’Blood Red Sky’: Netflix’ overraskende sommergyserhit tager sig selv lidt for seriøst
Verdens største streamingservicealgoritme forbliver en gåde for mig.
I starten af sommeren slog Netflix et stort brød op med en trilogi af nostalgiske slasher-film udgivet som en slags miniserie over tre uger og baseret på R.L. Stines ungdomsbøger ’Fear Street’. De indeholdt alt for at tilfredsstille den glubske algoritme, skulle man tro – castet bestod blandt andet af favoritter som Gillian Jacobs (’Community’) og Sadie Zink (’Stranger Things’), mens handlingen og æstetikken sendte våde blikke mod netop ’Stranger Things’ og ’Riverdale’.
Alligevel har ’Fear Street’ glimtet ved sit fravær på Netflix’ liste over de mest populære titler på tjenesten. I stedet har en anden blodig horrortitel rumsteret på den notorisk ringeagtede top 10-liste det meste af sommeren: En tysk vampyrfilm, hvor en gruppe psykopatiske terrorister opdager, at en af passagerne om bord på det fly, de har kapret over Atlanterhavet, er et blodtørstigt dyr af natten.
Overgangen i genrefilm mellem crime og horror er især kendt fra Robert Rodriguez’ kultklassiker ’From Dusk Till Dawn’, hvor to bankrøvere og en gejstlig familie finder ud af, at den mexicanske bikerbar, de har slået sig ned i, er en vampyrrede. Ligeledes overrasker moren Nadja i ’Blood Red Sky’ gruppen af terrorister, da hun overtager arven fra John McClane og James Marshall og flår skurkene i stykker med Nosferatu-kløer og sylespidse tænder for at forsvare kiddet Elias, der med gru ser sin mor forvandle sig til et rovdyr.
Det mest overraskende ved instruktør Peter Thorwarths velproducerede gyser er, at den præsenterer sin fjogede præmis uden hævet øjenbryn, overdrevne one-linere eller ironisk distance.
Det er på sin vis filmens største styrke og svaghed.
Skuespiller Peri Baumeister lægger en oprigtig empati i rollen som den desperate Nadja, hvis transformation ikke blot er overbevisende, komplet med monstrøse proteser og hvæsende åndedræt, men også på sin vis utrolig sørgmodig. Hun spiller glimrende op ad den bedårende lille Elias, der som Newt i ’Aliens’ viser sig forfriskende ressourcestærk og sympatisk uden nogensinde at kamme over som et ulideligt bedrevidende voksenbarn.
Terroristerne, de er oppe imod, er samtidig modbydelige nok til, at man oprigtigt frygter for den lille families overlevelse – og gnægger i skadefro, når struberne begynder at bliver flået over. Som landsmand til Roland Møller er det en smule bittert at se ham forsvinde i baggrunden som den mest anonyme terrorist i gruppen, men til gengæld giver enorme Dominic Purcell og flotte Alexander Scheer den hele armen, når de truer med at henrette en lille pige og begejstret stikker øjet ud på en passager.
Samtidig tager dramaet dog i for høj grad førersædet frem for de gruopvækkende skrækscenarier og bestialske mord. Filmen dedikerer pinagtigt lang tid på flashbacks, der viser, hvordan Nadja endte som vampyr, hvilket både distraherer fra den umiddelbare trussel i flyet og virker komplet overflødigt. Ikke noget større chok, at hun blev bidt af en anden vampyr.
Filmen prøver også noget bedaget at sætte lighedstegn mellem Elias’ accept af, at hans mor ikke længere er den samme, og børn, hvis forældre er dødeligt syge med Alzheimers eller leukæmi. Det er uden tvivl sympatisk ment, men jeg fandt alligevel sammenligningen mellem monstre og dødeligt syge patienter en anelse smagløs.
Og når filmen endelig eksploderer i en blodig finale, der er som taget fra vampyrfilmen ’30 Days of Night’, er det svært ikke at føle sig en smule snydt for mere udskejende actionsekvenser.
Kort sagt:
Velspillet familiedrama mellem vampyrmor og sønnike om bord på et kapret fly kan ikke helt dække over manglen på blodtørstig action.