’The Man Who Stole Banksy’: Filmen om verdenskendt Banksy-kontrovers stikker i øst og vest

Jeg har den største respekt for klipperne, der formår at samle en kaotisk mængde optagelser til et harmonisk hele i dokumentarfilm. I arbejdet med ’The Man Who Stole Banksy’ synes klipperen desværre at være kommet på overarbejde. Den røde tråd er svær at identificere, også selvom man har fået Iggy Pops sprøde stemme til at navigere publikum gennem sagerne.

Instruktør Marco Proserpio vil det hele. Han vil gerne fortælle om den lille mand i Betlehem og de sociale konsekvenser, som den tårnhøje grænsemur mellem Palæstina og Israel har haft for byen. Men han vil også udstille den kyniske kunstverden, der er mere interesseret i profit end i et kunstværks humanistiske værdi.

Udgangspunktet er et vægmaleri, som den hypede gadekunstner Banksy på vanligt uautoriseret vis kreerede under et besøg i Betlehem i 2007. Sammen med en række internationale kunstnere ville han rette et kritisk blik mod Israel-Palæstina-konflikten, blandt andet med billedet af en israelsk soldat, der tjekker et æsels identifikationspapirer.

Værket skulle snart skifte ejermand, men faktisk ikke på ulovlig vis, som dokumentarens titel indikerer.

Filmen starter med dens klart mest underholdende indslag. Walid – eller ’The Beast’, som han kalder sig selv – er amatørbodybuilder og taxichauffør i Betlehem. Iklædt solbriller og altid klar med en kæk replik minder han om en pumpet Ali G. Specielt når han giver sit besyv med om Banksys metoder: »He paint like ninja!«.

Walid får en genial idé. Hvorfor ikke skære vægstykket med æsel og soldat ud og sælge det for en formue til en velhavende kunsthandler? Han giver idéen videre til sin chef Maikel Canawati, som tilfældigvis er indehaveren af den væg, Banksy har velsignet/besudlet med sin kunst. Dermed er han også den retmæssige ejer af Banksys værk, der snart bliver solgt til danskeren Peter Hvidberg, som igen sælger det videre for flere hundrede tusinde pund.

Herfra påbegynder ’The Man Who Stole Banksy’ en langstrakt diskussion om, hvorvidt det er forsvarligt at ’stjæle’ og sælge gadekunst for egen profit. Nogle argumenterer for, at de gør gadekunsten en tjeneste ved at bevare den på gallerier til evighed. Andre kritiserer de pengeglade sælgerne for at frarøve kunstværkerne fra det folk, de var tiltænkt.

En interessant problematik, der dog kører i tomgang, som flere og flere medvirkende gentager hinandens pointer. Når vi ender hos en ung kunstsamler i Wien, der disser bestillingsgadekunst, er vi kommet for langt væk fra basen.

Flere gange leder Iggy Pop os dog tilbage til Betlehems gader for at møde lokale politikere, butiksejere, politibetjente, graffitimalere, rigmænd og fattigfolk. Disse små historier, om end sporadiske, bliver hurtigt langt mere vedkommende og interessante end den stagnerende diskussion om handel med gadekunst.

Jeg blev for eksempel overrasket over at høre Betlehems politichef berette om, hvordan betjentene aktivt beskytter Banksys ulovlige gadekunst i byen mod vandalisme på grund af værkernes opbyggelige budskaber. Forinden har to unge rebeller netop fortalt, at det israelske politi ser graffiti som et decideret politisk våben. Gadekunst kan have stor politisk og social betydning.

Det er også tilbage i Betlehem, at filmens eneste Banksy-skeptiker har hjemme. Længe efter vægmaleriet er blevet solgt, kører førnævnte Walid ’The Beast’ stadig rundt i sin taxi, mens han slynger skældsord efter den anonyme verdensstjerne, som han ikke mener yder nogen egentlig hjælp til Palæstinas folk.

Men i stedet for at dykke længere ned i disse lokalt forankrede problematikker og skæbner rejser ’The Man Who Stole Banksy’ til Italien, Østrig, USA og Danmark for at snakke med kunsteksperter og samlere. Filmen stikker bogstaveligt talt i øst og vest.

Læs også: Anmeldelse af ’Mads Holger – til farvel’ – De personlige anekdoter stråler, men lovprisningerne stjæler billedet