KOMMENTAR. I sidste uge meldte Amazon ud, at de sætter tænderne i et af Hollywoods gamle hæderkronede studier: Metro-Goldwyn-Mayer, bedre kendt som MGM.
Amazon smider den nette sum af 51,4 milliarder kroner på bordet, hvilket er rundt regnet dobbelt så meget, som Disney betalte for Lucasfilm i sin tid.
For pengene får de et righoldigt arkiv af titler og franchises, som skal give ekstra ballast til Amazon Prime i den benhårde konkurrence mod Netflix, HBO Max, Disney+ og alle de andre de kommende år.
Trækket giver udmærket mening for Amazon, for hvem 51 milliarder vel svarer nogenlunde til, når vi almindeligt middelklassedødelige skal købe en ny cykel: Det er ikke noget, man gør hver dag, men heller ikke noget, man ligger søvnløs over i ugevis. Virksomheden omsatte i 2020 for 2,3 billioner kroner.
Foruroligende er til gengæld den tendens, handlen er med til at forstærke i streaming- og mere specifikt serielandskabet.
Seriernes opblomstring i starten af 00’erne, der kun er eskaleret og eskaleret over det seneste årti, var funderet på knivskarpe showrunners, der skabte serielle fortællinger af tårnhøj kvalitet. Budgetterne var hæderlige, men vigtigere var friheden hos særligt HBO og AMC til at skære historierne, akkurat som de ønskede – blandt andet med mindre tanke for reklamepauser og cliffhangers, end amerikansk tv havde været vant til inden da.
Det resulterede i klassikere som ’The Wire’, ’Sex and the City’, ‘The Sopranos’, ’Mad Men’ og ‘Breaking Bad’ og senere serier som ’True Detective’, ’Louie’ og ’The Leftovers’. Langt op i 10’erne var det ikke stjernerne eller budgetterne, der skabte opmærksomhed om en serie – det var ren og skær kvalitet, der fik rygterne om storhed til at gå fra mund til mund, så det pludselig føltes, som om serier var det eneste, vi snakkede om over middagsbordet, i frokostpausen eller omklædningsrummet.
Illoyale seere
Den slags serier skabt på en stærk kunstnerisk vision bliver der heldigvis stadig skabt masser af – og en del af dem kommer også fra de nye streaminggiganter, fra ’BoJack Horseman’ på Netflix til ’Fleabag’ på Amazon Prime.
Men samtidig er der en anden strømning i gærde: Streamingtjenesterne er ved at vælte over hinanden for at skabe serier baseret på eksisterende franchises og i så stort format, at de skærer gennem den overophedede udbuds tåge, og abonnenterne lægger mærke til dem.
I virkeligheden var det HBO’s ’Game of Thrones’, der viste vejen for, at man kan lave storladen genreunderholdning på tv med potentiale til at blive brands i ’Star Wars’- eller ’Ringenes herre’-klassen. Det var ikke givet på forhånd, at serieudgaverne af George R.R. Martins romaner ville blive et fænomen, men efterhånden som succesen indfandt sig, voksede budgetterne fra sæson til sæson, mens alle serieaktører begyndte at bryde de små grå over, hvordan de kunne gøre dem kunsten efter.
Siden brød streamingkrigen for alvor ud i lys lue. Og den er en dyr fornøjelse for de virksomheder, der først har kastet sig ind i kampen, for har man sagt A, må man også sige B: Skal du trække seerne til, skal du have et godt og bredt katalog af serier og film, du selv har rettighederne til, og du skal blive ved med at pumpe nyt spændende indhold ud gennem streamingbanerne.
Samtidig har det, man kalder churn, aldrig været større: Abonnenterne skrider for et godt ord, hvis der er noget mere spændende på den konkurrerende tjeneste, for man kan jo altid vende tilbage, når watercooler-strømmen vender. Den tendens vil nok kun tage til: Det kan godt være, mange har Netflix per default, men loyaliteten vil i sidste ende nok ligge på et meget lille sted, når man føler, at de månedlige abonnementsudgifter er stukket for meget af, og man må vælge et par tjenester ad gangen.
Streamingtjenesterne skal hele tiden have indhold, der lokker til og holder fast. Og derfor er der gået ’større, dyrere, bedre’ i den.
Prequels, sequels, spinoff
HBO er i fuld gang med at lave spinoff-serier af ’Game of Thrones’, deres suverænt stærkeste franchise, og senest var den omtalte genforening af ’Friends’ er stort tilløbsstykke til HBO Max.
Disney+, der har haft stor succes med ’The Mandalorian’, ’WandaVision’ og ’Falcon and the Winter Soldier’, har så mange Marvel- og Star Wars-serier på vej, at man bliver forpustet. Paramount+’s kommende originalkatalog involverer et utal af aftapninger på mere eller mindre kendte film, fra ’The Italian Job’ til ’Love Story’.
Netflix høster markedet for fantasyromanserier med ’The Witcher’ og ’Shadow & Bone’ som de seneste bud. Amazon har betalt over en milliard kroner for rettighederne til at lave et spin på ’Ringenes herre’. Og det er altså uden de penge, det koster at producere serien!
Nu har de altså så også købt MGM, der ejer distributionsrettighederne til James Bond. Amazon håber utvivlsomt, at de kan udvide 007-franchisen, så den eksempelvis også kan blive til en serie, hvis de kan få producerne Barbara Brocolli og Michael Wilson, der stadig sidder på produktionsrettighederne, med på den rette idé. Også MGM-titler som ’The Handmaid’s Tale’, ’Fargo’, ’Rocky’, ’The Pink Panther’ og ‘Tomb Raider’ kan nu komme i spil til kommende spinoffs.
På mange måder er det en gentagelse af den bølge, vi har set i Hollywood de seneste år, der nu skyller ind over serielandskabet. Her dominerer de store franchises, der sælger billetter i biografen, mens det er blevet noget nær umuligt at få finansieret den slags mellembudgetsfilm af høj kvalitet, der tidligere fyldt godt ud på filmscenen. I dag skal det enten være kæmpestort eller godt og billigt.
Disse mellembudgetsfilm er sjovt nok i høj grad gået til eksempelvis Netflix og Amazon i stedet, men nu synes streamingtjenesterne altså også at have gjort sig den erkendelse, at man skal levere serieblockbusters på den lille skærm, hvis man skal have en chance mod kombattanterne.
Og pludselig er den uendelige strøm af prequels, sequels, spinoffs og dyrtkøbte CGI-effekter, som har domineret biograferne de seneste år, også en realitet i serielandskabet.
Risikoen er selvfølgelig en kreativ tørke i jagten på det næste store franchisehit, hvor Disney foreløbigt går forrest: Stort set alle deres serier baserer sig på eksisterende materiale.
En anden faldgrube er, at der bliver mindre og mindre plads til de serier, der definerede serieopblomstringen til at begynde med. For der skal stadig nok være plads til de kunstnerisk ambitiøse serier på små budgetter a la ’Atlanta’, ’Dave’ og ’Master of None’, men hvad med de højambitiøse mellembudgetserier a la ’Six Feet Under’, ’Chernobyl’, ’Halt and Catch Fire’ og ’The Americans’? Vil der blive plads til dem i fremtiden, mens streamingtjenesterne overbyder hinande i en uendelighed?
History repeating, og nu er det Hollywoods filmhistorie, der gentager sig i tv-land og truer med at udhule det, der var fedt ved serieguldalderen til at begynde med.