Det er dagen for mit andet interview med Anders Matthesen.
Første gang var i foråret 2019. Dengang havde komikeren og multikunstneren netop lagt sidste hånd på manuskriptet til børnebogen ‘Ternet Ninja 2’. På det tidspunkt trak animationsfilmatiseringen af forgængeren ‘Ternet Ninja’ stadig horder af både børn og voksne i biografen og endte med at sælge over 950.000 billetter og sikrede sig tre Robert-priser.
Dermed blev ‘Ternet Ninja’ en af de mest sete danske film nogensinde, og den slog både ‘Klovn’, ‘Midt om natten’ og ‘Olsen Banden overgiver sig aldrig’.
Denne morgen i juni, kun to år efter, er anledningen til vores møde premieren på animationsfilmatiseringen af ‘Ternet Ninja 2’, som på rekordtid er blevet klar til at følge op på etterens kæmpesucces.
‘Anders’ Hule’ står der på et skilt inde i det lille baghus på Frederiksberg, hvor Matthesen tager imod. Et billede af ham med sønnen Spencer i favnen pynter i arbejdsværkstedet, hvor magien går for sig. På whiteboardet på væggen står der med sort sprittusch: ‘roastbeef-testen’, ‘pil-selv-rejer?’ og ‘hus på nettet’. Med blå barneskrift er der skriblet: ‘Spencer er sej, han spiser corona’.
’Ternet Ninja 2’ fortsætter, hvor forgængeren slap. Da skurken Philip Eberfrø bliver løsladt fra det thailandske fængsel, må Aske og den ternede ninja finde en måde at fange ham på, før han slipper væk. Derfor rejser Aske, dukken og hele familien til Thailand, hvor et stort eventyr – og Onkel Stewart – venter. På hjemmefronten kæmper Aske samtidig med forholdet til Jessica, som måske mere er på udkig efter en ‘bad boy’.
Igen er Anders Matthesen både manuskriptforfatter og medinstruktør på ‘Ternet Ninja 2’ (sammen med Thorbjørn Christoffersen) og leverer alle stemmerne med undtagelse af Aske og Jessica, som spilles af Louis Næss-Schmidt og Emma Sehested Høeg. Derudover har han også denne gang lavet en række helt nye sange til filmens soundtrack.
Fansene skal belønnes
At ‘Ternet Ninja 2’ allerede nu kan opleves på det store lærred, skyldes både lysten til at følge op på den popularitet og glæde, som ’Ternet Ninja’ skabte hos sit publikum, men også lysten til at fortælle en ny historie, som helt naturligt pressede sig på, fortæller Matthesen.
»Det har mest haft noget at gøre med, hvordan ungerne har taget bogen til sig, og hvordan de har reageret på, at den sluttede med, at Ternet Ninja døde. Jeg har mere set det som, at ånden fløj ud af sit hylster, og så var den potte ude, men ungerne har meget konkret set en dukke, der blev bidt i stykker af en hund og døde, og jeg kunne mærke, at nogle af dem havde det lidt stramt med det«, begynder han, da vi har taget plads ved bordet foran hans store samling af danske prisstatuetter med udsigt til Arne Nougatgrens glatte grydefrisure og Stewart Stardusts buskede bakkenbarter, som troner på to mannequinhoveder på hylden«.
»Jeg mødte utroligt mange unger, der løb rundt med bamsen og fik tegninger tilsendt og billeder af børn på Instagram, der lå og puttede med bamsen. Det blev sådan en del af deres eget halløj, og der følte jeg lige pludselig, at jeg sad med nøglen til at kunne fortsætte. Jeg huskede tilbage på de gange, hvor jeg selv hørte lydbøger som dreng og pludselig fandt ud af, at der ikke var flere i serien: ‘Sådan her slutter min serie, men du kan jo selv digte videre, hvad der skal ske med Birger og Hans’, men det ville jeg ikke, og jeg vil ikke høre en eller anden rollespilsnørd give et bud på Frodos nye eventyr, jeg vil have det rigtige fra hestens mund«.
Han griner.
»Jeg tænkte, at der er mere, der skal fortælles, og så skal jeg gøre det, og det skal selvfølgelig ikke være om ti år, for så er ungerne voksne. De har totalt taget universet til sig, det skal de fandme belønnes for. Hvis Ternet Ninja ikke er død, kan han jo bare komme tilbage, og så begyndte spørgsmålene at melde sig hos mig: Komme tilbage som hvad?«
»Gad vide, om man kunne lave Ternet Ninja som en helt anden, så man i stedet kunne lave en fortsættelse, der hed ‘Lilla Elefantbamse’. Jeg havde en idé om, hvordan Ternet Ninja ville se ud, hvis Sirene (Askes mor, red.) skulle sy en ny, og så tænkte jeg: Okay, det her kan der godt være en ny historie i, og så kørte det bare. Jeg har det lidt på samme måde nu, hvor der begynder at rumle nogle ideer til, hvordan man kunne lave en afsluttende historie. Jeg synes, det kunne være sjovt at lave en trilogi. Men det er ikke, fordi jeg tænker, den skal køre så længe, den kan, eller at man skal lave syv forskellige bamser i forskellige farver«.
Den skal ikke malkes?
»Nej, det skal den ikke. Men jeg synes stadig, der er næring i historien, og nu har vi efterladt dem et sted, hvor børnene har fået deres vilje. Det leder så op til spørgsmålene: Hvad så, når Aske bliver lidt ældre? Hvor længe kan det gå godt? Er der flere forbrydelser at tage sig af, eller begynder de at blive irriterede på hinanden?«
»Det er mig, der bør fortælle den historie, for det er mig, der ligesom har rørt dejen op. Jeg synes, man har en eller anden…. jeg vil ikke kalde det en forpligtelse, men skal det gøres, skal det gøres nu. Tidligere har jeg nok mere tænkt, ’hvis jeg nogensinde får lyst’, men det går ikke at komme med det om ti år og sige: ‘Jamen, jeg skulle lige lave noget stand-up og tilbage til mit rigtige arbejde’. Det, synes jeg, er tarveligt over for alle dem, der sidder og venter«.
Etteren slog jo billetrekorder, så det må vel også være en drivkraft, at man kan se, at den appellerer til et bredt publikum?
»Jo, det er dejligt. Men det er ikke, fordi jeg tænker: Endelig fik jeg fat i dem alle sammen. Der kommer også ældre mennesker og børn til mine shows, men jeg synes da, det er meget værdifuldt, at så mange mennesker har kunnet bruge den og få et fællesskab omkring den. Jeg får tilbagemeldinger om, at familier har hørt lydbøgerne på bilferie sammen, og det gør mig rigtigt glad, for så har man da et eller andet, der bare fungerer pisse godt. Og så er balancen jo også netop at være meget beskyttende over for det univers og ikke køre den for langt og sørge for ikke at lave en toer, hvis den ikke er bedre end etteren«.
Er ikke provokatør
Hvordan har du sikret dig i løbet af processen, at denne her historie netop ikke bare blev en fesen toer, men en kvalitetsfilm i sig selv?
»Det er noget med, at det ikke er den vej, det går. Der er ikke nogen, der siger: ‘Kan I lave en toer, for så er der et publikum?’. Det spurgte Nordisk Film og alle mulige andre jo om efter ‘Terkel i knibe’, men her har jeg ligesom tænkt: Gud, der er en historie, og så har jeg først fokuseret på bogen. Jeg havde lyst til at forkæle alle nørderne, der har læst den, for der foregår så meget mere mellem linjerne – og også på linjerne – end der gør i filmen, og så er det netop det med ikke at have en deadline hos forlaget«.
»Det skal skrives af lyst og føles dejligt. Processen er vigtigere end målet. Det er også det, hele filmen handler om. Jeg var igennem så mange smertelige nedskæringer i etteren, da vi skulle omskrive den fra bog til film, så jeg begyndte at skrive toeren meget mere filmisk. Der er ikke så meget indre liv og monolog inde i Askes hoved. Man kan ikke lave en film uden at hive nogle meget værdifulde stykker ud, men det var mindre smerteligt for mig denne her gang, fordi man ligesom lærer det der håndværk«.
Bliver du nogensinde ramt af præstationsangst i forbindelse med at skulle følge op på en kæmpesucces som ‘Ternet Ninja’?
»Ikke så meget på den måde, for jeg var meget tilfreds med bogen, så det er mere sådan noget med, at jeg tænker: Det er jo ikke sikkert, folk kan lide det. Det er jeg ikke fri for at sidde og gruble en masse over og tage ind og se filmen til visninger og holde øje med, om folk klapper og griner. Jeg er da helt syg for at høre, hvad folk synes om den, for jeg er ikke ligeglad med det, jeg laver«.
»Men altså, hvis de så ikke kan lide det, er jeg også hurtig til at tænke: Det er, fordi de ikke fatter en skid. Fuck dem. Jeg ville aldrig nogensinde lave en eller anden meningsmåling og sige: ’Nå, I vil gerne have, at den skulle være mere sådan her, så gør vi det’. Jeg skal lave det, jeg har lyst til. Så må det ryge på jorden, men det er jo ikke det samme, som at man synes, det er sjovt, hvis det ryger på jorden«.
Det virker, som om du aldrig har været bange for at provokere, og her siger Ternet Ninja, at kvinder bare skal sy og lave mad, og nogen vil måske mene, at du tegner et lidt stereotypt billede af Thailand og thailændere: Er lysten til at være politisk ukorrekt blevet større hos dig med årene, i takt med at tiden er blevet mere politisk korrekt?
»Nej, tværtimod tror jeg. I starten, da jeg lavede børneradio, var det sjovt at tænke: Hvor frække kan vi blive? Der skulle den bare ud over kanten, men jeg tror ikke, jeg har et specielt behov for at provokere. Jeg laver bare det, jeg synes er sjovt, og netop det der med at have en ternet ninja, der siger sådan nogle ting, er jo også for at vise, at han kommer fra middelalderen, og der kan drengen jo lære ham noget. Aske fortæller ham ligesom, at kvinder er lige så vigtige som mænd, så det er faktisk en meget artig scene«.
»Jeg insisterer jo på, at man må lave sjov, så jeg censurerer heller ikke mig selv – kun som man altid gør, hvor man tænker: Var det ucharmerende? Er det her bare hærg, eller er det vigtigt? Jeg synes ikke, min metier er at være provokatør. Det er at være komiker og bruge det privilegium, at folk kender mig til også at kunne kigge dem i øjnene og sige: ‘Prøv at høre, det her siger jeg for sjov, og det ved I godt, for I kender mig, og der er ikke noget ondt i det’«.
Ved mere om memes end om Palæstina
Med Aske som hovedperson tager ‘Ternet Ninja’-filmene jo udgangspunkt i et ungdommeligt univers, og samtidig er du også rimelig aktiv på sociale medier og er blandt andet blevet populær på dine sarkastiske rapbattles med en ung rapper på Tik Tok: Det virker, som om du både dyrker og finder inspiration i ungdomsuniverset og samtidig tager lidt pis på det?
»Jeg har jo været battle rapper, siden jeg var 15 år gammel, og så pludselig sidder der nogen rookies på nettet og siger ‘battle med mig’, hvor jeg har tænkt, at det da kunne være meget sjovt at prøve. Jeg er ikke efter ungdomskulturen, men hvad jeg ser i hverdagen som for eksempel den der veganske bølge og folk, der skal være iværksættere, og danskere, som er stive og vælter rundt i Thailand og skal prutte med prisen, selvom de har penge nok«.
»Jeg synes, alle får en tur. Jeg har ikke helt fingeren på pulsen i forhold til, hvad der lige sker i den aldersklasse. Det var meget svært for mig, da jeg skulle beskrive Askes fødselsdag i bogen, og hvad han fik i gave. Jeg tænkte: Han skal have en cd, men hvem fanden laver cd’er?«.
Hvordan holder man sig opdateret på de unge, når man selv er kommet lidt op i årene?
»Jeg ved ikke, hvor meget man bliver drillet mere. Det er, som om det ikke er på mode. Mine børn er i hvert fald aldrig løbet hjem fra skole i en byge af snebolde, mens jeg sneg mig fra hus til hus, så der har jeg mere taget udgangspunkt i min egen barndom, og det der med at have en mor, der er sådan lidt new age-agtig, er også fra min egen barndom«.
»Det der med at være ulykkeligt forelsket og skrive kærestebreve ved jeg heller ikke, om der er nogen, der gør i vore dage. Jeg tror, det handler om at rive ned fra egne hylder og generøst udstille alt i stedet for bare at gå og finde det i verden, der er latterligt. Jeg ørler så tungt over de der reklamefolk, der spekulerer i, hvordan deres kampagner kan virke rigtigt. Jeg prøver bare at sige: Denne her kommer direkte fra mig, og jeg vil skide på, om jeg er 45 eller 46, for jeg snakker, som jeg gør, og hvis I kan tage det, så kan I være med, og ellers kan I bare pisse af«.
Så det er mere, fordi du er lidt af en svamp, der suger diverse observationer til dig, og ikke så meget, fordi du sætter dig ned og researcher målrettet på de unge og deres referencer?
»Jeg er jo lidt nørdet på den måde. Jeg ved ikke særlig meget om Palæstina og om, hvilke vacciner der virker godt. Jeg kan da godt mærke, når jeg snakker med andre voksne, at de er meget mere opdateret på dagsaktuelt stof, men jeg tror, jeg ved mere om, hvor de forskellige udtryk og memes kommer fra, og hvad der sker på YouTube og TiK ToK og Instagram og alt muligt andet lige nu, fordi jeg godt kan lide det. Når jeg støder på et eller andet, googler jeg det og finder ud af, hvor det er, jeg har set ham eller ham før, og sådan har jeg altid været«.
Du føler ikke en form for begrænsning i forhold til, om materialet kan følge med i en ungdomsfikseret comedy-branche?
»Jeg synes, man må prøve at være så meget i sync med sig selv som muligt og tænke så lidt som muligt i business. Hvis man vil have et lykkeligt kærlighedsliv, skal man også tænke så lidt som muligt i scorereplikker og duftevand og hårvoks og mere tænke i at gå ud og kigge folk i øjnene og fortælle, hvem man er i en verden, der er fuld af tricks og filtre og alt muligt, der skal gøre alting bedre, end det er, og som alt sammen er snyd, og vi ved, det er snyd. Jeg kan godt lide at gøre det ærligt, og så kan det godt være, jeg skræmmer nogen væk, men det kan også godt være, det er det, folk godt kan lide«.
»Jeg er dejligt privilegeret, at jeg kan leve af det, jeg elsker at lave, så jeg skal bruge al min frihed og hele mit privilegium på bare at blive ved med at gøre folk glade eller trække mig og aldrig lave noget igen. Jeg skal ikke begynde at lave noget halvtlort, som giver folk en dårlig oplevelse. Jeg kan godt lide at lave dårlige vittigheder også. Nu er man begyndt at kalde dem far-jokes, men jeg har lavet dem, siden jeg var 18. Men det er jo klart, hvis jeg går mine gamle shows efter i sømmene, så var der måske lidt flere ting, der hørte den tid til«.
Som fest og druk og sådan noget?
»Ja, sådan noget. Malerisk seksuelt indhold er måske heller ikke der, jeg er allermest nu, men jeg føler mig ikke for fin til det. Jeg er nok blevet en lille smule mere hverdagsagtig på scenen, og jeg tager nok mig selv mere med i min stand-up, hvor det tidligere måske mere var en rolle«.
Hvad håber du på, at folk tager med sig ud af biografen efter at have set ‘Ternet Ninja 2’?
»En dejlig oplevelse, fornemmelsen af et eventyr og nogle gode grin forhåbentlig. Som jeg plejer at sige, håber jeg bare, det bliver en god kildetur«.
’Ternet Ninja 2’ kan ses i biograferne fra 19. august.