’ kan ses på Viaplay og Blockbuster.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af