I 1991 vakte den kontroversielle instruktør Oliver Stones film ’JFK’ med Kevin Costner voldsom debat. Den bragte en større konspiration bag en af de mest skelsættende begivenheder i USA’s historie, nemlig mordet på præsident John F. Kennedy under en parade i Dallas Texas 22. november 1963, ind på populærkulturens store scene.
Filmen fornyede debatten om, hvorvidt efterretningstjenesternes hemmeligholdte dokumenter fortjente at se dagens lys, men blev overordnet også affejet som det rene konspiratoriske vås.
Nu, et par årtier senere, er mange af disse dokumenter faktisk frigivet – og konspirationsteorierne er nu forvandlet til »konspirationsfacts«, som Oliver Stone selv siger i sin nye dokumentar ’JFK: Through the Looking Glass’, der mandag fik verdenspremiere i Cannes.
I sin introduktion inden visningen betonede Stone, hvor altafgørende det stadig er at efterforske mordet på den populære og nytænkende præsident, da den nationaltraumatiske begivenhed har ændret USA’s historie fundamentalt, helt op til i dag, hvor den mistro til systemerne, der førte til Donald Trumps valgsejr, kan spores tilbage til mordet og dets efterspil.
En enkelt kugle?
CIA og FBI pegede hurtigt på Lee Harvey Oswald som den lone wolf, der egenhændigt snigmyrdede præsidenten fra sjette etage af en bygning på bilkaravanens rute. Oswald nærede ifølge den officielle forklaring kommunistiske sympatier og blev selv dræbt af Jack Ruby to dage efter mordet på JFK, inden han kunne komme for en retssag.
’JFK: Through the Looking Glass’ argumenterer for, hvorfor Lee Harvey Oswald umuligt kunne have begået mordet – og da slet ikke alene.
For det første affejer filmen den single bullit theory, der var central for myndighedernes forklaring: At en enkelt kugle skulle kunne have gået igennem præsidentens ryg og ud af hans hals og derpå have gået igennem Texas’ guvernør John Connally, der sad foran ham i limousinen, og ud igen af dennes ben.
Alt peger, ifølge filmens mange ekspertkilder og de tidligere hemmeligholdte noter og dokumenter, på, at John F. Kennedy blev ramt af flere kugler, forfra og bagfra, hvilket i sig selv indikerer, at der var flere skytter.
Ud fra vidneforklaringer forklarer filmen desuden, at Lee Harvey Oswald ikke kunne have flygtet ned af bagtrappen på den bygning, hvor han efter sigende skulle have affyret skuddene fra, i sekunderne efter attentatet.
Og mange indicier peger i retning af, at CIA og Secret Service skaltede og valtede med beviser, noter og retsmedicinere på en måde, som mildest talt virker modstridende med, hvordan man normalt ville have behandlet en sag af denne betydning.
Manipulerende eller mindblowing
Det er blot toppen af isbjerget i den kompakte films første del, hvor tekniske detaljer sættes i scene som perler på en snor, og man skal have tungen lige i munden for at følge med.
I anden del kommer Oliver Stone ind på, hvor utroværdig myndighedernes portrættering af Lee Harvey Oswald som en enlig galning var. Meget indikerer, at den tidligere soldat havde tætte forbindelser til CIA.
Og endelig forklarer filmen, hvorfor både militær og efterretningstjenester skulle have haft en stærk interesse i, at JFK forsvandt fra præsidentposten: Han nægtede at sende amerikanske tropper ind i Vietnam (hvilket militær og CIA ellers allerede havde lagt en plan for), han lagde en dialogsøgende linje med fjendtlige lande, og han ville foretage en markant nedskæring i CIA, inklusive på tjenestens højeste poster.
I det hele taget var hans fredssøgende politik i direkte modstrid med forsvarsapparatets ideologi.
På den måde præsenterer filmen beviser og motiv. Ledet indimellem mangler dog fortsat: Hvem dræbte rent faktisk, helt konkret, JFK?
Med den overvældende detaljegrad er det for lægmand umuligt at vurdere, om vi kun bliver præsenteret for de fakta, som understøtter Oliver Stone og hans eksperters synspunkt om, at der lå en sammensværgelse bag mordet. Det kunne have været interessant at høre fra nogle af de mennesker, der holder fast i den officielle forklaring. Hvis de da findes?
For folk, der har fulgt JFK-sagen tæt også i forbindelse med offentliggørelsen af de nye dokumenter i 2018, vil der sikkert ikke være meget nyt i ’JFK: Through the Looking Class’. Filmen tjener ikke mindst som Oliver Stones personlige returslag mod de kritikere, der i 1991 anklagede ham for at være på dybt vand med de teorier, ’JFK’-filmen lagde for dagen.
Instruktøren bag film som ’Platoon’ og ’Natural Born Killers’ har de senere år ageret mærkværdigt med sine mistænkeligt venligstemte interviews med diktatorer som Fidel Castro og Vladimir Putin, og det kan ærlig talt være svært at vurdere, om han er en paranoiaker, man ikke kan nå.
De seneste år, med alt fra 9/11-konspirationsteorier til QAnon, er det også blevet mere tydeligt end nogensinde, hvor let man kan manipulere fakta, så mange mennesker vil anse det for fornuftigt.
Med andre ord: Jeg kan ikke 100 procent afvise, at ’JFK: Through the Looking Glass’ er et manipulerende tryllenummer.
Men bare fordi man er paranoid, betyder det som bekendt ikke, at man ikke bliver forfulgt. Og de mange fakta, filmen præsenterer, får i hvert fald en sammensværgelse højt oppe i de amerikanske systemer til at virke mere sandsynligt, end at Lee Harvey Oswald handlede alene.
Og er det virkelig sandt, er det så vildt, at man slet ikke kan forstå det.
Det vides endnu ikke, hvornår ’JFK: Through the Looking Glass’ kommer til Danmark.