’Chaos Walking’: Sikke et spild af gode skuespillere
Det er irriterende at skulle kritisere en af de første film i biograferne efter genåbningen. Og så endda en film, som er helt sin egen, bygget på en original roman med én bærende højkoncepts-idé: støj.
I ’Chaos Walking’ er støj betegnelsen for det fænomen, at man kan høre, hvad alle mænd tænker. Sådan er det på New World, en planet, som jordboere har koloniseret om nogle hundrede år ude i fremtiden. Ingen ved hvorfor, eller hvorfor det kun rammer mænd. Og man kan ikke bare høre mænds tanker. Indre forestillinger materialiserer sig som hologrammer i en digital tåge rundt om mændenes hoveder.
Det må være irriterende at have det sådan. Og lige så irriterende, det lyder til at være, hvis det skete for dig, lige så irriterende er det at overvære i filmen.
Måske har Doug Liman tænkt, at idéen ville fungere særligt godt på film. Det er jo en måde at overvinde den evige udfordring for film, der handler om, hvordan man giver sine karakterer et indre liv. I romaner er det nemt at beskrive karakterers følelser. Man skriver bare, hvad de tænker. Men på film bliver der rynket på næsen af indre monolog, der beskriver, hvad karaktererne tænker. I ’Chaos Walking’ har de opfundet en regel, der lader alle mandlige karakterer have løbende indre monolog.
Tom Holland spiller hovedpersonen Todd Hewitt, som finder en vildfaren pige (Daisy Ridley) i skoven. Det er vildere end som så for den unge mand, for han har aldrig set en pige før. Der findes slet ikke kvinder i Todds lille bondesamfund på den fremmede planet. Den magtfulde Borgmester Prentiss (Mads Mikkelsen) er meget interesseret i pigen, som er styrtet ned i en rumkapsel. Måske er hun nøglen til at finde ud af, hvad der skete med alle kvinderne i Prentisstown.
Filmen har masser af spændende sci-fi-detaljer, men de lovende plottråde bliver forladt igen for at fokusere på den udvandede heltehistorie om folk, vi knap lærer at kende, der jagter hinanden og råber meget.
Sikke et spild af gode skuespillere. Med tre populære ungdomsromaner som forlæg skulle man tro, at der var masser af kød på som minimum hovedpersonen. Der har dog ikke været tid til at give ham eftertanke. Hans tanker, som vi jo kan høre, drejer sig mest om at håbe på, at andre ser ham som en rigtig mand, og hans fascination af rumpigen Viola bunder tilsyneladende kun i, at hun er … en pige.
Som eneste pige i Todd Hewitts liv bliver hun udsat for et intenst male gaze, der måske ville have virket upassende, hvis ikke Tom Holland var så ung og uskyldig.
Hvis man er til sci-fi-ungdomsfilm, kan ’Chaos Walking’ gå an, hvis man virkelig savner genren. Den vil gerne være den nye ’Hunger Games’, men den er ikke engang lige så god som de middelmådige ’Divergent’-film, og ’Chaos Walking’ ligner mere de nonsens-agtige efterfølgere til ’Maze Runner’, hvor der ikke er retning på historien, efter det originale, fascinerende grundkoncept bliver forladt.
Kort sagt:
At kunne høre alle mænds tanker er støjende. Kunne de ikke bare have brugt tankebobler?