‘A Glitch in the Matrix’: Lever vi i en simulation? Nej, nok ikke
CPH:DOX. Den blå pille eller den røde pille. Mere behøver man ikke sige, før de fleste kan genkalde sig den klassiske scene fra ’The Matrix’, hvor Morpheus giver Neo et valg om at forblive i katatonisk uvidenhed eller finde ud af sandheden om verden.
Neo vælger den røde pille, sandheden, og finder ud af, at den verden, han kender, er en simulation skabt af robotter, der holder menneskene fanget og bruger hjerneaktiviteten fra simulationen som batterier. Det er en genial præmis til en science fiction-film, men for nogle mennesker er idéen om en simuleret verden meget mere.
’A Glitch in the Matrix’ handler netop om den såkaldte simulationsteori og de mennesker, der tror på den. Filmens projekt er ikke så meget et forsøg på at overbevise sit publikum om simulationsteoriens eksistens, men nærmere at opfordre til seriøs overvejelse: Kan det på nogen måde tænkes at være muligt?
Men selv med det mål for øje er de argumenter, der opstilles, simpelthen svære at tage seriøst. Selvom et par forskere, der i større eller mindre grad har undersøgt fænomenet, medvirker, er trumfkortene primært baseret på internetfora som Reddit, udtalelser fra Elon Musk og selvfølgelig filmen ’The Matrix’. Det er meget svært at anse som andet end et tankeeksperiment.
I centrum for filmen står fire personer, der hver især lever med overbevisningen om, at vores verden er en simulation. De har to ting til fælles: De er hvide, amerikanske mænd, og deres tro på simulationsteori blev igangsat af ’The Matrix’.
De fortæller om en række oplevelser, de har haft, som de ikke mener ville være mulige i en naturligt skabt verden, og derfor må svaret være simulation. Ingen af historierne er dog for alvor mindblowing og kommer nok heller ikke til at sende skeptikerne på andre tanker.
I stedet lyder de alle som mennesker, der har haft meget svært ved at acceptere, at de i virkeligheden ikke er Den Udvalgte, ligesom Neo, og derfor er de tyet til simulationsteorien for at finde mening. En af dem viser mod slutningen en ellers fraværende selvindsigt, da han nævner, at han måske anser mange andre mennesker som tomme skaller, fordi han har svært ved at interagere med dem. Det er en interessant tankegang, som dog aldrig uddybes.
Med i filmen, og faktisk mere interessant end de andre medvirkende, er en forelæsning af science fiction-forfatteren Philip K. Dick, der har stået bag romanforlægget til klassikere som ’Blade Runner’, ’Total Recall’ og ’Minority Report’.
I forelæsningen, afholdt i 1977, påstår Dick, at en stor del af hans litterære værker stammer fra minder, han har om andre virkeligheder. Han fortæller om, at han det meste af sit liv har været bange for at dele denne information, da han ikke ville latterliggøres. Hvordan denne forelæsning blev modtaget, går filmen desværre ikke i dybden med, og det er op til publikum at gisne, om Dick faktisk var seriøs, eller om forelæsningen skal ses som en forlængelse af hans romanværk.
Bag filmen står Rodney Ascher, der har erfaring med konspirationsteorier fra den underholdende ’Room 237’ om Stanley Kubricks ’The Shining’. Og på trods af at filmen måske mangler noget substans, der virkelig går i dybden med sit emne, er præsentationen dog ekstremt gennemført og medrivende. De medvirkende, der mener, at verden er simuleret, optræder ikke direkte i filmen, men repræsenteres i stedet gennem avatars, der ligner noget fra et computerspil. Når de fortæller deres historier, sker det gennem computerskabte rekonstruktioner med deres avatars.
Rekonstruktionerne er spækket med smukt design og neonlys, der minder om noget fra ’Tron’. Æstetikken flyder gennem hele filmen, som når forskellige lokationer vises gennem Google World, hvor det algoritmeskabte terræn får det til at se ud, som om verden er ved at smelte.
Dette glitchy look er et fremragende påfund til en film om en simuleret verden og gør ’A Glitch in the Matrix’ et besøg værd, alene for at opleve den visuelle side.
Kort sagt:
’A Glitch in the Matrix’ siger absolut intet nyt om simulationsteori, men det hele præsenteres på en så stilsikker måde, at det alligevel er nemt at blive revet med.