’Da Hitler stjal den lyserøde kanin’: Ny Anden Verdenskrig-film er ingen ’Jojo Rabbit’

’Da Hitler stjal den lyserøde kanin’: Ny Anden Verdenskrig-film er ingen ’Jojo Rabbit’
’Da Hitler stjal den lyserøde kanin’. (Foto: PR)

Med en ung piges perspektiv som ramme fortæller den biografaktuelle film ’Da Hitler stjal den lyserøde kanin’ historien om en jødisk families flugt fra Tyskland i optakten til Anden Verdenskrig.

Filmatiseringen af den selvbiografiske bestseller af samme navn, skrevet af den tyskfødte forfatter Judith Kerr i 1971, er en fortælling om landflygtighed og om at finde hjem på ny i det fremmede.

Romanen er baseret på forfatterens erindringer fra en barndom med flugt fra Hitlers Tyskland.

I filmen følger vi niårige Anna, som med familien bor i Berlin i et overdådigt hus med en stor bogreol og et flygel i stuen. Faren (Oliver Masucci) er en berygtet og anerkendt teaterkritiker, og moren (Carla Juri) er pianist og komponist. Anna og hendes bror Max (Marinus Hohmann) vokser op i Tysklands kulturelle og intellektuelle elite med højt til loftet og uanede muligheder.

Med værdierne på plads tager Anna og Max til udklædningsfest som en fattig tiggerpige og retfærdighedskæmperen Zorro, alt imens andre børn tropper op i nazistuniformer.

Anna konkluderer, at »i det mindste er deres en udklædning«.

Hitlers politik har tag i landet, og Anna er bevidst om truslen og lytter opmærksomt med, når telefonen ringer. Det ene øjeblik krøller hun sig sammen på sin far og fortæller, at »hun er bange for emblemet« – det næste hopper hun rundt på sin brors seng med en finger på overlæben og reciterer

Hitlers foragt for jøder. Annas vekslen mellem frygt og fjol skildrer fint, hvordan hendes barnesind forsøger at rumme den uhåndgribelige trussel.

Familiens jødiske ophav og farens kritiske røst har sat familienavnet i søgelyset. Fjendtligheden lurer i krogene, og naboer stikker næsen frem. Familien må derfor forlade deres hjem, deres ejendele og deres hverdag. For Anna viser den nye verdens uretfærdigheder sig, da hun tvinges til at vælge ét tøjdyr til den sparsomt pakkede kuffert.

Anna knuger sig til forventningen om at vende tilbage til hjemmet i Berlin, selvom vi med resten af familien ved, at alt vil forandre sig til uigenkendelighed. Anna fornemmer også den tyngende alvor, da hun vinker farvel til det liv, hun kender. Men Annas barnlighed synes fortænkt, og vi efterlades på tærsklen af Annas perspektiv og må nøjes med at betragte hende ude fra.

Først søger familien flugt i en lille schweizisk bjerglandsby langt fra civilisationens ondskab. Nazismens uhyggelige blik på det jødiske folk stikker dog næsen frem, hvor end familien befinder sig. Blot som Anna er faldet til, må de flytte til Paris, hvor der er større udsigt til arbejde for faren.

’Da Hitler stjal den lyserøde kanin’. (Foto: PR)

I Paris er pengene ved at slippe op, og fattigdommen bliver en kendsgerning. Faren får en skrabet løn, da tidsskrifterne er betænkelige ved at trykke hans berygtede ord, og familien må leve på en sten. Med rumlende maver iklædt småt og slidt tøj vandrer børnene rundt i gaderne og fisker mønter op af en fontæne for at skaffe lys til den mørke lejlighed.

Familien bliver inviteret til kaffe hos en tysk-jødisk teaterinstruktør, som faren tidligere har sablet ned i sine anmeldelser, men farens stolthed overskygger familiens behov for hjælp. Moren trodser og vender hjem med bespiste børn i rent og passende tøj.

Forældrene kæmper med at holde fast i deres virke – faren i krise over manglende arbejde og frarøvede muligheder for at udfolde sig, moren i længsel efter hjemmets flygel og musikken. Filmens skildring af at tabe en del af sig selv, når man tvinges fra sit hjemland, er rørende og aktuel. 

Men fortællingen fortaber sig i de mange perspektiver, og fremfor at komme nærmere Anna forsvinder det barnlige perspektiv i fortællingens forskellige tråde.

Taika Waititis’ ’Jojo Rabbit’ fra 2019 udforsker ligeledes barnets position i krigen. Her får barnets sorthvide blik på den komplekse verden lov at fylde, og fortællingen underlægges drengen Jojos gennemførte og komiske spejderunivers.

I ’Da Hitler stjal den lyserøde kanin’ bliver Annas perspektiv slugt af en større fortælling om nazismens beslaglæggelse af tidens tanker og kultur. At lade det uskyldige og naive være linse for krigens komplekse karakter kan være et virkningsfuldt greb, men i denne filmatisering bliver det blot ét perspektiv ud af mange.


Kort sagt:
’Da Hitler stjal den lyserøde kanin’ vil fortælle barnets historie, men taber barneblikket i flere perspektiver.

’Da Hitler stjal den lyserøde kanin’. Spillefilm. Instruktion: Caroline Link. Medvirkende: Riva Krymalowski, Oliver Masucci, Carla Juri, Marinus Hohmann. Spilletid: 119 min. Premiere: I biografen 12. maj
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af