Disse fem moderne musicals redefinerede genren

Musicals er en genre, man enten elsker eller hader. Eller elsker at hade. Sådan lyder det ofte i filmfankredse, men det er jo i virkeligheden noget vås – for de bedste moderne musicals spænder over vidt forskellige tonarter, musikalsk såvel som visuelt og dramatisk. Her er fem styks af slagsen, der redefinerede og revitaliserede genren for nye generationer (nej, følelsesforladte ’La La Land’ er ikke en af dem).
Disse fem moderne musicals redefinerede genren
Bradley Cooper og Lady Gaga i 'A Star is Born'. (Foto: PR)

‘A Star is Born’ (2018)

Ikke én, men to stjerner blev født foran og bag kameraet i formidable ’A Star Is Born’ i 2018, der introducerede Lady Gaga som en Oscar-værdig åbenbaring og debuterende instruktør Bradley Cooper som en fremragende filmmager.

På plotsiden er ’A Star Is Born’ en uapologetisk tragikromance af den gamle Hollywood-skole, der vækker varme minder om filmlandet for længe siden, hvor smittende forelsket hovedrollekemi i storladne følelsesbaskere var det stof, bred publikumsresonans var gjort af – inden mainstreamfilm baseret på true love blev påtaget uncool i kunstregi.

Samtidig er filmen imidlertid også en tidsvarende og stadionkoncert-størrelses musicaloplevelse, der med volumen på maks får én til at længes efter sommerfestivaler og svedige rockmusikere på scenen. Den er det perfekte miks af kommerciel sing-a-long (»In the sha-ha-shaaaa-lows … «), knivskarpe skuespilpræstationer og en spydig finger i siden på musikindustriens, well, industrialisering af »ægte« musik. Hvorfor der også er en vis ironi i, at Lady Gaga, en af de mest toneangivende popkunstnere i det 21. Århundrede, her inddirekte konfronterer sine egne kreative karrierevalg.

‘Moulin Rouge!’. (Foto: PR)

‘Moulin Rouge!’ (2001)

»’Cause we can, can, can!«.

Det resulterede i det pureste filmmagi og øjeblikkelig klassikerstatus, da den australske ekstravaganza-instruktør Baz Luhrmann kylede det 20. Århundredes musicalkonventioner ud af vinduet, og skabte sit eget parisiske parallelunivers af pop-mashups, cancan-dans og Nicole Kidman i et Swarovski-korset. Tempoet er hæsblæsende fra start til slut, og det musikalske mikstape er uimodståeligt, når Nirvana, Kylie Minogue, David Bowie og Elton John genfortolkes af castet.

Kidman og medspilleren Ewan McGregors medley-duetter og dans over tagene i den franske hovedstad skaber den ultimative musical af årtusindeskiftet, der stilmæssigt peger både frem og tilbage, uden at tabe sin centrale, vanvittigt charmerende kærlighedshistorie af syne (kemien mellem Kidman og McGregor gnistrer så man næsten selv rødmer). Det er fuldstændig over the top, men åh så rigtigt, når musikken spiller. Og ingen anden end Luhrmann kunne have trukket stikket hjem.

‘8 Mile’. (Foto: PR)

’8 Mile’ (2002)

Old school-musicalafficionadoer fik Grand-kaffen galt i halsen, da ‘L.A. Confidential’-instruktøren Curtis Hanson og Eminem med ’8 Mile’ viste, hvordan en moderne musical også kan se ud. Og derigennem satte en fed streg under, at genren snildt kan rumme både ‘Singin’ in the Rain’-nostalgi og grågrumset socialrealisme fra Detroit. Qua Eminems eksplosive stjernestatus, der skabte en enorm hype omkring den semiselvbiografiske film, blev musikken også bredt ud til de biografpublikummer, der formentlig aldrig på egen hånd ville have opsøgt rap eller anerkendt gadepoesien og den tekniske virtuositet i rimene – og dén form for brobygning mellem kunst, specifikke musikmiljøer, samfundskritik og verdensomspændende boxoffice-succes er meget få film forundt.

Så kan det godt være, at filmens dannelsesrejsefortælling set med nutidens briller tangerer det generiske, men det distraherer ikke fra Eminems fremragende præstation i centrum, eller intensiteten omkring de ophedede battles. Man kunne ønske sig, at flere ’8 Mile’s genreopgør havde åbnet op for endnu flere musicals, der på lignede vis havet givet filmtroperne anderledes hårdtslående og samfundsbevidst kant. Men det er selvfølgelig aldrig for sent.

‘Once’. (Foto: PR)

‘Once’ (2007)

Dreng møder pige, og sød musik opstår. Bogstaveligt talt. I irske John Carneys indieperle spiller Glen Hansard og Markéta Irglová ensomme drømmere, udelukkende beskrevet som Guy og Girl, der mødes på gaden i Dublin, hvor Guy står og spiller guitar. Tjekkiske Girl, som selv spiller klaver, bliver draget af musikken, og duoen bonder indledningsvist på komisk vis, da Girl finder ud af, at Guy til daglig arbejder med at reparere støvsugere – for så kan han jo lige hjælpe hende.

Carney instruerer sine sympatiske hovedpersoner med underspillet humor og melankoli, og Guys sange med titler a la ’Broken Hearted Hoover Fixer Sucker Guy’ lyder til tider som noget, en mere romantisk Bo Burnham kunne have optrådt med. Det er en af de fineste, mest jordbunde musicals fra de sidste 20 år, der med al tydelighed viser, at genren er mere og andet end store armbevægelser og ditto stjerner på Hollywood-budgetter.

‘In The Heights’. (Foto: PR)

’In the Heights’ (2021)

En Hollywood-musical med blockbusterambitioner og et rent latino-cast? Den havde vi ikke set før dette års ’In the Heights’, baseret på Lin-Manuel Mirandas (’Hamilton’) Broadway-hit af samme navn. Lad os få kritikken af vejen med det samme: Ja, filmen er for lang og ikke alle sange lige svingende. Og ja, den blev mødt med kritik i de latinamerikanske miljøer i USA for ikke at inkludere afrolationer i hovedrollecastet. Der er plads til forbedringer og eftertanke, men det ville være brandærgerligt, hvis ankerne helt skulle skygge for, hvor vigtig ’In the Heights’ immervæk er for latino-repræsentation i underholdningsindustrien, eller hvor sprudlende kæk og befriende antikynisk filmen er i sin hyldest til ungdomssind og ’summer lovin’ der ’happened so faa-a-st’, uden at miljøets samfundssociale og økomiske udfordringer negligeres.  

Historien følger den unge Usnavi (Anthony Ramos fra ‘Hamilton’) i newyorker-kvarter The Heights, hvor han dagligt drømmer om at flytte til varmere himmelstrøg og åbne en strandbar (han er navngivet efter ‘navnet’ på det første skib, hans forældre så, da de flyttede til USA: US Navy. Genialt). Usnavi er en kejtet flirt med et crush på gudesmukke Vanessa (Mellissa Barrera), og kameraet hvirvler med duoen og deres venner og familie op og ned ad gader og husmure, mens skuespillerne synger og danser hjerterne ud til lækre beats – og favner en ganske særlig latino-kultur, man som turist i New York kun oplever en flig af. Det er umanerligt svært at sidde stille undervejs.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af