’The Underground Railroad’: Ny serie fra ’Moonlight’-instruktør er det flotteste og hårdeste på tv i år
Barry Jenkins besidder den måske største magt af alle filmskabere i dag. Sammen med sit faste hold af især fotografen James Laxton og komponisten Nicholas Britell evner han som ingen andre at tage en scene og føre den op på et sublimt poetisk niveau af ømhed og håb, af rendyrket romantik, der strømmer igennem dig.
Med fare for at parafrasere en gammel Rihanna-klassiker kan Jenkins finde kærlighed de mest håbløse steder og skabe ikoniske filmøjeblikke med sorte skuespillere, som de i tidligere tider har været frarøvet.
Det har Jenkins gjort med ’Moonlight’ og ’If Beale Street Could Talk’ og forsøger det nu – til dels – i en ambitiøs serieversion af forfatteren Colson Whiteheads Pulitzer-prisvindende og Obama- og Oprah-blåstemplede roman ’The Underground Railroad’ fra 2016. En på alle måder fabelagtig fortælling om den sorte slavepige Coras flugt gennem sydstaterne via en særlig underjordisk jernbane drevet af og for sorte i første halvdel af 1800-tallet.
Jenkins har hidtil ikke holdt sig tilbage fra at tematisere sorte sjæle underlagt hvide magtstrukturer. Med ’The Underground Railroad’ skaber han kraftfulde billeder til et emne, der for alvor har fået lov til at fylde i debatten og i populærkulturen de seneste år: Sortes traume fra slavetiden.
Første afsnit af Barry Jenkins’ serie er noget af det grummeste, jeg mindes at have set. Jenkins har sådan set bare genskabt Whiteheads realistisk detaljerede beskrivelser én for én med det resultat, at den dvælende fremstilling af plantagelivet i Georgia og især den diabolske slaveejer Terrence Randalls (Benjamin Walker) straffemetoder fremstår endnu mere uafrystelig end i ’12 Years a Slave’.
Da Cora (Thuso Mbedu) og hendes blide poetiske medslave Caesar (Aaron Pierre) endelig formår at flygte og med hjælp fra en hvid slaverimodstander rammer titlens jernbane på vej ud i det uvisse til tonerne af Outkasts olympiske psykedelia-drøn ’B.O.B.’, ja, så begynder man at skimte lyset og tænker, at Jenkins har givet forlægget et afrofuturistisk steam-punket twist.
Imidlertid skal inkorporeringen af Outkast, Pharcyde og Kendrick Lamar formentlig blot ses som Jenkins’ måde at tydeliggøre historiens forbindelse til nutidige forhold. Det havde han ikke behøvet, ligesom det heller ikke var nødvendigt at lade Caesar læse ’Odysseen’ og ’Gullivers Rejse’ for at synliggøre fortællingens struktur. For nutidskoblingen og den odysseuske håbløshed ligger allerede i Whiteheads forlæg.
Den underjordiske jernbane – der i sig selv er Whiteheads stærke fantasi over virkelighedens netværk af flugtveje – leder således Cora rundt i syden som en fabel over hvides forskellige og dybt problematiske måder at behandle sorte på gennem USA’s historie. I South Carolina forsøger man at danne de sorte og lade dem gå i tidens klæder, men bagved disse tilsyneladende frihedsidealer gemmer sig ønsket om at holde den sorte mand og kvinde under kontrol som forsøgsdyr. I North Carolina er intentionerne mere ufiltrerede, nærmere Holocaust.
Som en motor for historien optræder slavejægeren Ridgeway (Joel Edgerton), der som en anden Javert fra ’Les Miserábles’ vil gøre alt for at fange Cora og finde den underjordiske jernbane. På sin flugt er Cora kommet til at slå en ung mand ihjel, og så har Ridgeway tilmed en vendetta at indfri fra Coras mor Mabel, som formåede at flygte ud af hans hænder flere år tilbage.
Endnu mere end i Whiteheads roman falder Cora på trods af sydafrikanske Thuso Mbedus følelsesfulde spil ofte i baggrunden for de opsigtsvækkende miljøbeskrivelser, og hendes flugt fra Ridgeway bliver aldrig rigtig medrivende. Tilføjelsen af Ridgeways kvababbelser i forhold til den mere åbensindede far kan selv dygtige Edgerton ikke redde fra halvfærdige slutform. Meget mere interessant er det at blive klog på Ridgeways tro følger, den lille dreng og tidligere slave Homer (Chase Dillon).
’The Underground Railroad’ er en tung, tung sag, som aldrig tromler derudaf. Man skal aldrig klage over, at Barry Jenkins giver sig god tid til, at vi som seere kan mærke de historiske, dybt funderede urimeligheder, og at han gør det med en æstetisk imponerende, men nådesløs gennemborende kraft i billedkompositioner, lyssætning og lyddesign på teknisk højde med inspirationskilderne Paul Thomas Anderson, Claire Denis og Andrej Tarkovskij.
Med seriens lange spilletid in mente medvirker Jenkins’ hang til at bevæge sig i elegiske og magisk-realistiske rum undervejs til at skabe unødvendigt distance.
Alligevel løfter alting sig mod slut, da Cora kommer til Indiana, hvor et sort community lever i deres egen semiisolerede paradistilværelse. Det forløser sig i scener af forblindende smuk filmmagi.
Næste stop for Barry Jenkins hedder ’Løvernes konge 2’, hvor han og holdet nok skal give fuld udblæs for de romantiske stjernestunder, men forhåbentlig også kan få lov til – i allegorisk forstand – at fortsætte sin revision af sortes historie i USA.
Kort sagt:
’Moonlight’-instruktørs serieversion af Colson Whiteheads fortælling over sortes undertrykte historie i USA med et fabelagtigt tilsnit er en filmisk imponerende bedrift – men ikke altid så medrivende, som man ellers gerne vil have den til at være.
Anmeldt ud fra hele serien.