KOMMENTAR. Jeg er af den stålfaste overbevisning, at der findes to slags mennesker i denne verden – og nej, jeg taler ikke om jer med Pfizer og os med Moderna (selvom sidstnævnte selvsagt har størst street cred).
Næ, her mener jeg dem, der tager imod overvældende detaljerige trailers med kyshånd og dem (aka. almindelige dødelige), der får akut lyst til at trække popcornsbøtten ned over hovedet, når ’Dune’ vakuumpakkes i en 3 minutter og 27 sekunders spoiler-tour de force af plotafsløringer og actionhøjdepunkter.
Fra min egen omgangskreds og lyden af tiltagende irritabel sidemandshvislen i biografmørket har jeg igennem adskillige år indsamlet rigelig videnskabeligt data til at påstå med en vis lægmandsautoritet, at sidstnævnte trailerskeptikere udgør en ganske væsentlig del af den filminteresserede befolkning.
Men jeg må også samtidig konkludere med tungt hjerte, at hverken mavesur murren blandt ligesindede, aktivistiske Reddit-tråde eller sporadisk kritik fra selvsamme instruktører, hvis film klædes af til skindet mellem Heineken-reklamer og ’Sluk mobilen’-påmindelser, rykker mange millimeter ved måden, Hollywoods hysteriske markedsføringsapparater præsenterer os for årets mest ventede titler.
Som Marvel-fan havde jeg for eksempel ikke det store behov for at få præsenteret ‘Spider-Man: No Way Home’s mest bombastiske action-setpieces eller konkrete plotdetaljer i den nyligt frigivne trailer, ej heller fandt jeg det synderligt kontruktivt at få hele ‘Dune’s persongalleri og hovedrolleindehaver Timothée Chalamets relation med snart sagt hver enkelt castmedlem ridset op i ‘Dune’s seneste trailer. Eller at se Sylvester Stallones ‘mutanthaj’ i ‘The Suicide Squad’ flække en mand fra hoved til tå i hvad der vitterligt var et af filmens mest iøjefaldende stunts.
Og jeg tør slet ikke fortælle dig, hvad der sker i traileren til Edgar Wrights imødesete horror ‘Last Night in Soho’ med ‘Dronninggambit’s Anya Taylor-Joy … (nej, det er ikke en opfordring, men en venlig advarsel).
Hvornår knækkede filmen så eklatant for god trailerskik og hensyn til de utallige seere, der ikke nødvendigvis ser det som public service at få skåret ud i pap, hvem der ser døde mennesker, og hvor de fantastiske væsner findes, før de findes på lærredet?
De sagesløse publikummer
Jovist, trailersyndere florerede også lystigt i tidligere årtier, med Tom Hanks-dramaet ’Cast Away’, gyseren ’What Lies Beneath’ og ’Terminator Genisys’ som et par af de mest notoriske eksempler fra ’nyere tid’ (ja, Tom forlader øen, ja, Harrison Ford er morderen, og hov, John Connor var søreme selv en terminator).
I takt med, at sociale medier har gjort det muligt for filmstudierne at hype trailerlanceringer som regulære premiereevents i sig selv, er tendensen imidlertid stukket af i teaser trailers, official trailers og slutteligt kronen på værket, The Final Trailer, der snildt sniger sig op på den anden side af fire fuldfede minutter.
For det skal nødigt hedde sig, at sagesløse publikummer ikke har forstået, hvilken film de indløser billet til og dermed risikerer at få sig én på opleveren.
Eller potentielt brokker sig over falsk varebetegnelse i Twitter-sfæren, yikes.
Herregud, du kan jo bare kigge væk, vil nogle måske nok indvende, og det kan de have ret i. Men ikke alene kan det være vanskeligt at undslippe lyden af et eksploderende rumskib i IMAX-format, der er også noget principielt moralsk forkasteligt ved, at branchen selv spænder ben for filmkunstens evne til at bjergtage og forføre.
I en ideel verden burde trailerens fornemmeste, og meget velkomne, opgave være at vække vores nysgerrighed med så få, velvalgte atmosfæriske virkemidler som muligt for ikke at kompromittere værkets følelsesmæssige payoff.
At pirre, ikke forklare.
Og da slette ikke rulle sig ud som en kortfilm komplet med anslag, spændingskurve, fire forskellige stykker pædagogisk vejledende musik og en cliffhanger så udpenslet, at de færreste vil være i tvivl om, hvad vej bussen kører forud for filmens klimaks.
På den konto var det for sin vis ganske karma-tilfredsstillende, da manden bag filmstudiet Blumhouse, Jason Blum, sidste år måtte i medierne og, ja, forklare, at den udskældte trailer til Elisabeth Moss-gyseren ‘The Invisible Man’ altså ikke viste hele filmen. Til trods for, at filmens egen instruktør, Leigh Whannell var blandt de kritiske røster, der mente, at Blumhouse gjorde gyseren en bjørnetjeneste ved at fremhæve manden bag den usynlige mand, før filmen overhovedet havde fundet vej til lærredet.
»Du tror måske, at du har set det hele, men det har du ikke«, forsikrede Blum lettere forkølet til Indiewire. Filmen floppede fælt.
Der er ingen tvivl om, at de mest bombastiske Hollywood-trailere og deres tilhørende, mange måneder lange pr-strategier gerne koster i omegnen af et par danske sygeplejerskers årsløn at producere.
Alligevel oser tendensen af en paradoksalt fantasiløs løsning på et problem, der ikke nødvendigvis eksisterer uden for studiebossernes paranoide hjerner:
Nemlig at vi seere dette efterår slet og ret vil undlade at se førnævnte ’Dune’ og ‘Last Night in Soho’, hvis vi ikke holdes i hånden hele vejen, til tæppet går.
Den allerførste gang
Indrømmet, jeg har ikke nogen statistikker på, om XL-trailere (med undtagelse af den lidt for synlige usynlige mand) rent faktisk i sidste ende sikrer større billet- eller streamingsucces end en gammeldags sag på den halve tid ville have gjort det blottet for sigende heart-to-hearts mellem Timothée Chalamet og Oscar Isaac.
Men jeg ved, at filmstudierne undervurderer både deres egne produkter såvel som seernes engagement, hvis de går ud fra, at den eneste måde at piske en stemning op omkring en film er at give så meget af den væk på forhånd.
Det er de rene, spontane følelser, en film vækker første gang, vi ser den, der er afgørende for, hvor længe og hvordan den lever videre i erindringen efterfølgende.
Og end ikke den mest ’servicemindede’ trailer kan alligevel sikre, at der ikke vil sidde en portion skuffede seere i salen, som ikke fik det ud af filmen, de havde håbet på.
Til gengæld vil de færreste nok flyve rasende til Twitter-tasterne over at få serveret et plottwist, de ikke allerede havde set på YouTube otte måneder forinden.
Kom nu, Hollywood, giv os lidt kredit og filmmagerne større respekt.