’Macho’: Ny serie hæver niveauet for dansk tv om køn og minoriteter

’Macho’: Ny serie hæver niveauet for dansk tv om køn og minoriteter
'Macho'. (Foto: Kristoffer Kirketerp Frandsen/Staal Film)
STREAMING TOGETHER

Introen til DR3’s nyeste dokumentarserie virker demonstrativ:

Hovedpersonen Jalal og hans mandegruppe sidder om en midaldrende, guruagtig terapeut, der taler med en dyb stemmes autoritet: »Jalal, du er nødt til at finde ud af, hvilken mand du er«.

De efterfølgende metaforer kunne være lånt fra Robinson Ekspeditionen: »Der er et pattedyr, et bæst, en kriger og en elsker, og det hele er derinde! Men det er undertrykt nedenunder, hvad samfundet og din familie og alle mulige andre forventer, og hvad du tror, du selv skal være«.

Hvis set-up’et mimer et Carl-Mar-kursus, er det nok mest for at understrege det performative i køn. ‘Macho’ er nemlig en følelsesmæssigt intelligent serie, og dens hovedpersoner reflekterede. I centrum er Jalal, 26 år, der er opvokset i en religiøs familie i Gellerupparken. Første, åbenlyse udfordring handler om forskelle mellem de kønsroller, Jalal er flasket op med, og dem, hans etnisk danske kæreste abonnerer på. Jalal filosoferer for eksempel over, om det er fucked up, at han føler sig maskulin, når han overlader madlavning til sin dame?

Samspillet mellem Jalal og Mie er kærligt og komplekst på en måde, vi sjældent ser i dansk tv. Jalal er muslim, men fejrer jul til ære for Mie og vil have et julemandskostume, men Mie sætter foden ned: Det er for kikset!

»Så vil de have, at man skal være integreret, så må man ikke engang få et julemandskostume«, klager Jalal, da Mie sætter kostumet tilbage på hylden. »Danskerne ville være skuffede over dig, og p-rkerne ville være skuffede over mig«.

Der er alvor bag humoren, for Jalal har ret: Det er uendeligt svært at gøre alle tilfredse, når man er minoriseret.

Her klæder det ‘Macho’, at den aldrig parkerer ansvaret på de minoriserede. Den største julekonflikt handler tværtimod om, at Mies familie ser skævt til Jalals baggrund. Jalal troede ellers, at kun indvandrerfamilier havde pakkeløsninger inklusiv svigersøns-planer klar til deres døtre – det får vi jo konstant udbasuneret af politikere. Den myte gør ‘Macho’ op med.

Første afsnits sidste sætning tilfører endnu et lag til ‘Macho’: Jalal er transkønnet. Mandeterapeuten ånder dybt ud. De andre i gruppen spærrer øjnene op. Det er The Great Gender Reveal, vi bevidner – en trope, der har hjemsøgt transhistorier siden ‘The Crying Game’. I ‘Macho’ betyder opbygningen imidlertid, at seerne når at lære Jalal at kende som andet og mere end transperson, før fokus flyttes. Det fungerer.

Fra andet afsnit minder ‘Macho’ lidt om DR3-dokuserien ‘Hunkøn’, hvor transkvinder undersøgte, hvad det vil sige at gøre ‘kvinde’. Vi får samtidig en klassisk trans-udviklingshistorie, der indebærer før, under og efterbilleder og i Jalals tilfælde en flugt til et krisecenter, fordi hans brødre var efter ham.

‘Macho’. (Foto: Mia Johannesen/Staal Film)

Vi får også en klassisk spring-ud-scene efterfulgt af Spørge-Jørgen hos den lokale barber. Det gør lidt ondt på mig, at Jalal stiller op til krydsforhør, for det er en udfordring for mange transpersoner (og queer krøblinger som mig), at vi bombarderes med grænseoverskridende spørgsmål. Den kultur bør ikke legitimeres. Da en barberkunde kalder Jalal for »modig« bevæger vi os videre mod den inspirationsporno, der (mis)bruger minoriserede til at sætte flertalsmenneskers liv i perspektiv.

Lige præcis dér, hvor Jalal befinder sig, er mod imidlertid en forudsætning. Han har for nylig truffet svære valg og blotter sig bogstaveligt talt med en kniv for struben, da han fortæller, hvorfor skægget betyder ekstra meget for ham. Der opstår et fint og ømt machoøjeblik, da barberen prompte forstår og lover: »Jeg skal nok være forsigtig med det«.

Den kompleksitet, som ‘Macho’ fanger i imponerende intime øjeblikke, sender serien i en helt anden liga end ‘Om natten lyver jeg aldrig’. Temaerne er beslægtede, men ‘Macho’ er tydeligvis lavet af og med de mennesker, den vil fortælle os om. Derfor får den nuancer med, så som at Jalal stadig har kontakt til noget af sin familie, og at relationer kan ændres over tid.

Vel kunne jeg have ønsket mig kontekst hist og her. En regibemærkning om, at Danmarks BMI-krav til transmænd, der vil have top surgery, er uden sundhedsfagligt belæg. Lidt info om foreningen SABAAH, som Jalal uden tvivl har fået støtte fra. Jeg kunne også have undværet den lidt for opbyggelige trans-dramaturgi, der lægger vægt på medicinsk transition og personlig attitude.

Så igen – det er Jalals historie, og han skal ikke repræsentere andre end sig selv. Alligevel får hans historie betydning for andre. Her tænker jeg ikke kun på brune LGBTQ-personer og deres pårørende. Jeg tænker også på den hvide kvinde, der på DR3’s Facebook-side har skrevet: »Måske er der nogen i hans fædreland, der synes han er macho. Han ligner en typisk vanekriminel fra ghettoen i mine øjne«. For det er racisterne, der reduceres til en joke, når Jalal påpeger, at han som transmand er eneste indvandrer, der kan tage det som en kompliment at blive set som »stereotyp p-rker fra Brabrand«. Hey, så ser de det køn, han er!

Sidst, men ikke mindst, tænker jeg på transforskrækkede »feminister« a la J. K. Rowling, der tror, at transmænd forsøger at flygte fra undertrykkende kvinderoller. Det er så vigtigt, at Jalal selv sætter punktum for vrøvlet: »Jalal, har du valgt at være transkønnet, fordi det var nemmere for dig?«,spørger den usynlige kameradame. Svaret kommer prompte: »Det spørgsmål kan provokere mig så meget! Hvem vælger dét?! Hvis det var et valg, hvordan skulle jeg så kunne se mig i spejlet? Så ville jeg ikke kunne genkende mit eget spejlbillede!«.

I stedet kan Jalal og de andre, der har været med til at skabe ‘Macho’, roligt se sig selv i spejlet. De har nemlig lavet en portrætserie, der er respektfuld, nuanceret og langt over niveauet for dét, vi normalt ser i dansk tv.


Kort sagt:
Dokumentarserien om Jamals jagt på, hvilken slags mand, han vil være, gør os klogere på køn og kulturforskelle og fordomme om begge dele. Det gør den både med hjerte og eksemplarisk respekt for sine hovedpersoner. 

Anmeldt på baggrund af hele serien.

’Macho’. Dokumentarserie. Hovedforfatter: Ellie Jokar. Medvirkende: Jalal Arabi, Mie Johannesen, Thomas Friis. Spilletid: 4 afsnit á 30 min. Premiere: Kan ses på DR TV
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af