Hvis ord som scrub, nerf og AFK ikke ringer en klokke, så skal du ikke løbe skrigende bort. Det er ikke alle, der kender til det slang-korpus, som en generation af gamere efterhånden har fået stablet på benene.
Men det er heller ikke et must for at følge med i Allan Hyde og Anders Morgenthalers nye Viaplay-serie, ’Try Hard’. Serien appellerer nemlig både til de indviede og de rundforvirrede noobs. I ’Try Hard’ møder vi Sebastian (Ari Alexander), som er 23 år og bruger størstedelen af sin tid på at bande, spise, kværne energidrik og bo hos sine forældre.
Da hans forældre en dag får nok, smider de ham ud hjemmefra. Uden bolig, job og uddannelse begynder han at tilbringe endnu mere tid på den lokale internetcafé, og her finder han på rekordtid sin ultimative drøm: Han vil skabe et gamer-hold, som kan konkurrere med om præmierne i millionklassen.
Oprindelig havde Allan Hyde tænkt projektet som en film, men da han blev kontaktet af Anders Morgenthaler, der havde gået og basket med en lignende idé, endte det som en serie med et lidt andet udgangspunkt:
»Anders Morgenthaler og jeg havde hvert vores spor, inden vi begyndte at lave den her serie sammen. Han sagde, at han var i gang med det her projekt, men han manglede en at skrive det sammen med, og i stedet for at vi lavede hvert vores projekt, skulle vi måske prøve at slå pjalterne sammen«, forklarer han over en videoforbindelse:
»Det var egentlig en klassisk far/søn-historie, fordi jeg synes, der var noget virkelig spændende i at vise kløften mellem de her to generationer, hvor de unge er digitalt indfødte, og det gør, at deres forældre ikke forstår sig på det. Så vi (Hyde og Morgenthaler, red.) mødtes, og jeg læste hans oplæg, som var en tv-serie, og så kombinerede vi det i et tidligt stadie, så det blev til en serie om et hold i stedet for én spiller og hans far, men hvor vi stadig fik far/søn-forholdet med«.
Drømmer om en shako
Inspirationen kom helt naturligt til Hyde, da han skulle skrive manuskriptet til serien sammen med Morgenthaler.
»Der var et kæmpe fascinationselement i, at man kunne tage til et event, hvor der sad 40.000 mennesker, der så ’DOTA’ (Defense of the Ancients, red.), eller der sad 20.000 og så ’Counter Strike’«.
»Så vi har egentlig udviklet på det i et par år, og Mikael Wulff var også med inde over, så jeg har som ny forfatter været i et himmerige ved at kunne sidde blandt dem og suge til mig«.
Allan Hyde har selvfølgelig brugt det meste af sin tid på film og manuskripter, foruden sit andet professionelle virke som skuespiller, men alligevel har gaming en særlig plads i hans hjerte.
»’Counter Strike’ er det, jeg er kommet tilbage til. Jeg spillede rigtigt meget computer, da jeg var teenager, og så har jeg lagt det fra mig i rigtigt mange år. Siden har jeg taget det frem igen, og efter jeg har fået børn, har jeg fundet ud af, at det er en super måde lige at se sine venner, efter børnene er blevet puttet«, siger han.
»’Diablo II’ fyldte hele min teenagetid. Jeg har stadigvæk drømme om, at jeg finder en shako. Det brugte jeg virkelig meget tid på«.
Ingen ’The Last of Us’
På samme nostalgiske facon ville valget også falde på en PlayStation, hvis Allan Hyde selv kunne vælge en konsol:
»Jeg har en kæmpe lyst til at anskaffe mig en PlayStation og komme i gang med at spille alle de her fantastiske spil som ’The Last of Us’, hvortil mine venner siger: ’Allan – hvis du interesserer dig bare en lille smule for historiefortælling, så er det her en fantastisk rejse’«.
»Men jeg har en kone, der siger, at jeg ikke må, fordi hun er bange for, at det tager alt min tid, hvis jeg først går i gang«.
Spørger man Hyde, hvad den store tiltrækningskraft for ham er ved gaming, er han ikke i tvivl om, hvad der får børn, unge og midaldrende til at flokkes til store såvel som små events og samles på Discord, hvor en masse unikke gaming-fællesskaber har sit udspring:
»Det er et fællesskab. Når man sidder i lobbyen og venter, så kan det godt være, at den 12-årige og den 40-årige ikke har så meget at snakke om, hvis det lige pludselig begynder at handle om dagligdagsting«, siger han og fortsætter:
»Men når man så sidder og spiller, så handler det ikke om de ting, så er den forskel visket ud. Det kan jeg også mærke (…). Jeg er i en gruppe, hvor vi er tyve, og tre af os har børn, så når to af os siger ’åh nu græder han’, kan man mærke, at de andre zoner helt ud. Men det er jo kun imellem spillene«.
Tilmed har gaming måske vist sin sande styrke i løbet af det seneste år, hvor covid-19 har domineret og lagt låg på de forskellige sociale aktiviteter. Men det kan ikke erstatte det vilde kick, der kommer af en fyldt arena, hvor tusinder af mennesker deler deres passion, mener Allan Hyde.
»Her i coronatiden har det været en fantastisk måde at pleje venskaber på. Til gengæld føler jeg, at den kompetitative del af i hvert fald ’Counter Strike’ ikke er det samme, når man ikke kommer ud og mærker den stemning, der er i arenaen. Både når man er der, eller når man ser det gennem streaming. Det er noget andet«.
’Try Hard’ kan ses på Viaplay fra 16. maj.