‘Banksy Most Wanted’: Banksy for begyndere er en uinspireret omgang
CPH:DOX. Den lyssky streetartist Banksy har vokset sig til en af vor tids mest populære kunstnere med en lang række ikoniske værker bag sig.
Derfor findes der allerede et utal af dokumentarer, der handler om ha, i en eller anden forstand, som ’The Man Who Stole Banksy’, ’Banksy Does New York’ og ikke mindst Banksys egen Oscar-nominerede ’Exit Through the Gift Shop’.
Når der allerede findes et rigt filmisk bagkatalog om Banksy, havde jeg håbet, at den CPH:DOX-aktuelle ‘Banksy Most Wanted’ ville bringe noget nyt til bordet. Men det er desværre ikke tilfældet, for den træder rundt i mange af de samme temaer, som blev præsenteret i de nævnte film, uden at finde sine egne ben at stå på.
’Banksy Most Wanted’ forsøger at være for mange ting på én gang. Den vil både være en introduktion til Banksy og hans kunstneriske virke, en diskussion af, hvordan hans kunst har ændret sig i årenes løb, en sondring over forskellen mellem privat og offentligt tilgængelig kunst, og ikke mindst en detektivhistorie om adskillige forsøg på at finde ud af, hvem der egentlig gemmer sig bag navnet Banksy.
Det er meget at skulle igennem, især når filmens spilletid blot er på 82 minutter, hvilket efterlader et overfladisk og forhastet udtryk.
Filmen præsenteres i et klassisk og uinspireret dokumentarisk filmsprog, hvor en lang række talking heads, primært kunstnere og kunstkritikere, interviewes om Banksy, mens deres talestrøm understøttes af arkivbilleder.
Der er så mange medvirkende, at deres navn fremgår på skærmen, hver gang de optræder. Mange af deres kommentarer flyder undervejs også sammen, da de er fælles om mange af pointerne, og det ville have hjulpet på det noget fragmenterede udtryk, hvis en håndfuld af de medvirkende blev skåret fra.
Man kommer aldrig for alvor i dybden med nogle af de mange temaer, og især er analyserne af Banksys kunst kogt ned til et banalt minimum. Hver gang det begynder at blive interessant, som når de medvirkende begynder at kritisere nogle af Banksys seneste stunts, runder filmen pludselig af, så næste segment kan begynde.
Filmens konstante hoppen mellem historier og temaer får den til at fremstå som mange korte Youtube-videoer, der er smækket sammen til spillefilmlængde. Det kan især mærkes i de sektioner af filmen, hvor tre journalister præsenterer hver deres bud på, hvem der gemmer sig bag Banksys navn.
De præsenteres i rap efter hinanden uden at lade de forskellige ’efterforskere’ kommentere hinandens teorier, og de får derfor ikke lov til at fremstå som andet end ren spekulation.
To af filmens subjekter skiller sig dog ud. Steve Lazarides var Banksys agent i årene 1997 til 2008 og har derfor et unikt blik bag kulisserne. Men der er samtidig så meget, han ikke kan fortælle, for ikke at afsløre noget om Banksys identitet, at det fremstår som halve fortællinger. Men det han har, er stadig engagerende.
Bedst er den flamboyante Robin Barton, der lever op til alle fordomme, man måtte have om pengegriske kunsthandlere. Han har intet imod at fremstå skurkagtig, når han fortæller om, da han fjernede en Banksy-overmalet mur fra en lille britisk landsby, simpelthen for at tjene penge.
En sådan håndgribelig fortælling er langt mere interessant end konspirationsagtige idéer om, hvem Banksy mon er. Derfor er det en skam, at Bartons fortælling, ligesom alt andet i filmen, stopper, før legen er blevet god.
Kort sagt:
Har man slet ikke noget forhold til Banksy, kan der være noget at komme efter i ’Banksy Most Wanted’, men ellers bør man søge mod andre og bedre dokumentarer om kunstneren.