’Brand New Cherry Flavor’: Netflix’ nye horrorserie er et ondt syretrip af den herlige slags
»Fine! No more throwing up kittens«.
Skulle man bare tage én replik fra Netflix’ ‘Brand New Cherry Flavor’ for at opsummere, hvor langt ud serien er, er det helt klart vinderen.
Det er nemlig hverken slang eller en metafor. Filminstruktøren Lisa Nova (Rosa Salazar) kaster bogstavelig talt små hvide killinger op.
Vi er i start-1990’erne, og for kort tid siden ankom hun til Los Angeles med en kortfilm i bagagen og masser af ambitioner. Producenten Lou (Eric Lange) har set filmen, og over en kop kaffe på en sushi-restaurant tilbyder han, at de skal lave den om til en spillefilm.
Alt lyder umiddelbart godt, men hurtigt begynder alarmklokkerne at ringe hos Lisa. Han har det med at røre hende på den der ’hånden bliver hængende et sekund for længe’-måde, som oser klam stodder, der kun er ude på én ting.
Han røvrender hende da også, så filmens rettigheder ikke længere tilhører hende.
Lysten til hævn vokser hurtigt og stejlt, og så er det jo belejligt, at Lisa til en Hollywood-fest mødte den mystiske Boro (Catherine Keener). Hvis Lisa en dag skulle have brug for at gøre nogen fortræd, skal hun bare komme hjem til Boros, siger hun.
Og det er her, opkastningen af killinger starter: Det er Boros pris for at hjælpe.
Derefter står den på dæmoner, kannibalisme, hekseri og zombier samt en hulens mængde bodyhorror, så selv David Cronenberg ville være imponeret.
For det er i kydsfeltet mellem Cronenberg og David Lynch, at serieskaberne Lenore Zion og Nick Antosca har placeret historien. Duoen har tidligere arbejdet sammen på Antoscas fremragende antologiserie ’Channel Zero’, der excellerede i gruopvækkende fortællinger – tænk ’American Horror Story’, bare rent faktisk uhyggeligt.
’Brand New Cherry Flavor’ er et ondt syretrip af den herlige slags.
Mange af scenerne er badet i neonlys, mens menneskekroppe bliver flået fra hinanden i blodsprøjtende voldssymfonier, som fortjener et gensyn eller to.
I det hele taget spiller fysikken en markant rolle. Både idet karakternes legemer bliver udsat for et væld af fysiske strabadser, men også med en gennemgående tematik om ejerskab og kontrol over ens egen krop.
Rosa Salazar er fremragende i hovedrollen i en fysisk krævende præstation. Det kropslige ubehag bliver formidlet til perfektion, så man selv sidder med kvalme, når hun nok en gang brækker en killing op.
Salazars spil med øjnene er et af højdepunkterne i serien. Uden at ytre et ord har hun allerede sat tonen for, hvad der kommer ud. Et blik, der kan dræbe, chok, passion og alle andre tænkelige følelser bliver kanaliseret ud af de hypnotiske øjne.
Lange er et herligt dumt svin, som man hader fra start af, og Keener har som altid filmstjernens magnetiske tilstedeværelse.
Den absurde og overraskende humor bliver der mere og mere af, som afsnittene udfolder sig. Som konsekvens af, at Lisa ikke gider opkastningen mere, fremmaner Boro en alternativ løsning. I bedste ’Videodrome’-stil får Lisa en åbning på siden af kroppen, der er ekstremt følsom for stimulering. Efter hun først selv nænsomt har følt sig frem, ender det i regulær albuedyb fisting i samværet med vennen/flirten/Hollywoodflødebollen Roy Hardaway (Jeff Ward).
Om Lisa får hævn over Lou, træder hurtigt i baggrunden til fordel for en nedstigning i vanviddet med gåden om, hvem Boro egentlig er, som drivkraft. Et sideplot om tilblivelsen af Lisas kortfilm bliver fermt flettet ind i hovedfortællingen og viser Zion og Antoscas evne til skarpt at balancere referencer med en godt fortalt historie.
Om en eventuel sæson to fortsætter historien, eller om det bliver et nyt antologi-mareridt duoen disker op med, kommer der forhåbentlig snart svar på. For ’Brand New Cherry Flavor’ er det absolut mest interessante Netflix har disket op med i et godt stykke tid.
Kort sagt:
‘Brand New Cherry Flavor’ er et festfyrværkeri af bodyhoror sat i 90’ernes L.A., hvor hovedrolleindehaver Rosa Salazar leverer en sand tour de force.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.