Ny version af ’Irréversible’ vender op og ned på vores forståelse af den berygtede film

Enfant terrible-instruktøren Gaspar Noé sendte kritikere skrigende ud af Cannes’ biografsale ved premieren på ’Irréversible’ i 2002 – siden er den blevet anerkendt som én af nøglefilmene i den bestialske horror-genre ’New French Extremity’. Den er særligt kendt for at være fortalt bagfra, så hvilken forskel gør det, når Noé nu præsenterer en kronologisk version? Og kan den vederstyggelige voldtægt på ni stive minutter virkelig forsvares i dag?
Ny version af ’Irréversible’ vender op og ned på vores forståelse af den berygtede film
Monica Belucci og Vincent Cassel i 'Irréversible'.

»Hvorfor fanden vil man se sådan noget?«

Sådan lød min sambos reaktion, da jeg fortalte hende om den næste film, jeg skulle skrive om. En film, hvor musede Albert Dupontel banker en mands kranie ind med en brandslukker i kælderen på en dunkel S/M-bøssesexklub. Hvor Frankrigs bad boy Vincent Cassel forulemper og truer en transkønnet prostitueret på livet med en kniv. Og mest notorisk filmen, hvor underskønne Monica Bellucci bliver voldtaget og banket til ukendelighed mod asfalten over ni uhyrlige minutter.

Men det er ikke blot de enkelte voldshandlinger, der gør Gaspar Noés ’Irréversible’ fra 2002 til et særligt sadistisk stykke cinema. Filmen begynder med en hylende alarmlyd, der specifikt er designet til at forstyrre publikums koncentration, mens blodrøde rulletekster kører baglæns over skærmen. Kameraet drejer rundt, op og ned, frem og tilbage, i Paris’ mørklagte gyder og lander i et pisgult, spartansk soveværelse, hvor en fed, gammel mand fortæller en anden mand om, hvordan han kneppede sin datter, og hvor meget han elskede det.

Kameraet spinder igen ud af kontrol og tager en tur igennem den føromtalte sexklub Rectum, hvor de to mænd Marcus (Vincent Cassel) og Pierre (Dupontel) chikanerer de liderlige logerende, indtil den føromtalte scene med brandslukkeren finder sted. Kameraet fortsætter sit evindelige spinderi op i loftet. Men så befinder de to mænd sig pludselig i en stjålen taxa og prøver at finde vej til Rectum.

Hen over tolv scener, der alle hver især er filmet i én lang indstilling, hopper filmen tilbage i tiden til den kvalmeinducerende hatecrime fra den notoriske voldtægtsscene, hvor Alex (Monica Bellucci) bliver antastet og voldtaget af en homoseksuel pimp i et blodrødt motorvejsunderpas.

Monica Belucci og Joe Prestia i ‘Irréversible’.

Som salt i såret går filmen derefter endnu længere tilbage til festen, hvor Alex, hendes eks Pierre og kæresten Marcus kommer op at skændes, og Alex vælger at tage underpasset hjem, fordi det, som én prostitueret beskriver, »er mere sikkert«.

Den usædvanlige struktur var allerede brugt af Christopher Nolan et par år tidligere i ’Memento’, men det er ikke desto mindre filmens umiddelbare it-faktor, som gør det hele værd at udholde. Hvad ville ’Irréversible’ overhovedet være uden den?

Det spørgsmål har publikum mulighed for at gruble over, da det såkaldte ’Straight Cut’ nu bliver vist i Cinemateket sammen med den oprindelige version. I den nye version, som Noé selv står bag, er filmen vendt på hovedet – og dermed fortalt kronologisk.

Der har med andre ord aldrig været en bedre grund til at fundere over, hvorfor fanden man bør se ’Irréversible’.  

New French Extremity

’Irréversible’ landede i et filmlandskab, som dyrkede ekstremerne. På den ene side greb den pudseløjerlige romantiker Amelie det internationale filmpublikum om hjertet med en småborgerlig, herligt sentimental komedie, hvor Paris’ graffiti var digitalt fjernet, og pariserne stadig hang ud på den lokale café.

På den anden side bed provocateur-instruktører som Francois Ozon og Claire Denis det borgerlige selskab i hælene med grænseoverskridende film som ’Sitcom’ og ’Trouble Every Day’ som åndelige arvtagere for Luis Buñel.

Selvom det føles for let altid at pege på 9/11 som grundkilden til ethvert kulturskifte i den vestlige hemisfære i det 21. århundrede, så var både vores umættelige behov for total eskapisme og fascinationen af smerte og ødelæggelse slående efter det voldsomme terrorangreb. I Frankrig gav denne fascination sig til udtryk i en lille subgenre af horrorfilm, der fik fællesbetegnelsen New French Extremity.

Som med tysk ekspressionisme fra 1920’erne var disse ultravoldelige film snarere undtagelsen end reglen i det samlede franske filmbillede. Pascal Laugier, instruktør af genrens hovedværk ’Martyrs’, bemærkede om New French Extremity, at der kun blev lavet måske to gyserfilm i Frankrig om året. Men genrens ødelæggelse af bourgeoisiet gennem menneskets banale barbari er slående i film som ’Inside’, ’Them’ og ’Martyrs’.

Monica Belucci, Vincent Cassel og Albert Dupontel i ‘Irréversible’.

Det civiliserede borgerskabs sensibilitet sættes i den grad også på prøve i ’Irréversible’. Monica Bellucci og Vincent Cassel var ved filmens premiere Frankrigs it-par på højde med Pitt og Jolie eller Taylor og Burton. Skulle man være i tvivl om filmens intentioner, introducerer Marcus sig sågar som Vincent til festen. Noé har åbenlyst valgt de to gudesmukke skuespillere på grund af deres ry og status – i en film, hvor de begge fornedres og gennemtæskes.

»Der er ingen ugerninger, kun gerninger«, fortæller makkeren til den pædofile mand i filmens første minutter. Den nihilistiske sætning er det tætteste, ’Irréversible’ kommer på en tese. Ved at gå længere og længere tilbage i nattens uhyrlige skæbner prøver Noé at finde tilbage til en form for uskyld, fri for menneskets barbarisme og vold – og finder den først, da han peger helt tilbage på galaksens fødsel i en epilepsiinducerende slutning (eller start).

Homofobi og misogyni

Da filmen blev vist på Cannes-festivalen i 2002 var responsen blandt anmelderne næsten parodisk forudsigelig. ’Irréversible’ blev mødt med klapsalver, mens flere hundreder forlod salen i utide.

Filmen bliver ofte skudt i skoene, at den er kvindefjendsk på grund af den modbydelige voldtægtsscene og stangliderlige dialog — og homofobisk, fordi så meget af Marcus’ og Pierres skæbnesvangre ravage-rus går igennem queer-miljøer.

Voldtægten er immervæk hård, næsten umulig at udholde. Men er det ikke pointen? I Hollywood er voldtægt altid blevet underspillet, både foran og bag kameraet. At vise akten i al sin modbydelighed kan forhåbentlig have været et wakeup-call for nogle.

I interviews har Gaspar Noé og Monica Bellucci begge givet udtryk for, at det var hende, som instruerede selve sekvensen, så hun altid var i kontrol og tryg. Her er altså ikke tale om et dumt møgsvin som Bernado Bertolucci, der undlod at fortælle skuespiller Maria Schneider om voldtægtsscenen i ’Last Tango in Paris’, fordi det gjorde scenen mere virkelighedstro

Selve scenen kan dog stadig anses for at være feticherende. Som så mange andre instruktører i genren er Noé åbenlyst mere interesseret i at vække chok end at spidde den misogyne voldtægtskultur eller forstå det kvindelige offer.

Samtidig er billedet af den farlige fremmede, som voldtager vor puritanske kvinder i en skummel tunnel, ikke længere det gængse billede af en voldtægt. De fleste har siden MeToo måttet sande, at størstedelen af voldtægter typisk begås af mænd, der kender ofret.

Monica Belucci og Joe Prestia i ‘Irréversible’

De obskure billeder af Rectums røde pornolys og svedende, muskuløse kroppe, som støder mod hinanden i mørket, er åbenlyst et forsøg på at gøre Marcus’ og Pierres deroute i den parisiske underverden mere faustisk af natur. Men i modsætning til selve voldtægten virker det dovent og konventionelt at spille på borgerskabets chok og gru over de gudsforladte homoer.

Noé blev ellers advaret af én af sine store inspirationskilder, giallo-mesteren Dario Argento, der med film som ’Tenebrae’ og ’Deep Red’ selv har vækket vrede blandt LGBT+-folk. »Du er ikke en del af det miljø, de vil hade dig for det«, skal han have sagt. Gaspar Noés svar? Han filmede sig selv masturbere i Rectum. For hvis han viste, at han selv tændte på det, kunne han jo ikke være homofobisk…

Det er så dumnaiv og fransk en tanke, at den næsten er genial. Men også kun næsten. 

Voldshandlingerne retfærdiggøres

Det stupide, men originale påhit er sigende for alt, hvad Noé rører ved. I hans seneste og hidtil bedste film, ’Climax’, omringer han i introen et CRTV med vhs-bånd af film, der har inspireret ham. Her kan man finde provokerende mesterværker som ’Possession’, ’Taxi Driver’, ’Suspiria’ og ’Zombi 2’. Ligesom de film er de efterfølgende hændelser mere en febervild udgave af exploitation-genren end en dybsindig kommentar til eksistensen.

’Irréversible’ er bygget så let og elegant op, at den uden større problemer kan vendes på hovedet – tænk hvis man gjorde det samme med Nolans komplicerede, dødssyge puslespilsboks ’Memento’!

’Irréversible’ klipper kun én kort scene ud i starten af filmen, men beholder ellers dialogen og de lange, intrikate kameraindstillinger. De pludselige spring i tid og sted mellem de enkelte indstillinger er mere akavede, når filmen er fortalt i rækkefølge, men det er ikke desto mindre lettere at følge med i fortællingen.

Skiftet ændrer radikalt forståelsen og det samlede indtryk af filmen. Ved at slutte med begyndelsen har den originale udgave en tvetydigt god slutning, da Alex nyder tilværelsen i parken, omringet af børn og varme. Mens ’Straight Cut’ præsenterer et langt mere fatalistisk endeligt, hvor Pierre og Alex arresteres for mord, mens en gammel mand fortæller, hvordan han misbrugte sit eget barn. 

Albert Dupontel og Monica Belucci i ‘Irréversible’.

Om end visse kritikere, blandt andet i The Guardian, ved premieren hævdede, at den bagvendte fortælling blot var et prætentiøst stilgreb, er det snarere en spidsfindig dekonstruktion af voldtægtshævngenren. Ved at lade begivenhederne udspille sig baglæns tildeles publikum intet af den katarsis, som den efterfølgende hævnakt i voldtægtshævnfilm som ’I Spit On Your Grave’ og ’En mand ser rødt’ lægger op til. I stedet oplever seeren blot en række hatecrimes ude af kontekst for så at fremstille voldtægten, efter vi allerede har set det modbydelige efterspil.

Som publikum bliver vi dermed nødt til at konfrontere vores egen hævntørst, da hjernen pludselig skal på overarbejde for at retfærdiggøre Marcus’ og Pierres psykotiske voldshandlinger. Og spørgsmålet er, om handlinger som disse – ligegyldig konteksten – nogensinde kan retfærdiggøres.

Ved at begynde med… begyndelsen… former ’Irreversible Straight Cut’ derimod en mere konventionel fortælling, hvor vi kender og sympatiserer med Alex, før vi ser hende blive overfaldet, og hvor de efterfølgende voldshandlinger derigennem bedre kan retfærdiggøres. Noé har selv forklaret, at han ønskede at give folk en mere tilgængelig version af sin gennembrudsfilm. Og det er på sin vis lykkes – om end voldtægtsscenen stadig er lige traumatiserende forfra som bagfra, og de homofobiske elementer stikker ud som en giftig brod.

Samtidig virker det nye cut som en anerkendelse af filmens kvalitet ud over den mest åbenlyse x-faktor. Set forfra er ’Irreversible’ nemlig stadig en gruopvækkende film, hvor grænserne mellem det civiliserede borgerskab og animalsk brutalitet udviskes i et inferno af modbydelige skældsord og væmmelige voldshandlinger. Og for fans af instruktøren er det nye cut dermed et spændende eksperiment i cinematisk form.

’Irréversible’ kan ses i Cinemateket 2. og 14. december. ’Irréversible Straight Cut’ kan ses samme sted 5. og 14. december – og i Øst for Paradis i Aarhus og Cafe biografen i Odense 8. december.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af