KOMMENTAR. En historie fra det virkelige liv:
Forleden havde min kæreste og jeg planlagt at se ’Kill Bill vol. 2’. Vi havde aftenen forinden set første del på Netflix, der træls nok ikke havde del to. Jagten gik derfor ind for at finde en streamingtjeneste, der kunne komme os til undsætning. Vi slog filmen op på Playpilot, og så til vores store glæde, at den var i stald hos Viaplay.
Vi plantede os i sofaen og chromecastede sidste del af Tarantinos hævnepos op på fjernsynet. Men allerede da Miramax-logoet tonede frem til lyden af Ennio Morricones ’Silhouette of Doom’, kunne jeg med det samme se, at noget var ravruskende galt.
Jeg sprang op fra sofaen og prøvede at hoppe lidt frem i filmen, og den var god nok: Billedet var beskåret, så det fyldte hele skærmen, frem for at vise værket i dets oprindelige scope-format, som ville afføde de velkendte sorte bjælker i toppen og bunden af skærmen, såkaldt letterboxing.
Min kæreste spurgte uforstående, hvad der dog var i vejen, og efter en ophedet introduktion til det super sexede emne, der er aspect ratios, prøvede vi i stedet at leje filmen på Blockbuster til 29 kroner. Jeg tænkte, at den her måtte være i det rigtige format. Hos Blockbuster fokuserer man jo udelukkende på film, og man betaler penge for hver enkelt titel.
Men ak. Blockbuster begik præcis samme synd som Viaplay. Konklusion: Vi fik ikke set ’Kill Bill vol. 2’ den aften.
Efter lidt research stod det klart, at der faktisk er tale om et generelt problem. Det er således almen praksis hos mange streamingtjenester, at man viser beskårne film. Også film som John Carpenter-klassikeren ’The Thing’ på Blockbuster og Paul Thomas Andersons ’There Will Be Blood’ på HBO Nordic vises i lemlæstede udgaver.
Jeg prøvede efterfølgende at skrive til både Viaplay og Blockbuster, der begge overraskende hurtigt svarede, at den beskårede version af ’Kill Bill’ var den eneste version, de kunne få fra distributøren!?
Hvilket efterlod mig målløs.
Aspect hva’ for noget?
Men er det ikke bare en lille teknisk detalje, som kun selvretfærdigt petitesseorienterede filmnørder går op i?
Aspect ratios og formater er jo ikke ligefrem noget, der fylder meget i den bredere diskussion af film.
Men det burde det faktisk.
Simpelt forklaret handler det om forholdet mellem bredden og højden på en skærm eller lærred. Det mest udbredte format i dag er widescreen. De fleste af vores fjernsyns- og computerskærme er i det format. Her er forholdet mellem højde og bredte 16:9 (1.77:1) eller 1.85:1. Det er også et af de mest udbredte, når det kommer til film og serier. Når du ser film i widescreen-formatet, vil de således fylde hele skærmen.
Men der er mange film, der er optaget i det endnu bredere scope-format, som oftest er i forholdet 2.35:1. Tænk på den klassiske spaghettiwestern ’The Good, The Bad and the Ugly’ eller store Hollywood-epics som ’Ben-Hur’ og ’Lawrence of Arabia’, men også nyere titler som ’Ringenes herre’ og ja, Tarantinos ’Kill Bill’. Når disse afspilles korrekt på et moderne tv, vil der naturligt opstå sorte bjælker i toppen og bunden af skærmen for at få plads til hele billedet.
Når Viaplay og Blockbuster viser en version af ’Kill Bill’, som fylder hele skærmen, kan det altså kun lade sig gøre fordi, de har zoomet ind og dermed snyder seeren for op imod 25 procent af billedet! Endda uden at gøre os opmærksom på det.
Det er dybt frustrerende at se scener, hvor dele af karakternes hoveder mangler, fordi de desværre befinder sig på den del af billedet, der er skåret fra. Tag bare åbningsscenen på ’Kill Bill vol. 2’, hvor Bill crasher The Brides bryllup. Her kan de knap nok være på skærmen samtidig. Det samme sker i filmens mange kampscener, hvor karakterne flere gange simpelthen falder ud af billedet.
Skamfering af instruktørens vision
Idéen med at tilpasse film oprindeligt tiltænkt biografen til hjemmeskærmen er (desværre) langt fra ny. I 80’erne og 90’erne var det ikke ualmindeligt, at man beskar film, når de skulle udgives på vhs, så de passede til folks dengang nærmest kvadratiske fjernsyn. Det samme gjaldt, når film skulle vises på diverse tv-kanaler.
Heldigvis var det ikke alle filmskabere, der fandt sig i det kirurgiske indgreb. Det bedste eksempel var, da sammenslutningen af Danske Filminstruktører i samarbejde med den amerikanske instruktør Sydney Pollack i 90’erne lagde sag an mod Danmarks Radio, efter filmen ’3 Days of the Condor’ var blevet vist på DR1 i en utilgivelig version, hvor man havde beskåret næsten halvdelen af billedet.
Forsvaret fra kanalen lød dengang, at seerne ville føle, at der manglede noget af billedet, hvis man præsenterede filmen udstyret med sorte bjælker … Heldigvis fik instruktørerne rettens ord for, at man altså ikke bare kunne ændre formatet på en film. Her lød dommen, at det ligefrem var et brud på ophavsretten at tage et værk og uden kunstnerens accept ændre på det.
Streamingtjenester og distributører gør sig skyldig i præcis det samme i dag med deres beskårne film. Mon Louvre var sluppet afsted med at tildække 25 procent af Mona Lisa?
Når en instruktør vælger at optage sin film i et bestemt format og komponerer billederne med det udgangspunkt, er det altså ikke ligegyldigt, hvordan man viser den efterfølgende.
Mange argumenterer for, at fysiske medier som dvd og blu-ray er den bedste måde at sikre sig, at de film, man ser, vises korrekt. Og det er rigtigt. Men selvom jeg den skæbnesvangre ’Kill Bill’-aften tog mig selv i at fortryde, at jeg har skilt mig af med størstedelen af mine dvd’er, er sandheden alt andet lige, at de fleste ser deres film på streamingtjenester.
Og netop derfor har streamingtjenesterne et ekstra ansvar for ikke at skamfere de film, som de lever af at sende ud i verden.