‘Clickbait’: Netflix’ twistkrimiserie lever op til sin titel
Er det galt eller genialt at kalde en tv-serie for ’Clickbait’? For en vellykket en af slagsen er det jo en skarp kommentar på en sensationssøgende internetkultur. For en mislykket serie … ja, det, man siger, er man selv.
Det sensationelle ligger i hvert fald naturligt til den ene skaber af Netflix’ nye krimiserie. Tony Ayres har tidligere lavet serier, hvor 99 procent af den mandlige befolkning udryddes, afdøde vender tilbage til jorden for at finde deres dødsårsag, og drengegrupper ryger ind i parallelvirkeligheder.
Også ’Clickbait’ har et fængende pitch, der nok kan lokke mange med på en kigger.
Fortællingen tager udgangspunkt i en video af en forslået og skræmt mand, der modvilligt holder et skilt med ordene: »Ved fem millioner visninger dør jeg«.
Manden i videoen er familiefaren Nick Brewer (Adrian Grenier aka. Vince fra ’Entourage’), som bor i Oakland, Californien, med sin kone og to børn. Det er hans søster Pia (Zoe Kazan), der først opdager den uhyggelige video, og hurtigt involverer hun Nicks kone Sophie (Betty Gabriel) og myndighederne. Er det en joke eller virkelighed?
De to kvinder og Nicks sønner er splittet mellem at klikke på linket for at få livstegn fra Nick og samtidig bidrage til de støt stigende visninger.
Over de næste afsnit udfolder historien sig om Nicks skæbne, og den menneskejagt, der igangsættes af både familie, myndigheder, amatørdetektiver og internettrolde (sidstnævnte er dog ret hurtigt glemt på trods af seriens titel). Hvert afsnit dedikeres til én persons perspektiv, fra søsteren til konen og fra efterforskeren til sønnen, mens historien udvikler sig parallelt. Ikke ligefrem originalt, men her dog et overbevisende træk, som giver nye perspektiver på sagen hvert afsnit.
Men de nye perspektiver føles hurtigt som et dække for seriens egentlige mangler. Det slog mig undervejs, at ’Clickbait’ minder lidt om en serie som ’Rejseholdet’, hvor de mistænkte har det med at holde tæt med vigtige informationer umådeligt længe. Af en eller anden grund vil folk hellere risikere at blive hovedmistænkt end at indrømme, at de har haft en affære eller sælger stoffer i fritiden.
Både Pia og Sophie er, helt uprovokeret, forargede over, at politiet ikke gør nok, samtidig med at de dækker over sandheder, der kunne hjælpe efterforskningen. Hvordan hænger det lige sammen?
Svaret er, at det gør det ikke, og det står klart, efterhånden som man gennemskuer man seriens logik. Den vægter simpelthen plottet højere end karakteropbygningen, deres miljø og indbyrdes relationer.
Selvom historien springer fra person til person, er seriens hjerte søster Pias håndtering af sin brors forsvinding. Lige inden de skiltes, endte de i et smerteligt skænderi, der cementerede deres forliste relation og Pias anstrengte forhold til svigerinden Sophie.
Men i en størstedel af afsnittene er Pia bare ikke særlig nem at elske. Serieskaberne har gjort hende til en doven stereotyp på en rodløs, ung kvinde, som man selv i hendes livs krise og ultimative afmagt har svært ved at have sympati. At fortælle om mennesker, der er mere end en overflade, er en disciplin, serien simpelthen ikke magter:
Ret skal dog være ret. Omkring afsnit seks følte jeg mig draget mod at finde ud af sandheden og begyndte at blive mere investeret i nogle af karaktererne. Men skulle jeg ikke se serien i arbejdsøjemed, var jeg slet ikke nået så langt.
Kort sagt:
Twists og sensation alene gør ikke en god krimi. Uden troværdige karakterer eller relationer er ’Clickbait’ desværre mest af alt … clickbait.