‘Feel Good’ sæson 2: Queer standupkomiker kæmper med misbrug og kærlighed i opfølger til Netflix-perle
Mae Martins Netflix-serie om standup-komikeren af samme navn er tilbage.
Og sæson to fortsætter i næsten direkte forlængelse af sæson 1 med en umiddelbar tilfredsstillelse: Forholdet til George er ikke endegyldigt forbi. Mae er i rehab efter sit tilbagefald og bliver her konfronteret med hidtil fortrængte traumer. Blandt lider Mae stadig under den grooming, de som teenager blev udsat for af den ældre Scott, og det bliver ét af omdrejningspunkterne for sæsonen.
Hvor sæson 1 lykkedes med at fremstille komplekse problemstillinger i Maes liv som queer og misbruger i en fin balancegang mellem humor og alvor, sættes balancegangen desværre over styr i sæson 2. Her introduceres en række nye temaer, uden at den tør give slip på de gamle. Pludselig er der uendeligt mange storylines, vi skal holde styr på, og det hele går så hurtigt, at man dårligt når at forholde sig til nogen af dem.
’Feel Good’ lægger sig genremæssigt i forlængelse af ’Curb Your Enthusiasm’, ’Louie’, ’The Comeback’, ’Better Things’, ’Work in Progress’ og andre fiktionaliserede komikerselvportrætter. Også ’Feel Good’ forsøger at bruge det lettilgængelige format til at skildre mere alvorlige problemstillinger, hvor serien dog i sidste ende frarøver seerne muligheden for at danne sig deres egne indtryk.
Mae Martin er ikke specielt likable. Det er svært at forstå ræsonnementet bag de beslutninger, de træffer, og i modsætning til handlingen i øvrigt går deres menneskelige udvikling ganske langsomt. For langsomt. Ligesom Maes forældre irriteres man over Maes ubeslutsomhed, i højere grad end man morer sig (Maes mor spilles i øvrigt af Lisa Kudrow, som er hylemorsom).
Det fineste ved historien er Maes forhold til dem selv og deres køn. Mae er ikke skabt til at skulle være nogen form for pioner og ønsker dybest set ikke at skille sig ud fra de halvbøvede mænd i komikermiljøet. Her optræder George som et fint modspil, der blidt skubber Mae i retning af selverkendelse, og som har det vid, Mae mangler.
George er det mest velfungerende element i serien, fordi hun er andet og mere end den typiske love interest (men ligner stadig Ærkeenglen Michael, som Mae formulerer det). Charlotte Ritchie spiller hende med en vidunderlig komisk timing, og kemien mellem hende og Mae er gnistrende. George gennemgår en rørende karakterudvikling.
Det er blot ærgerligt, at kærlighedsforholdet mellem hende og Mae efterhånden bliver trættende, fordi det tager tre-fire skridt tilbage, hver gang det rykker ét frem. Efter et par afsnit bliver man ligeglad med, om de fortsætter som et par eller hver for sig, hvis blot forholdet stabiliseres. Den type »hun elsker mig, hun elsker mig ikke«-kærlighed a la Ross og Rachel er skildret mere underholdende.
Man keder sig aldrig under ’Feel Good’. Desværre sidder man tilbage med en følelse af at have kigget på et bugnende menukort med alskens lækkerier uden nogensinde at have fået mulighed for at bestille.
Kort sagt:
’Feel Good’ er et flakkende virvar af humor og vigtige historier, men anden sæson giver ikke nogen af dem plads til at udfolde sig tilstrækkeligt.